Ugens leder

Dygtige danske designere

ALT for damerne hylder i denne uge dansk mode.

Da jeg gik i gymnasiet bestod mit faste outfit af Levi's jeans og en farvet Marc O´Polo-trøje. Jo mere casual og nede på jorden – jo bedre. Der var selvfølgelig nogle smarte piger fra 3.G, som helt klart købte alt deres tøj i Aarhus (storbyen), men generelt var der ikke meget fokus på, om man var med på moden eller ej, for den var ikke rigtig defineret ved andet end, at man holdt lidt lav profil.

Historisk set har danskerne heller ikke været kendt for at være first movers, når det kom til mode. Der har i hvert fald været perioder, hvor vi generelt set mest af alt lignede nogle pjok, når vi kom uden for landets grænser – i hvert fald sammenlignet med sydeuropæerne, som langt tidligere var mere strømlinede i deres skræddersyede habitter og kjoler.

Men det punkt kan man roligt sige, vi er ovre. Eksporten af dansk mode stiger, og i dag er vi kendt som et af verdens dygtigste lande til at designe mode. Nu er det udlandet, som skeler til, hvad vi finder på.

Modedyrkelsen hos både mænd og kvinder har måske aldrig været større, og det hænger selvfølgelig sammen med, at vi har så mange talentfulde designere herhjemme. Fra side 39 har vi samlet alle de nye farver og design, som vi håber, du kan bruge som inspiration til foråret og sommeren.

På ALT for damerne hylder vi de dygtige danske modehuse, men også mangfoldigheden hos jer, der bruger tøjet. For heldigvis er vi danskere blevet noget mere interessante i vores tøjvalg end for bare få år siden. Og heldigvis er det lige så tjekket at købe en kjole i H&M eller på et loppemarked som i de dyre designerbutikker. Moden er i dag defineret af den enkelte, og hvis man kigger på gaden, så er det netop den meget personlige stil og mikset mellem det dyre, det billigere og det brugte, som skaber en unik stil.