Min kæreste er i lommen på sine børn Vibeke Dorphs Brevkasse Hjemmet
SPONSORERET indhold

Min kærestes børn udnytter ham praktisk og økonomisk

Jeg har en sød kæreste, som kommer fra et turbulent parforhold. Det har givet os nogle problemer, og nu er det kommet til hans børn, som han har svært ved at sige fra overfor. De udnytter ham praktisk og økonomisk, og med julen forude står jeg i et dilemma, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
08. nov. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om kærestens børn, der skaber problemer

Jeg er en kvinde på 60 år, der i 2015 mistede min mand gennem 35 år, da han døde af kræft. Vi har sammen to voksne børn. For tre år siden mødte jeg en ny kæreste, som jeg holder meget af. Han var fraskilt efter et turbulent ægteskab med en kvinde, der bedrog ham økonomisk. Sammen har de tre voksne døtre.

Min kæreste bor for sig selv i et hus, som ligger tæt på hans ekskone, som han stadigvæk har et tæt forhold til. Indtil jeg kom ind i billedet, spiste de sammen hver dag, hun ordnede hans vasketøj, de delte bil og kørte ærinder sammen. Det gav lidt konflikter imellem os, da jeg ikke følte, at han var helt skilt endnu. Min kæreste sagde dengang, at jeg skulle give ham lidt tid, og det er da blevet bedre.

LÆS OGSÅ: Min kæreste gør mig virkelig ensom

Problemet er min kærestes børn, som han har svært ved at sige fra overfor. De udnytter ham både praktisk og økonomisk, hvilket vi har talt en del om, da jeg ikke mener, men skal købe sig til sine børns venskab. Hans børn har også haft svært ved at acceptere mig, og hans ekskone er bitter. Jeg forsøger at holde humøret højt, når vi mødes, men jeg mærker klart, at jeg er uønsket i deres liv.

I år havde min kæreste og jeg planlagt, at vi skulle holde jul sammen hos ham med hans og mine børn, hvilket alle havde takket ja til. Nu har min kærestes ene datter så meddelt, at hun vil holde jul for sine forældre og søskende, da hun har købt nyt hus. Jeg er velkommen, men mine børn er ikke inviteret. Min kæreste har tænkt sig at tage hjem til sin datter for at holde jul med sin gamle familie, men da mine børn ikke er inviteret der, har jeg hverken lyst eller mulighed for at tage med. Jeg føler mig nu kørt ud på et sidespor. Hvad tænker du?

Vibeke Dorph råder til at tage en seriøs snak med kæresten

Jeg forstår sandelig godt, hvis du er frustreret og en lille smule vred. For du og din kæreste havde planlagt at holde jul sammen med jeres børn, hvilket alle var indforstået med. Nu kommer din kærestes voksne datter så ind fra højre og insisterer på, at hun vil holde julen. En jul, hvor hendes mor skal med, men hvor dine børn så til gengæld ikke er inviteret. Det er ikke i orden. En aftale er en aftale, og det er ikke rimeligt, at hun laver om på den, blot fordi hun har lyst til at vise sit nye hus frem – det kan hun vel gøre på et andet tidspunkt.

LÆS OGSÅ: Min kærestes søn kalder mig for en "møgkælling"

At de nye juleplaner ender med at gå ud over dig og dine børn, det burde din kæreste selv kunne se. Det kan han sikkert også inderst inde, men af en eller anden grund er det lykkedes hans børn – måske med hjælp fra ekskonen – at mase ham ind i en følelse af skyld, som han hele tiden må bøde for ved at føje dem. Skyldfølelse er en farlig følgesvend at have, for den forhindrer folk i at agere fornuftigt. For følte din kæreste ikke skyld, så ville han sikkert netop opføre sig fornuftigt og dermed forklare sin datter, at I i år har I en aftale om at holde jul sammen hos ham, så sådan bliver det. Den reaktion ville i virkeligheden også være den bedste, for det er ikke sundt for hans børn at opleve, at de kan manipulere rundt med deres far efter forgodtbefindende.

Var jeg dig, så ville jeg derfor tage en seriøs snak med din kæreste om, hvordan du har det i alt det her. Forklar ham, hvad det gør ved dig, når du hele tiden skal gå rundt med en viden om, at du kan blive valgt fra pga. hans børns luner. Det er ikke holdbart i længden, og alt ville blive bedre for alle – også for hans børn – hvis han stod fast og stod ved dig og det, I to har sammen. Det ville sikkert også resultere i, at hans børn begyndte at agere som de voksne mennesker, de altså er, i stedet for at te sig som de lunefulde og krævende børn, de lige nu opfører sig som.

Anbefalet til dig