Kvinder bruger coach til at klare barslen
Mange nybagte mødre drømmer om en lykkelig og lyserød barselsorlov med hjemmebag, cafébesøg og masser af overskud. Men ofte er virkeligheden en ganske anden. Nina K. Brandt er landets eneste barselscoach, og hun hjælper mødre til at indse, at man hverken kan eller skal nå det hele.
Du er den perfekte mor med den perfekte baby. Alt ånder lykke, idyl og overskud. Du har selvfølgelig været i bad, har nul gylpepletter på tøjet, og det er ingen sag at komme ud af døren til tiden for at nå ugens lektion i babysvømning.
Dit hjem er skinnende rent og dufter af økologisk hjemmebag, og du kan slet ikke få nok af rytmik og caffe latte med mødregruppen.
Det var formentlig sådan, mange af os havde forestillet os barselstiden, men virkeligheden viser sig ofte at være en anden. Med en lille ny i hverdagen skrumper overskuddet og ikke mindst tiden automatisk, og tilbage står måske en desillusioneret mor, som føler, at hun ikke lever op til sine egne og omverdenens forventninger.
Det store bjerg af krav og forventninger
Nina K. Brandt er landets eneste barselscoach, og siden sidste sommer har hun coachet cirka 50 kvinder, der har svært ved at håndtere tiden som hjemmegående.
„Det er typisk helt almindelige kvinder, der er vant til at hente meget identitet i deres job. Karrierekvinder, der også vil have plads til børn og familieliv, men har svært ved at finde balancen. Ofte kan de ikke helt forlige sig med, at de ikke længere kan disponere frit over deres tid.
Men små børn kender jo ikke en kalender, de kender ikke klokken, og de kender ikke mors behov for struktur. Det, børn til gengæld lærer os, er at være nærværende her og nu. Det kræver dog, at vi kan geare ned og følge børnenes rytme," forklarer hun.
Læs også på Voresbørn.dk: 7 aktiviteter til barslen
Kvinderne, der søger hjælp hos Nina K. Brandt, henvender sig gerne, når de har været på barsel i seks-syv måneder. Nogle har problemer med parforholdet eller de nye roller som mor og far.
Andre spekulerer måske over, hvordan de kan få job og familieliv til at passe sammen, når de skal tilbage på arbejde. Men langt de fleste kommer, fordi de føler sig stressede og utilstrækkelige.
„Mange af dem er skuffede over sig selv og føler simpelthen ikke, at de lever op til forventningerne om lykke og overskud," fortæller barselscoachen.
Når hun får nye klienter, beder hun dem lave en liste over, hvad de forventer, at barselsorloven skal indeholde. Babysvømning, mødes med veninderne og mødregruppen, madlavning, babybio, rengøring, læse bøger og måske søge nyt job er tit bare nogle af de ting, kvinderne regner med at nå, mens de går hjemme.
„Jeg skriver det hele op, og nedenfor tegner jeg en lille tændstikkvinde. Så kan de se sort på hvidt, hvad det er for et stort bjerg, de har tænkt sig at bestige. For det siger jo sig selv, at ingen kan nå det hele. Slet ikke med et lille barn."
Coachens egne erfaringer
Det var til dels Ninas egne erfaringer, der fik hende til at uddanne sig som coach med speciale i tiden omkring barselsorloven. Hun oplevede nemlig selv mange frustrationer, da hun fik sit første barn for tre et halvt år siden.
„Jeg var virkelig overrasket over, at det var så svært bare at nyde tiden. Jeg havde forestillet mig, at jeg kunne nå vildt meget, mens jeg gik hjemme, og pludselig virkede alle de ting, jeg havde planlagt, helt uoverskuelige. Jeg var træt hele tiden, orkede ikke hverken at gøre rent eller skrive artikler. Men jeg syntes, at jeg skulle noget hele tiden. Alene det at gå i mødregruppe én gang om ugen kunne være et pres. Selvfølgelig var det hyggeligt, men vi talte mere om amning eller soverytmer end om frustrationer over ikke at være helt så lykkelig, som man måske havde forventet," fortæller Nina.
Hun tilføjer, at hun samtidig bemærkede, hvordan andre kvinder og veninder også bukkede under for de store forventninger om den perfekte barsel.
„Hvis jeg først tog hul på bylden, viste det sig, at de fleste ikke var så supe lykkelige, som de havde forventet," husker Nina.
Læs også på Voresbørn.dk: Er du trist i din barsel?
Drop de boller!
Men hvorfor er det egentlig, at vi kvinder har så skyhøje forventninger til os selv? Ifølge Nina K. Brandt ligger det i både opvækst og samfundsstruktur. „Det hele skal se godt ud udefra, og vi skal have succes på alle områder. Men det er glansbilleder, vi forsøger at jage," understreger hun.
„Vi sammenligner os for meget med alle de andre, men vi glemmer, at det jo også bare er deres overflade, vi ser. I stedet gælder det om at finde ud af, hvad der gør dig lykkelig. Hvis du bliver lykkelig af at bage boller, så skal du selvfølgelig gøre det. Men stresser det dig, og gør det din hverdag uoverskuelig – så drop dog de boller. Det drejer sig om at gøre de ting, man får energi af, i stedet for at presse sig selv unødigt. Det handler om at prioritere."
Selv som barselscoach med masser af gode råd og erfaringer i posen har Nina haft svært ved helt at slippe den glittede drøm om den perfekte barsel. Da hun for syv måneder siden blev mor for anden gang, bildte hun sig nemlig atter ind, at hun både skulle have tid til sin lille søn og til sit arbejde – og selvfølgelig også have helt vildt meget tid til at hygge med sit store barn.
„Det er altså svært at nå det hele, når der også skal skiftes og ammes, og man oven i købet er dødtræt. Så endnu en gang måtte jeg skrue ned for mit ambitiøse ræs.
Hvis det indebærer, at huset ikke bliver gjort rent hver uge, eller at vi spiser rugbrødsmadder to aftener i træk, så går det sgu' nok. For min barsel skal fungere på mine egne præmisser frem for andres. Det er og bliver det vigtigste."
Læs også på Voresbørn.dk: Test dig selv: Find rytmen med din baby