Camille Sejr Antonsen: "Jeg har gået i terapi on and off, siden jeg var 15 år"
Selv om du har de rigtige venner, ser godt ud og har et fedt job, kan du godt have brug for hjælp til at mestre livet. For Camille Sejr Antonsen, 22, har terapi været et redskab, siden hun var 15 år. Nu vil hun med samtalegruppen Talk Talk hjælpe andre unge kvinder med at bryde terapitabuet og vise, at det hjælper at dele og tale om svære følelser.
– Det er sgu lidt besværligt at være 22 år. Mange af de valg, du skal træffe, har betydning i lang tid frem. Hvor skal du hen? Hvad skal du? Jeg gik gennem gymnasiet med galopperende præstationsstress. Jeg skulle bare gøre det så godt som muligt. Og da jeg så var færdig, sad jeg tilbage og tænkte: " Hvad var det egentlig, jeg ville?" Det har jeg aldrig kunnet finde ud af, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvem jeg selv var.
– Jeg er nok sådan én, som folk tænker, har styr på det. Men det er jo ikke ensbetydende med, at det hele er rigtigt. Jeg har gået i terapi on and off, siden jeg var 15 år. I min familie er det et helt naturligt redskab, du får, for at kunne være i verden og få det endnu bedre. Det handler ikke så meget om resultatet. Det handler om at starte et sted, og undervejs i den proces, folder tingene sig ud, og valgene bliver lettere, når du får ryddet lidt op i det, du har med dig.
– Når jeg fortalte mine venner, at jeg skulle til psykolog eller i terapi, var de flestes første indskydelse: "Er du okay?" "Fejler du noget?" Det kan jeg et eller andet sted godt forstå, men jeg ville ønske, at det ikke var sådan. Jeg bruger bare terapi til at udvikle mig.
LÆS OGSÅ: Frida Brygmann: "Jeg har altid været meget flakkende. Det har været lidt af et problem"
– For nylig sad jeg i en stilling som PR-koordinator i en stor dansk modevirksomhed, men jeg kunne bare mærke, at det ikke var dét, jeg skulle bruge mit liv på. Det skulle være større end det. Da jeg sagde op, havde jeg det ikke særlig godt, men i terapien fik jeg sat gang i nogle processer, der gjorde, at jeg pludselig begyndte at kunne mærke mig selv og blive mere klar over, hvad jeg vil bruge mit liv på.
– Tidligere har jeg læst til sygeplejerske, og det gav mig smag for at arbejde med at hjælpe andre. Nu har jeg fundet ud af, at jeg vil læse psykologi og har startet Talk Talk med min terapeut, Sascha Kempinski. Talk Talk er en samtalegruppe for unge piger og kvinder, hvor jeg fungerer som en slags 'identifikationsmodel' eller 'storesøster', som forhåbentlig kan hjælpe med at dele ud af erfaringer, og Sascha Kempinski står for den terapeutiske del. Gruppen er et trygt rum, hvor du kan tale om uddannelse, familie, kærlighed, sex, krop, misbrug, angst, præstationsangst ... Alt det, der er svært, men som bliver lettere, når du opdager, at du ikke er alene med dine følelser. Vi har haft den første gruppe igennem, og det er så vildt at se, hvad der sker med pigerne, når de finder modet til at tale om deres problemer. Det er så banalt, men den lettelse, de oplever, når deres følelser er genkendelige for de andre, er så fin. Det er så givende at være en del af. Min drøm er at gøre det cool at gå i terapi.
– Jeg fik ideen til Talk Talk, da jeg læste læste Lotus Turèlls bog Hemmeligheder for pige. En bog, der med udgangspunkt i hendes egen opvækst, beskriver de efterskælv, det giver, at vokse op i en familie med alkoholproblematikker og misbrug. Jeg oplevede den vildeste spejling og følte mig virkelig genkendt. Jeg gik straks op til Sascha, der havde opfordret mig til at læse bogen, og sagde: " Jeg vil skrive en bog. Jeg vil også gøre det her!" I stedet kom vi frem til, at vi burde starte en samtalegruppe.
LÆS OGSÅ: Margrethe Hjort Hay: "Jeg aner ikke, hvad jeg vil lave, når jeg bliver stor"
– Jeg har altid været storesøster med stort S og følt, jeg skulle passe på min lillesøster. Men også på mine forældre. Jeg kommer fra en familie, hvor der har været meget godt. Rigtig meget kærlighed, men også meget kaos. Min mor er et meget sensitivt menneske, og min far er musiker med alt, hvad det indebærer. Svigt og usikkerhed er blevet min sikkerhed og min normalitet, og sådan skal det jo ikke være.
– Jeg har haft svært ved at løsrive mig. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 18 år, men det er først nu, at jeg faktisk kan mærke, at jeg har mit eget liv. Jeg har altid været meget tæt på mine forældre på trods af, at det har været svært. Men jeg er blevet nødt til at trække mig lidt og sætte nogle grænser. Jeg ser dem stadig og snakker med dem næsten dagligt. Men på en anden og måske mere voksen måde.
– Jeg er fra en generation, der deler meget på sociale medier, men mest alt det overfladiske. Det, der ser pænt ud ... Jeg tror desværre ikke, at det er specielt normalt, at man deler de rigtig svære ting med sine veninder. Jeg har ikke selv brugt mine veninder særlig meget. Jeg skulle være hende, der havde styr på det hele. Men da jeg begyndte at stå ved, at jeg også havde det svært nogle gange, gav andre jo tilbage. Min rolle blev ikke anderledes, og jeg blev ikke en anden veninde. Tværtimod var det kun rarere at få lov til at være sårbar og ikke altid den stærke.
– I forbindelse med det her projekt har jeg valgt at dele min egen historie. Men hvis jeg kan hjælpe med at gøre det mindre svært og ensomt for andre, gør jeg det gerne. Du er jo ikke et svagt menneske, fordi du har brug for hjælp. Tværtimod vidner det om en styrke, at du tør række ud og søge nogle redskaber til at komme videre.
– Jeg er ikke færdig med at gå i terapi. Det bliver jeg nok aldrig. Der sker hele tiden ting for mig. Det er vigtigt at have et rum, det kan være sammen med veninder, familie eller en terapeut, hvor du kan sige de ting, der er skamfulde, pinlige, forvirrende og frustrerende Som min terapeut Sascha sagde den anden dag: "Skammens værste fjende er åbenhed." Hvis du tør åbne dig, bliver det måske også nemmere at tage museskridt ud i den her verden, som godt kan være lidt voldsom og overvældende. Det er svært at blive voksen.
Læs mere om Camille og Saschas samtalegrupper på Talk-talk.dk