Karen Blixen og Marilyn Monroe
SPONSORERET indhold

15 fabelagtige bøger, du bør unde dig selv at læse og høre

Efter sex og søvn må læsning – den opbyggelige, underholdende og lystbetonede af slagsen – tilhøre den kategori af adspredelse, vi taler mest om og praktiserer mindst. For vi har ikke tid. Fat mod! Vi guider dig til en udsøgt litteraturliste, der kun kræver kort tids fordybelse, men som vil få varig indflydelse på dit åndsliv.

Af:: Sine Gerstenberg Foto: Getty Images
12. jan. 2018 | Livsstil | Eurowoman

Bøger

1. Slouching Towards Bethlehem (1968)

Skulle du være i tvivl om 82-årige Joan Didions fashion cred, er det nok at se til modebranchens ikonisering af den petite prosaist. Fra solbrillekampagner for Céline til de fortsatte referencer til hendes fænomenale pakkeliste for Vogue, der inkluderer whisky og cigaretter som essentielle nødvendigheder. Didion er en af de forfattere, der har fået lige så meget anerkendelse for sin personlige stil som for sine snerte sætningskonstruktioner. Har du ikke tid til at kaste dig over hendes smertelige og smukke romaner om hendes mand og datters dødsfald, så snup hendes labre samling af journalistiske essays, der nøgternt og uimponeret beskriver hendes tid i 60'ernes Californien, hvor forældre gav LSD til deres teens, rige arvinger blev kidnappet, og Charles Manson myrdede en masse. Et essay om ugen giver dig stof til såvel samtale som refleksion resten af året.


Slouching Towards Bethlehem af Joan Didion, Picador, 149 kr.

2. Heart of Darkness (1899)

Vi er mange, der med tilbageholdt åndedræt og skærmende hænder har set Francis Ford Coppolas brutale anti-krigsfilm Apocalypse Now. Færre kender dens litterære forlæg fra 1899, Joseph Conrads Heart of Darkness, og det er en skam. For ikke alene er den skarpe kortroman et voldsomt stykke verdenslitteratur, der viser, hvordan gruppetænkning og massesuggestion kan underminere almindelig medmenneskelighed. Den er også en uhyggelig påmindelse om, at racisme, undertrykkelse og tyranni desværre ikke begrænser sig til en fjern litterær fortid, men er mere aktuel end nogensinde og kan læses helt uden forkundskaber ud i blankvers og renæssance-lingo.

Heart of Darkness af Joseph Conrad, Penguin, 75 kr.

3. Forvandlingen (1915)

Franz Kafkas Forvandlingen er en meget kort roman, en meget lang novelle, en foruroligende fabel – eller ingen af delene. Lige så svær den er at klassificere, lige så vigtig er denne perle af en opbyggelig allegori at læse. Du kan nå den på en togtur fra København til Odense, men den bliver i dig langt længere. Fortællingen er en absurd metafor på den udstødelse, vi som mennesker oplever, når vi ikke lever op til konformitetens rollefordeling, selv fra vores allernærmeste. Den rejsende sælger Gregor Samsa vågner en morgen og opdager til sin egen gru og sin families bestyrtelse, at hans jævne, tyndslidte menneskekrop er blevet udskiftet med en gigantisk billes. Han kan ikke kende sig selv. Og endnu værre: han kan slet ikke forlige sig med omverdenens reaktion på hans forvandling. Læs den, og tag en snak med dine nærmeste om livet som et forvokset insekt og om alle dem, vi ubevidst behandler, som var de blot utøj i vores renskurede hjem.


Fortællinger af Franz Kafka, Gyldendal, 200 kr.

4. Spor efter fugle (2017)

Julie Sten-Knudsen diverterer din sjæl med sitrende snapshots fra situationer, vi kender, rammes af og må rumme i digtsamlingen Spor efter fugle. De 72 stramt skrevne, tungt tænkte, dybtfølte sider kunne egentlig læses i en ruf. Men det ville være et tåbeligt spild. Fint mejslede sætninger som "de lyserøde kirsebærtræer går viralt / det er på kirkegården alting blomstrer" og "vi pynter os med lånte nøgler / vi begynder at tro at det er os der bor i huset" fortjener langsom læsning – eller endnu bedre: at du med jævne mellemrum forærer din gæst, din elsker eller din chef en oplæsning af et digt eller to. Poesi redder måske ikke verden, men poesi fra Julie Sten-Knudsens pen kan bestemt redde hverdagen ud af monotoniens forstemmende farveløshed.


Spor efter fugle af Julie Sten-Knudsen, Gyldendal, 199 kr.

5. En anden kvinde end mig (2016)

Idéhistoriker og forfatter Agnete Braads skarpsindige og korte roman kan læses effektivt og eftertænksomt. Hovedpersonen Julie nægter at springe ned i den syltekrukke af normer, omverdenen gerne vil fermentere hende i. I Julies univers er der ingen indlysende Romeo, og selv om veninder, elskere og hendes velmenende, androgyne forældre (vidunderligt beskrevet som real life Barbapapa-figurer) byder ind med 'vejledning', der kan styre hende i retning af en kernefamilie og karriereforløsning, modstår hun konventionernes forvaskede frottékåbe. Julie interesserer sig nemlig ikke for at udleve andres drømme; hun fascineres derimod af at afdække, hvad manglen på bevidste valg medfører. For hende er kaffen ikke bedre, fordi den kommer i en stempelkande og er frysetørret, smøgerne må gerne ryges uimponeret i vindueskarmen, smagsneutral mad må spises stående, og sex indtages i generøse mængder uden for ægteskabets kvalitetsstempel. Er du færdig med at svare på, hvorfor du stadig er single, eller hvornår lysten til børn mon vågner i dig, vil du elske Braads afvæbnende bog, der lukker munden på alle de nyfigne tanter, kolleger og ekskærester, vi alle prøver at undvige.


En anden kvinde end mig af Agnete Braad, Lindhardt og Ringhof, 249 kr.

LÆS OGSÅ: Stor guide: Disse bøger er oplagte gaveidéer til venner og familie

6. En sæson (2013)

En Sæson er kondenseret frankofili, når den er mest hengiven, bittersød og lavendelduftende. Romanen er den franske forfatter Sylvie Bocquis debut, og den blev nomineret til flere priser, herunder den prestigiøse debutantpris Prix Goncourt du Premier Roman. Hovedpersonen er en selvudslettende oldfrueassistent, der arbejder på et luksushotel på Den Franske Riviera. Hun er næsten udvisket som identitet, navnløs og befriet for mellemmenneskelige interaktioner, men hun er en olfaktorisk begavelse, der skaber sanselige haiku-lignende optegnelser af gæsternes parfumepræferencer og deraf afledte personlighed. Magter du ikke at kæmpe dig igennem Marcel Prousts digre værk På sporet af den tabte tid, er Bocquis bog din diminutive Madeleine-kage af delikat sørgmodighed, der sikrer momenter af åbenbaring såvel som akut trang til fransk ferieliv.


En sæson af Sylvie Bocquis, Forlaget Etcetera, 199 kr.

7. Everyman (2006)

Hvor finder du nøglen til vrede mænds tanker og en tourguide til den amerikanske drøms moral og dobbeltmoral? Philip Roths forfatterskab er et godt sted at starte. Den mest oplagte appetitvækker forud for den fulde menu på 27 litterære anretninger er kortromanen Everyman (da. Enhver). Historien udfolder sig fra en navnløs, død mands perspektiv, og i en gudsforladt verden er læserens vurdering den afgørende ved hans personlige dommedag. Centrale temaer i romanen, såvel som i hele Roths forfatterskab, er menneskets svaghed stillet over for fristelse, kroppens forfald, brudte ægteskaber og saftige sidespring. Everyman maner til besindelse, når vi dømmer – ikke bare andre men også os selv.

Everyman af Philip Roth, Vintage, 110 kr.

8. Syv fantastiske Fortællinger (1935)

Karen Blixen er ikke bare obligatorisk læsning, hvis du vil krydse stor verdenslitteratur af på din dannelsesrejses bucket list. Med sin særlige flair for overraskelsesmomenter, tør sarkasme og spiddende personskildringer er hun også underfundigt og underholdende selskab. Har du ikke tid til at besøge Den afrikanske Farms sanselige univers, så und dig selv Syv fantastiske Fortællinger, hendes provokerende engelsksprogede debut fra 1934 (udgivet første gang på dansk i 1935), der udkom under pseudonymet Isak Dinesen, og som kan læses stykvis. Fortællingerne bringer det fantastiske og universelle i spil og er lige dele fabelagtige og humoristiske. Historierne tematiserer nogle af hvor tids mest presserende og tabuiserede problematikker som transgender-kultur, barnløshed, kvindens sultne seksualitet og nidkær narcissisme. Og så er de et velkomment los i røven til småborgerlighedens selvtilstrækkelige perspektiv og indskrænkede horisont. Med Syv fantastiske Fortællinger forærer Blixen os den litterære rusketur, vi alle har godt af at få.

Syv fantastiske Fortællinger af Karen Blixen, Gyldendal, 199 kr.

9. Det værste og det bedste (2002)

Den danske digter-darling Søren Ulrik Thomsen er særligt kendt for sin storbypoesi, sin litterære rytmesans og sine facetslebne, sproglige finurligheder. Det værste og det bedste er feel good-læsning i feinschmecker-format, inspireret af Charles Bukowskis (ligeså læseværdige) digt The Worst And The Best. Digtsamlingen består af 21 digte med 21 verslinier, og Søren Ulrik Thomsen måtte bruge to år på at forfatte den (selv-)indsigtsfulde opremsning af, hvad der udgør tilværelsens skidt og kanel. Skynder du dig langsomt, fungerer digtsamlingen optimalt som din decembers voksenjulekalender. At digtene i tilgift er originalt illustreret af Ib Spang Olsen gør, at bogen er lige så hyggelig, som den er opbyggelig.


Det værste og det bedste af Søren Ulrik Thomsen, Gyldendal, 250 kr.

Lydbøger

10. In Cold Blood (1966)

Truman Capotes hovedværk er en iskold klassiker om mordene på Herbert Clutter og hans familie fra Holcomb Kansas i 1959. Har du ikke læst den, fordi beretningen om grusomme og tilsyneladende unødvendige mord ikke er oplagt godnatlæsning, er det godt, lydbogen kan følge dig i metroen eller gennem bunkerne af vasketøj, der skal lægges sammen. Truman Capote brugte seks år på at skrive den forfærdende faktionsbog, og ofre såvel som gerningsmænd står spillevende frem i deres menneskelige fejlbarlighed. I Audibles version oplæses den sprøde prosa med tilbageholdt åndedrag og dramatisk indlevelse af skuespilleren Scott Brick. Den bliver en pageturner for dit indre blik, fastholder dig i mere end 14 timer og forfølger dig endnu længere.


In Cold Blood af Truman Capote 

11. The Bluest Eye (1970)

Hvordan ville en nobelprismodtager læse sit eget hovedværk op? Køb lydbogsversionen af Toni Morrisons The Bluest Eye, som hun forfattede i 1970, mens hun var enlig mor til to sønner og underviser på Howard University, og få svaret. Med vidunderlig sans for diktion, temposkift, sydstatsdialekter og jargon, læser Morrison selv sin rørende skæbnefortælling op om racisme, afsavn, misbrug, incest og vold. Hvis Farven lilla ramte dig i mavekulen, er denne roman uafrystelig. Bogens barske og tabubelagte tematikker har siden udgivelsen gjort, at den er en af de amerikanske bøger, der oftest er blevet forsøgt forbudt som undervisningsmateriale eller forment udlån fra offentlige biblioteker i USA. Den kontroversielle nyklassiker, nydes bedst med vandfast mascara, store solbriller, eller mens du snitter løg; tårekanalerne får ikke lov til at forblive upåvirkede.

The Bluest Eye af Toni Morrison

12. My Life on the Road (2015)

Har du ikke opdaget, at den neofeministiske bølge skyller ind over alt fra Milanos modeuge til chefredaktørens leder i såvel Vogue som Eurowoman, må patriarkatet have spærret dig inde i en jordhule uden 4G-dækning. For begrebet feminist er ikke længere noget, vi rynker på næsen af, men en titel vi smykker vores T-shirt, Instagram-profil og Twitter-feed med. Men hvem har banet vejen for feminismens glorificering? Gloria Steinem. My Life on the Road er hendes feminist as fuck og cool as hell-gengivelse af livet på landevejen som revolutionær rødstrømpe. I Audibles version er det Gloria, der læser Gloria, og hun gør det eminent. Efter næsten 10 timer i Steinems selskab, må du hedde Donald Trump, hvis du ikke får lyst til at kaste dig ud i kernelæderlårkort, udslået hår og vejen mod ligestilling.


My Life on the Road af Gloria Steinem

13. The Rules Do Not Apply: A Memoir (2017)

Journalist og forfatter Ariel Levy giver sit unge liv et brutalt reality check i den komprimerede selvbiografi. Bogen er et bevægende testamente over tabt liv og tabt fokus. Om de erotiske og platoniske følelser, hun ikke kan begrænse til en enkelt person eller et enkelt køn. Om hendes grådige lyst til at bryde med den amerikanske drøm, den heteronormative kultur og forplantningens spilleregler. Om mismodet, der knytter sig til erkendelsen af, at hybris' væmmelige tvilling, nemesis, altid følger den indbildske. Om misbrug af alkohol, tillid og ægteskabets tilsyneladende tryghed. Ariel Levy deler ædrueligt ud af sin egen flossede, hudløse og nu retningsløse livshistorie. Man gyser ved fortællingens voldsomhed, men trøstes ved hendes stemmes afklarede ro.


The Rules Do Not Apply: A Memoir af Ariel Levy

14. Spousonomics: Using Economics to Master Love, Marriage, and Dirty Dishes (2011)

Jenny Anderson og Paula Szuchmans bog er ikke bare underholdende selvhjælpslitteratur, den burde også være obligatorisk pensum forud for ægteskabsløftet. De to økonomer har nemlig skabt en bibel til moderne samliv. Gennem en succesfuld fusion af økonomisk teori og parterapi, viser bogen, hvordan økonomiske begreber kan overføres direkte på ægteskabets udfordringer og redde dit parforhold, hvis du følger økonomisk rationale frem for dit hjertes tilbøjelighed.

Spousonomics: Using Economics to Master Love, Marriage, and Dirty
Dishes af Jenny Anderson og Paula Szuchman

15. Insane Clown President (2017)

Hvordan kunne det gå så galt, at Twitter-demagogen Trump blev verdens mægtigste mand? Matt Taibbi fra Rolling Stone samler trådene og skaber et gruopvækkende patchwork over den parodi, som præsidentvalget i 2016 udgjorde. Den amerikanske journaliststand har bevæget sig ind i bekendelseslitteraturen og konstaterer nu, at ansvar ikke er noget, pressen kan placere. Det er noget, journalisterne må tage på sig. Ansvaret for at overse en hel vælgergruppes frustrationer og for at bære den republikanske gøglerkandidat frem og gøre ham til leder og tyran. Trump blev manden, der ikke bare forførte de indskrænkede, men også dem, der burde vide bedre. Det er, hvad der sker, når sidevisninger og seertal trum(p)fer oplysning og redaktionel integritet.

Insane Clown President af Matt Taibbi.

Alle lydbøger kan downloades på Audible.com

 

Anbefalet til dig