Fire kvinder arbejder på et daghjem, som er ud over det sædvanlige: ”Folk kigger altid en ekstra gang, når de kommer herind”
Lene, Susanne, Karen Marie og Mette arbejder sammen på et daghjem for demente i Herning, og her er arbejdsdagen fuld af nuets glæder og det svære, der også følger med. Firkløveret står sammen om det hele, og derfor har Karen Marie indstillet sine kollegaer til Hjemmets julekurv.
Linjerne er skarpe og farverne klare.
Fuglsangsø Centret i det nordlige Herning er bygget i 2014 og udstråler modernitet, men indenfor er der skabt en tidslomme med guldindrammede billeder på væggene og broderede puder i hvilestolene.
Det er nemlig et daghjem for demente, og når de føres tilbage i tiden, kan man være heldig at vække minder til live.
"Folk kigger altid en ekstra gang, når de kommer herind, for vi har lavet det her rum om, så det er mere hjemligt og mindre institution. Faktisk er der flere af vores demente brugere, der bemærker, at det er hyggeligt her," fortæller Lene Sinkbæk Pedersen.
Hun er en af de fire kvinder, som arbejder her i daghjemmet på Fuglsangsø Centret. Lene er 45 år og har været ansat i syv år modsat kollegaerne, der først er kommet til indenfor det seneste år. Alligevel siger hun:
"Jeg føler allerede, at vi er som en lille familiegruppe!"
De tre andre nikker.
"Det er, som om vi har kendt hinanden i 20 år," supplerer Karen Marie Truelsen, 43.
"Min kollegaer Mette, Susanne og Lene gør, at jeg kan komme glad på job hver dag. Vores gruppe fungerer så godt, og de har virkelig fortjent det, og derfor skulle de da have den julekurv, som hun smilende forklarer."
De fire er faldet så godt i hak, at de udover at tilbringe alle arbejdsdage sammen også ses i fritiden.
"Og der går ikke en aften, uden at vi skriver sammen," siger Karen Marie smilende.
Det er hende, der har skrevet ind til Hjemmet, fordi hun synes, at firkløveret her "fortjener at blive anerkendt".
Kom jeg med bus?
Arbejdet med demente er nemlig både utrolig givende og udfordrende. Det står hurtigt klart, når de fire fortæller om en dagligdag, hvor nuet er det eneste, der eksisterer.
"Nogle kan godt huske en samtale, dagen efter at vi har haft den, mens andre ikke kan huske, at de tog bussen herhen, selvom de lige er stået af bussen. Vi er her hver dag for at skabe struktur og give glæde i hverdagen for de demente," forklarer Mette Dransfeldt, der er 32 år og den yngste i gruppen.
"Vi møder dem i nuet – det er det eneste, der giver mening," medgiver Lene.
Mette smiler, for hun er kommet i tanke om en sjov samtale, der fandt sted her ved bordet, hvor vi sidder, for få dage siden:
"Vi talte om, hvad vi ville gøre, hvis vi vandt fem millioner kroner, og mændene ville alle købe en ny bil. Det betyder ikke noget, at de ikke har deres kørekort længere og slet ikke må køre. Det er lige netop der, vi møder dem. Der hvor de selvfølgelig kan tale om at købe en ny bil."
"Vi ser det som vores vigtigste opgave, at de er glade og veltilpasse. Vi spiller dem gode, ligesom vi spiller hinanden gode," tilføjer Karen Marie.
Netop at skabe gode, meningsfyldte dage er et fælles mål for de fire kvinder. De er fælles om en faglighed, for de har alle baggrund i hjemmeplejen og på plejehjem og har alle arbejdet med demente og deres pårørende.
"Jeg var på et plejehjem i 17 år, før jeg kom hertil, og de demente har altid haft en plads i mit hjerte, fordi du kan hjælpe dem og gøre dem glade," fortæller Susanne Pedersen, der med sine 52 år er den ældste.
Stjernestunder
Susanne erkender, at det kræver stor tålmodighed at arbejde med demente.
"Men det gør mig ikke noget. Det her er et rart sted, for os og for dem," mener hun.
Firkløveret fortæller om gode grin og dage med musik, dans, sang og gymnastik. Om arbejdsdage med plads til at være den, man er, uanset om det er som bruger eller ansat.
"Vi læser hinanden, for det er vi nødt til i det her job," erklærer Lene, der bakkes op af Karen Marie:
"Vi giver virkelig os selv her, og nogle gange kan det være svært at mærke sig selv, og så kan det være godt at blive mødt af de andre."
"Jeg kom en morgen, hvor der var sket noget derhjemme, som gjorde, at jeg virkelig havde brug for et kram. Det fik jeg, og da jeg tog hjem fra arbejde, var jeg glad for, at jeg var taget afsted, for ellers havde jeg siddet derhjemme og været ked af det helt alene," fortæller Mette.
De fire krammer tit, for som Susanne siger:
"Da jeg arbejdede på plejehjem, gik jeg nemt 7000 skridt om dagen. Det her er helt anderledes, for det er mentalt krævende – og givende!"
"Vi skaber stjernestunder," indskyder Lene.
Når de fire ses i fritiden er de tit aktive sammen med vinterbadning i den nærliggende Fuglsangsø, en gåtur eller klangmeditation for at tømme hovedet. Om aftenen skriver de videre i en årelang tråd på messenger, hvor de udveksler alt fra kreative input til daghjemmet og til personlige sorger og glæder. For som de siger:
"Vi har jo hinanden!"