Kom med til årets fedeste danse-event i København! Klik her

Cecilie Beck om sin skilsmisse
Foto: Les Kaner. Makeup: Caroline Bryø. Cecilie Beck: ”Det er selvfølgelig en enormt smertefuld erkendelse, at det, som man troede var verdens stærkeste enhed, i virkeligheden er to dele.”

Cecilie Beck om sin skilsmisse

Cecilie Beck taler ud om sin skilsmisse: ”Jeg har været nede og kysse bunden”

Cecilie Beck og Rasmus Tantholdt kæmpede i lang tid for at få deres parforhold til at overleve, men til sidst måtte de kaste håndklædet i ringen og gå fra hinanden. Cecilie Beck fortæller i denne uges ALT for damerne for første gang om alle de svære følelser, der dukkede op i forbindelse med skilsmissen, men også om lettelsen og den store energi, der kom ud af pludselig at stå på egne ben.

Hvem bager man kanelsnegle til, når man bor helt alene? Og hvem giver man al den omsorg, man har brug for at dele ud af i hverdagen, når der ikke kommer andre hjem end en selv? Det var blot to af de mange spørgsmål, Cecilie Beck skulle finde svar på, da hun i foråret 2016 blev skilt fra Rasmus Tantholdt efter seks års ægteskab. For første gang, siden hun var i starten af 20'erne, boede hun alene i et års tid, fordi skilsmissen faldt sammen med, at hendes ene datter var flyttet hjemmefra og den anden tog på efterskole.

– Fra at have været del af en familie sad jeg pludselig i en tom lejlighed, og det krævede altså noget tilvænning. Medmindre jeg stablede noget på benene med nogle venner, skulle al omsorg i hverdagen rettes mod mig selv. Jeg havde ingen andre steder at putte omsorgen hen.

Cecilie Beck sidder ved spisebordet i sin helt nyistandsatte tørreloftslejlighed på Vesterbro. Tæt på Kødbyen og alle de smarte gå-ud-steder og med udsigt over byens tage fra både altan og tagterrasse. Hun troede, at hun ville savne sin have i Gentofte, da hun flyttede herind, for den betød så meget for hende, men hun siger, at det nærmest er skræmmende, så hurtigt tingene kan ændre sig. Hun tænker aldrig på haven mere. Og hun savner på ingen måde at slå græs.

– Jeg boede i 20 år i Gentofte, men jeg har egentlig altid godt kunnet lide, at der var liv omkring mig. Den der forstadsagtige ro var ikke rigtig mig, så det passer mig godt at bo her nu. Jeg synes faktisk, det er enormt hyggeligt at vågne klokken fire lørdag morgen ved, at der er nogle fulderikker, der er på vej hjem.
I dag bor begge Cecilies døtre hjemme igen. Den yngste er kommet hjem fra efterskolen, og den ældste bor her i en periode for at spare op, ind til hun skal ud på en længere rejse. Selvom Cecilie nåede at vænne sig til at bo alene – og til at nyde det – er hun rigtig glad for, at der igen er lidt liv i huset.

LÆS OGSÅ: Preben Kristensen om berømmelse: ”Det var så voldsomt, at jeg blev syg af det”

Da ALT for damerne i 2011 lavede stort interview med Cecilie, fortalte hun blandt andet, at Rasmus Tantholdt var hendes soulmate.

Hvordan er det at have mistet sin soulmate?
– Hmmm, jamen det er selvfølgelig enormt svært. Det er altid svært, når man splitter et parforhold op, for det føles på nogle måder som om, man mister halvdelen af sig selv, når sådan en enhed bliver revet midt over.

Hun holder en pause.

– Og det føles enormt ensomt i starten...

Hun kigger ud af vinduet og er stille. Længe.

– Og det er selvfølgelig en enormt smertefuld erkendelse, at det, som man troede var verdens stærkeste enhed, i virkeligheden er to dele. Når det så er sagt, er det også meget lærerigt for sådan en som mig, som ikke har været alene, siden jeg var 22-23, for der er fandeme sket meget på 25 år. Ting, som man ikke nødvendigvis mærker eller erkender, når man er sammen med et andet menneske, fordi man ikke kan mærke sig selv i helt samme omfang. Det kunne jeg i hvert fald ikke. Det har været rigtig sundt at mærke, hvem jeg selv er som 47-årig. Og selvom der da også har været nogle gigantiske lortedage, og jeg virkelig synes, jeg har været nede og kysse bunden på nogle måder, så ligger der altså også nogle væsentlige erkendelser i sådan en rejse. Og noget styrke. Jeg synes, man henter noget styrke i at opdage, at selvom noget af det værste, man kan forestille sig, sker, så kan man alligevel komme stærkere ud af det.
Cecilie taler meget langsomt. Vejer hvert ord. Det er første gang, hun fortæller åbent om sine tanker om skilsmissen.

Du siger, at du ikke helt mærkede dig selv, var det både i parforholdet, og lige da du kom ud af det?
– Ja, begge dele. Når man er i et parforhold, mærker man altså ikke sig selv i helt samme omfang, som når man er alene og har perioder, hvor der bare er helt stille. Hvor der ikke er de her afledningsmanøvrer, som hele tiden er der, når du er sammen med et andet menneske. Men altså, det er også klart, at lige når man er kommet ud på den anden side efter et brud, kan man ikke mærke noget som helst, fordi det er så voldsomt. Man er nødt til bare nærmest at cutte forbindelsen mellem hoved og krop.

Det gjorde du?
– Ja.

Hvad var grunden til, at du og Rasmus gik fra hinanden?
– Hmmm...

Hun tænker.

– Vi var sgu bare ikke gode for hinanden mere.

Igen en lang pause. Der er ikke en lyd i lejligheden.

– Kærligheden forsvandt. Og så blev vi for hårde ved hinanden, tror jeg. I de første år, når man er forelsket, synes man, at den, man er forelsket i, får det bedste frem i en og gør en til den bedst tænkelige version af en selv. Og hvordan der så sker en forvandling, der gør, at man pludselig får det værste frem i hinanden, det kommer jeg aldrig rigtig til at forstå, tror jeg. Det er fandeme et mysterium. Og jeg tror, at hvis man kunne løse det, så ville der være mange konflikter her i verden, der kunne lægges ned. Jeg forstår det stadig ikke, må jeg sige, og jeg forstår det heller ikke med mit første parforhold.

LÆS OGSÅ: Silas Holst: "Pludselig stod tiden stille i en blanding af angst, panik og helt ubeskrivelig lykke"

Handlede skilsmissen også om, at du og Rasmus var meget væk fra hinanden på grund af hans arbejde?
– Hvis jeg skal være helt ærlig: Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror faktisk, at ægteskabet blev holdt i live af, at vi var så meget væk fra hinanden. Jeg tror, at vi var gået fra hinanden før, hvis det ikke havde været sådan. For det første sætter jeg enormt meget pris på også at være alene. Og for det andet er der også noget enormt fedt ved at savne hinanden og blive genforenet. Det er der nogle stærke følelser i.

Skilsmissen fra Rasmus var ikke Cecilies første. Hun blev skilt fra sine døtres far, da pigerne var fire og ni år.

Hvad var den store forskel på din første og anden skilsmisse?
– Den første var klart værst. Fy for satan. Fordi vi havde to små børn. Dengang troede jeg, at jeg altid skulle være sammen med min mand og min familie. Hele mit liv. Med skilsmissen bristede alle illusioner om en kernefamilie fuldstændig. Det er den tougheste beslutning, jeg nogensinde har truffet, at bryde min familie op.

Du og Rasmus fik ikke børn sammen?
– Nej, gudskelov. Det var slet ikke på tale. Vi havde tre børn tilsammen, og jeg tror, vi havde det sådan, at vi hellere ville bruge kræfterne på de tre end på at begynde at skabe flere. Vores børn ser stadig hinanden, de opfatter hinanden som søskende. De er så store nu, at de godt kan forstå, hvad der sker, og mine piger har hele tiden haft en stærk tilknytning til deres biologiske far, så deres tilværelse er ikke blevet vendt fuldstændig op og ned, som den gjorde første gang. Men selvfølgelig har det da været en stor omvæltning for dem også, og jeg er ked af, at jeg har skullet trække dem igennem det endnu en gang.

Din mor blev også skilt to gange, hvordan oplevede du det?
– Mine forældre blev skilt, da jeg var fire år, og det husker jeg ikke så meget. Men da min mor og nye far blev skilt, da jeg var 12 år, gik det op for mig, at man dybest set er alene her i livet. Men det kan man så godt liiige komme til at glemme, og det er jeg helt sikkert også kommet til gennem årene. Og det er blandt andet det, forelskelse handler om. Forelskelsen er så vidunderlig – og farlig – fordi man kommer til at lyve for sig selv. Man får – det gør jeg i hvert fald – den der kæmpestore, nærmest narkotiske rus af at – WAUW – jeg kan virkelig røre et andet menneske helt ind i kernen. Og lige netop dét kan udviske følelsen af ensomhed. Men det ER en illusion. Og forelskelse holder ikke. Det skal den heller ikke. Ikke mere end et par år. Og så finder man ud af, at det kan godt være, man kan komme rigtig tæt på et andet menneske, at man kan røre hinanden dybt og være der for hinanden. Men man er dybest set ensom.

Hvad gør det ved dig, at du bærer den erkendelse med dig?
– På mange måder giver det mig styrke. Fordi jeg er enormt god til at navigere og træffe beslutninger. Uden at have brug for at læne mig op ad andre. Men det betyder så også, at jeg nogle gange kan blive lidt isoleret, fordi jeg er så selvkørende, som jeg er.

Skubber du folk fra dig?
– Jeg synes ikke, jeg skubber dem fra mig, det er mere noget med, at jeg ikke "bruger" folk. Noget af det, der giver et nært forhold til andre mennesker er jo, at man bruger hinanden i forskellige situationer. Jeg bruger bestemt også mine venner, men jeg træffer mange beslutninger uden at rådføre mig med andre. Jeg har sådan et stærkt kompas indeni. Men det er klart, at det godt kan betyde, at jeg somme tider er lidt alene. Isoleret. Men det gør ikke noget, for det kan jeg jo som sagt også godt lide, ha, ha. Det betyder bare, at jeg i andre sammenhænge skal være rigtig god til at række ud efter andre mennesker, og det er jeg blevet væsentlig bedre til med alderen. Og det er i øvrigt også noget, jeg har fundet ud af ved at være i livskrise: Hvor gode venner, jeg har. Jeg har de mest fantastiske venner, som virkelig har været der for mig.

Selvom Cecilie omtaler skilsmissen som en livskrise, er det også vigtigt for hende at understrege, at der bestemt også er kommet gode ting ud af den.

– Jeg føler en enorm lettelse over at være kommet ud af noget, som var slidsomt. Og nu taler jeg i fuld erkendelse af mit eget ansvar. Men det er fandeme så hårdt at rende rundt og arbejde på et parforhold, som man godt kan mærke, ikke fungerer. Det er så trættede, og derfor er det en lettelse at komme væk. Væk fra noget, der gjorde ondt. Det er også en lettelse at erkende, at det ikke er farligt at være alene. Og lige så misundelig, som jeg godt kan være på de mennesker, der kan finde ud af at være sammen hele livet, lige så meget er det gået op for mig, at jeg nok mere er typen, der skal være sammen med folk i en periode, hvor vi kan bruge hinanden til en masse godt og udvikle os. Og så skal man videre. Der er også en enorm energi og en masse sjov i at komme ud af et parforhold, som jo er en lille boble på mange måder, og så pludselig møde nye mennesker. Jeg har fået alle mulige mennesker ind i mit liv, som jeg ikke havde fået, hvis jeg havde siddet i mit parforhold. Et parforhold er også en tidsrøver og en energirøver. Jeg har fået tid og energi til en masse andre mennesker, som har givet mig en enorm dybde og glæde. Og som min far altid sagde: "Hvis ikke det går, så går det nok alligevel."

Hun griner højt.

– Og det gør det jo. Det gør det jo for helvede altid.

Når man ser dig på skærmen, ser du ud som om, du i den grad har fået et boost på alle måder. Føler du det sådan?

– Jamen, det har jeg virkelig også. Jeg har simpelthen så meget energi. At være i er parforhold i krise er simpelthen så nedbrydende, og når man så kommer ud af det – og er kommet sig over det første chok – føler man, at man genvinder kontrollen over sin egen tilværelse på en måde, som man godt kan blive lidt elektrisk af. Elektrisk og lykkelig, ha, ha. Jeg har ikke haft den kontrol over min egen tilværelse, siden jeg var helt ung. Og dengang brugte jeg i øvrigt det meste af min energi på at rende rundt og sukke over, at jeg gerne ville have en kæreste. Det var så tåbeligt, altså, at jeg følte, at jeg var sat helt af, fordi jeg endnu ikke havde fundet en kæreste, da jeg var 22. Hvordan kunne jeg være så dum, ha, ha.

LÆS OGSÅ: Sophie Fjellvang-Sølling: ”Jeg lukkede ned for at overleve”

– Det år, hvor mine børn ikke boede hjemme, fandt jeg en ekstrem frihed i at kunne gøre, hvad fanden der passede mig, uden at spørge nogen om noget som helst. Jeg skulle ikke koordinere noget som helst. Når man er i et parforhold, skal man jo diskutere med folk, hvad man skal have til aftensmad og den slags. Ikke, at det ikke kan være hyggeligt nok, men der er bare en enorm frihed i pludselig slet ikke at skulle koordinere noget med nogen.

Du ser ud, som om du har smidt mange kilo. Er der gået meget træning i den?
– Ja, jeg træner temmelig meget. I starten var det fordi, jeg vågnede om morgenen og tænkte, åh, sikke et lorteliv, jeg er blevet skilt for anden gang, jeg magter det ikke. Og når jeg har det sådan, så er det eneste, der kan trække mig op og få dagen til at se nogenlunde lys ud, at komme ud og løbe en tur. Så jeg begyndte at løbe hver dag, hvor jeg tidligere kun løb hver anden. Og det har ligesom bidt sig lidt fast. Det er ikke fordi, jeg løber langt, bare 3-4 kilometer hver morgen. Og så laver jeg noget styrketræning og spiller tennis. Jeg vejer mig aldrig, men jeg kan ikke passe mit gamle tøj, så jo, jeg har tabt mig.

Jeg har hørt, at nogen kalder det "skilsmisselækker"...?
– Er det et begreb? Ha, ha, fuck, går det så væk igen? Hvor lang tid kan man holde det?

Cecilie arbejder stadig sammen med Rasmus på TV 2 Nyhederne.

– Og det er fint. Vi har et fint forhold.

Og hvordan er det, at han nu danner par med Natasja Crone, som også er en kollega?
– Jamen, det er sgu også fint. Ville jeg ønske, at han havde fundet en anden, som jeg ikke betragtede som min veninde og gode kollega? Ja, gu' ville jeg da så! Er det noget, jeg kan styre? Næh. Sådan er livet. Altså. Det er jo ikke noget, der lader sig kontrollere på den måde. Så..., det er fint med mig. Vi er voksne mennesker.

"Se og Hør" bragte i maj 2017 et billede af dig, hvor du dansede og gav den gas på en natklub, hvordan oplevede du det?
– Det, jeg blev mest krænket over, var sådan set ikke "Se og Hør". Jeg har vænnet mig til, at når de får den slags billeder, så trykker de dem. Det er deres natur, kan man sige. Men jeg blev nærmest sådan lidt såret over, at der kan sidde en på den natklub og tænke, hæ, hæ, nu smugtager jeg lige nogle billeder med min mobiltelefon, så jeg kan tjene en lille latterlig skilling. Det havde jeg simpelthen ikke overvejet, at nogen kunne finde på. Jeg synes fandeme, det er usselt. Og ja, jeg gav den gas, og det skammer jeg mig på ingen som helst måde over, men hvad hvis jeg havde kysset med en eller anden? Skulle det så blæses ud på den måde? Det syntes jeg bare var helt, helt vildt grænseoverskridende.

Betyder det noget for, hvordan du agerer, når du går i byen fremadrettet?
– Nej. Altså jo, det gjorde det 14 dage, og så glemte jeg sgu alt om det, ha, ha. Jeg er ikke dygtig nok til at tænke så langt. Slet ikke, når jeg er i byen.

Hun griner højt.

Så der er ikke ting, du afholder dig fra at gøre?
– Jeg forestiller mig faktisk ikke, at jeg foretager mig noget i byen, som de fleste ikke gør. Hvis der så skulle komme nogle billeder ud, der viser folk, at jeg er et menneske, tja, så må jeg leve med det. Og selvom det godt kan føles krænkende for ens privatliv, fordi det ikke nødvendigvis er noget, man har lyst til at dele med hele Danmark, så antager jeg, at folk ikke vil blive vildt forundrede over, at jeg opfører mig som alle mulige andre. Jeg har altid godt kunnet lide en god fest og gang i den, men jeg har altså virkelig-virkelig haft det sjovt det sidste halvandet års tid. Det tør jeg godt sige uden at overdrive.

I forbindelse med billedet i Se og Hør blev du spurgt, om der var amoriner i luften, og du svarede, at "helt single er man vel aldrig".

Er der noget nyt på den front...?
Hun holder en pause og smiler.

– Helt single er man vel aldrig!

Og så er der ikke mere at sige om det?
– Nej.

Hvad leder du efter hos en mand?
– Integritet. En mand, der ved, hvad han selv er værd. En, der kan få mig til at grine, også af mig selv. En der kan rumme og elske mit temperament. That's it. Mere behøver han faktisk ikke kunne. 

Cecilie Beck, 47

Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1997. Vært på TV 2 Nyhederne og store underholdningsprogrammer som
"De Største Øjeblikke 2017",. Har tidligere lavet „Dags Dato" og sundhedsprogrammet „Praxis" på TV 2 samt "Søndagsmagasinet", "Rapporten" og "Deadline" på DR.

Cecilie er – vist nok – single. Blev i 2016 skilt fra journalist Rasmus Tantholdt efter seks års ægteskab og ni års samliv. Cecilie har døtrene Astrid på 20 år og Frida på 16 år med sin eksmand Carsten Lassen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Skilsmisse, Parforhold og Kvinder du skal kende