Er dette i virkeligheden det største tabu?

Vi taler selvfølgelig om døden. Eller det vil sige, at det netop er det, vi ikke gør. Vi har så svært ved at forholde os til andre menneskers sorg, at det er nemmere at tie stille. Ignorere den. Eller sige noget upassende, fordi vi ikke tænker os om eller ganske enkelt ikke aner, hvad vi skal sige. Vi skulle jo nødig være skyld i at gøre det hele meget værre.

Generelt har vi danskere det nemlig ikke særlig nemt ved at forholde os til og tale om, at livet ikke varer evigt. Det fortæller Michael Hviid Jacobsen, der er sociolog ved Aalborg Universitet og har skrevet flere bøger om døden:

- Danskernes forhold til døden kan ikke sættes på en formel, da vi har forskellige opfattelser af den, men jeg vil dog mene, at det er et fællestræk, at vi i almindelighed ikke har lyst til at tale om eller konfronteres med døden, og at døden heller ikke er noget, som vi tænker voldsomt meget over, før den pludselig kommer tæt på, siger han.

Larmende tavshed
Da 36-årige Mia L. Rasmussen fra Frederiksberg sidste år mistede sin mor til kræften i en alder af 59 år, havde det ikke skortet på opmærksomhed under moderens sygdomsforløb, og de første par uger efter begravelsen sendte venner, bekendte og kolleger stadig blomster, ringede og kondolerede eller stoppede forbi og spurgte, hvordan hun havde det.

Men det varede ikke længe. Allerede dagen efter begravelsen ringede hendes chef for at spørge, hvornår hun planlagde at komme tilbage på arbejde, og 14 dage efter spurgte en kollega, om ikke det værste var overstået nu. Men også venner og familie havde svært ved at forholde sig til hendes tab.

- Det med at spørge ind til det gik ret hurtigt over. Jeg var til en fødselsdag hos min mands søster kort tid efter, hvor hendes mand og hans familie var der, og der var ikke en eneste, der spurgte mig til min mors død. Der var ikke engang nogen, der kondolerede. På et tidspunkt talte vi lidt om julen, og jeg sagde, at vores jo havde været lidt anderledes denne gang, hvor svaret bare var: "Ja, det var noget værre noget." Og så talte vi ikke mere om det.

"Min mand blev faktisk lidt sur"
Episoden udløste et voldsomt migræneanfald hos Mia, og hun græd hele vejen hjem i bilen fra familiesammenkomsten.

- Min mand blev faktisk lidt sur på mig, fordi han mente, at det jo nok bare var, fordi folk ikke ville gøre mig ked af det. Men jeg bliver jo ikke mere ked af, at min mor er død, fordi man spørger til mig. Det kan godt være, jeg begynder at græde, men det er jo ikke, fordi jeg bliver mere ked af det.

Pernille Østrem, der er sognepræst i Stefanskirken på Nørrebro i København, kan sagtens genkende den type reaktioner – eller mangel på samme.

- Folk bliver usikre og bange for at sige noget forkert. Hvad nu, hvis du siger, at du har det ad helvede til og har overvejet at kaste dig ud fra et tag? Det kan vi ikke overskue at høre. Vi er bange for at være skyld i at gøre folk mere kede af det, end de er, og det er et tabu at gøre andre kede af det. Men sagen er, at de tænker jo over det hele tiden alligevel, og det værste i den situation er ikke at få anerkendt sin sorg, siger hun.

Livet går videre – for de andre
Når vi ikke spørger ind til andre menneskers sorg, skyldes det ikke mindst, at vi ikke kan holde ud at tænke på, at vi selv eller vores egne nærmeste skal dø. For sorg smitter, og når andre sørger, minder det os om livets skrøbelighed, fortæller Pernille Østrem.

- Det er en måde, vi beskytter os selv på. Vi undgår at tale om døden og tænke på døden, fordi vi er bange for at blive så kede af det, at vi slet ikke kan holde op med at være kede af det. Vi er bange for, at døden slår os helt i stykker allerede, mens vi stadig er i live.

Men for de mennesker, der har mistet, er der ikke noget værre, end at folk omkring dem ikke forholder sig til deres sorg.

- Det, der slår os allermest i stykker, er, når vi bliver alene med tankerne. Når der bare er tavshed, og når folk lader, som om de ikke ser dig i SuperBrugsen, fordi de ikke kan overskue at sige: "Hvordan har du det nu, hvor din mor er død?" Tavsheden, fortrængningen og ensomheden slår os i stykker. Det gør os vrede og bitre på andre, fordi deres liv bare går videre, som om ingenting er hændt.

LÆS OGSÅ PÅ ALTFORDAMERNE.DK : Erik Bjørn interview - her får du hele historien

"Folk har utrolig travlt med deres eget liv"
Den følelse havde Mia L. Rasmussen også i tiden efter sin mors død.

- Jeg oplevede, at det meget hurtigt blev hverdag igen for andre. Og jeg må indrømme, at jeg synes, folk har haft utrolig travlt med deres egne liv og har været meget dårlige til at tilbyde deres hjælp og støtte i tiden efter. Det er enormt ensomt at miste sin mor. De fleste var rigtig gode til at være der for mig, mens hun var syg, men da hun døde, var det, som om folk troede, at nu var det overstået. Men jeg savner hende jo bare mere og mere, jo længere tid der går, siger Mia L. Rasmussen, der i stedet har søgt støtte og forståelse i en pårørendegruppe hos Kræftens Bekæmpelse og i en netværksgruppe på Facebook.

Hun er ikke vred over de manglende reaktioner – eller de til tider nærmest hensynsløse af slagsen – men hun har svært ved at skjule skuffelsen. Samtidig ved hun godt, at hun også selv har svært ved præcis at sætte ord på, hvad hun ønsker, at folk skal sige eller gøre.

- Men hvis folk ikke ved, hvad de skal sige, vil jeg hellere have, at de bare siger: "Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige." Bare tilkendegive, at de godt ved, jeg har det ad helvede til, og at det hele er noget lort, fordi min mor er død. Det er bedre, end at de lader, som om det slet ikke er sket. Det fjerner det jo ikke fra min bevidsthed, at folk ignorerer det. Tværtimod faktisk, for så virker det, som om hendes liv slet ikke har været mere værd.

Forfejlet vurdering handler om uvidenhed
Og en ting er den udeblevne reaktion. Noget andet er de sårende kommentarer. Men der kan sagtens ligge en god mening bag, når folk kommer til at sige noget, der virker følelseskoldt og upassende, understreger Pernille Østrem. Måske hentyder de bare til, at den pårørende har været vidne til et opslidende sygdomsforløb hos den nu afdøde, og at det derfor på en måde kan være en lettelse, at personen er død. Men den slags skal man ikke gøre sig til dommer over, når man står på sidelinjen. Heller ikke selv om der indimellem kan være noget om snakken.

- Man skal ikke vurdere andre menneskers sorg og lidelse. Vi skal passe på med at antyde, at en person sikkert har det på en bestemt måde. Det kan vi ikke være bekendt," siger hun.

Pernille Østrem opfordrer i stedet til, at vi lader den pårørende selv sætte ord på de tanker og følelser, der kan være forbundet med deres tab. Og så handler vores berøringsangst desuden om, at vi ikke alle har prøvet at miste en meget tæt på. Den tanke har været en formildende omstændighed hos Mia L. Rasmussen.

- Det handler jo ofte om uvidenhed. Jeg ved godt, at folk ikke er ligeglade, og det ikke er, fordi de ikke vil være der for mig. Men hvis man ikke selv har prøvet at miste en tæt på, kender man ikke behovet. Jeg tror bare ikke, at de tænker over det, fordi de ikke selv har prøvet det, siger hun.

Kister bæres gennem gaden uden låg
Ifølge sociolog Michael Hviid Jacobsen er den bagvedliggende årsag til vores berøringsangst i forhold til døden, at vi ikke er fortrolige med den, hvilket gør det svært for os at formulere vores tanker, frygt og også vores ønsker omkring den.

- Vi lever ikke længere i et samfund, hvor religionen giver os svar på det meste i livet og om døden, og derfor har vi ikke længere den referenceramme at tage afsæt i. Derudover fordrer enhver tale om døden, at vi anerkender den og dermed også anerkender, at vi selv skal dø, og det er nok den mest vanskelige erkendelse, som mennesker kan gøre sig. Så er det bedre at tie stille og lade, som om døden ikke er en del af livet, siger han.

Der findes kulturer, som har et andet og langt mindre tabuiseret forhold til døden, hvor kister bæres gennem byens gader uden låg, og hvor begravelser afholdes som store fester, fordi man fejrer den afdødes liv. Så spørgsmålet er, om det er et særligt dansk fænomen. Ifølge Michael Hviid Jacobsen er det måske nærmere et vestligt fænomen, som han kæder sammen med hele den vestlige civilisation.

- Vi har gennem århundreders natur- og lægevidenskabelige fremskridt lært, at mennesket kan kontrollere det meste, men døden vedbliver at være en ukontrollabel del af livet. Tidligere fandt mennesker trøst og mening i, at vi alle var en del af Guds store skaberværk, og at ritualer og tro gav tilværelsen – og døden – en mening. Men da religionen for de fleste ikke længere tilbyder troværdige svar, skal vi pludselig til selv at finde en mening med livet og døden, og det er svært for de fleste, siger han.

LÆS OGSÅ: 10 kvinder gør status over livet, døden og alt imellem

Manglende respekt ved begravelser
Sognepræst Pernille Østrem oplever desuden ofte en manglende pli og respekt omkring døden i forbindelse med især begravelser. Hun fortæller, at folk kan finde på at vade eller cykle igennem begravelsesfølger, stille sig op og glo eller ligefrem grine, når kisten bliver båret fra kirken og ud i rustvognen.

Og hun kender til flere bedemænd, der oplever, at andre biler dytter af dem, overhaler aggressivt eller giver dem fingeren, fordi de af hensyn til kisten i bilen kører langsommere end gennemsnittet.

- Jeg tror, det handler om traditionsløshed. Folk ved ikke, hvordan de skal reagere, fordi de ikke har lært det. Det er lidt, som når børn rækker tunge ad en gammel dame, der siger noget sødt til dem, fordi de endnu ikke har lært, hvad de skal gøre i den situation. Vi er på en måde lidt som børn, når det gælder døden, fordi vi ikke har ret meget sprog, tradition og ritual omkring den, siger Pernille Østrem.

Omfavn døden
Men det er ikke kun et problem for de efterladte, at flertallet af os har svært ved at tale om døden. Det har også konsekvenser for os selv.

- Konsekvensen er, at vi mister følingen med, hvad det vil sige at leve et liv, hvor døden nødvendigvis og ofte ubelejligt er, og med garanti bliver, en del af det. Det betyder, at vi vender os bort fra de døende og fra de efterladte, at mennesker dør og sørger i ensomhed, og at vi samtidig mister forståelsen af døden som noget naturligt og som noget, der i sidste instans er det, der giver selve livet mening, fordi døden gør livet både sårbart og værdifuldt, siger Michael Hviid Jacobsen.

Pernille Østrem har været i den danske folkekirke i 20 år, og hun mærker, at der de senere år har været et holdningsskifte på vej.

- Jeg fornemmer, at der er en stigende bevidsthed om, at døden er et emne, vi simpelthen er nødt til at tale om. Den udvikling er selvfølgelig en naturlig konsekvens af hele selvudviklingsbevægelsen om, at vi skal forstå os selv bedre, og her giver det mening også at forstå og omfavne sin egen og andres død. Det er ved at dæmre for os, at hele det der fortrængningshelvede er en rigtig dårlig idé. Det kommer der meget sørgmodige, vrede mennesker ud af, siger hun.

Vi kan i højere grad få stillet nysgerrigheden
Michael Hviid Jacobsen er heller ikke i tvivl om, at internettet og de tilhørende sociale medier har haft en indflydelse på udviklingen. Som sørgende i dag kan vi både oprette virtuelle mindesider, sorggrupper og finde viden om alt fra livstruende sygdomme til inspiration til begravelser på nettet, og vi kan finde trøst hos folk, vi knap nok kender.

- Det medfører, at vi kan få stillet vores nysgerrighed i forhold til døden, men også, at vi kan få mulighed for – måske på overfladisk vis, vil nogen hævde – at udtrykke vores sorg og medfølelse til efterladte gennem nogle få klik med musen og dermed undgå at skulle tage den svære snak ansigt til ansigt. Så internettet kan både skabe fortrolighed med døden og forstærke vores fremmedgørelse over for den, siger sociologen og tilføjer, at det i sidste instans afhænger af, hvordan vi bruger det.

Men selv om tendensen peger i retning af, at vi bliver bedre til at se døden som et vilkår i livet og dermed måske i fremtiden også bliver bedre til at være mere nærværende over for folk i sorg, betyder det ikke nødvendigvis, at den vil være et samtaleemne til middagsselskabet eller i frokostpausen på jobbet. Pernille Østrem sammenligner i den forbindelse døden med emner som sex og fødsler.

- Man kan heller ikke tillade sig at sidde og vise billeder fra sin fødsel til hele middagsselskabet, for det kan jo være, at der er nogen, der ikke kan lide at se blod, eller som er ufrivilligt barnløse. Målet skal ikke være at tale om døden på samme måde, som når du fortæller, at du lige har købt to liter mælk. Målet er at give hinanden den nødvendige omsorg, når det gør virkelig ondt, siger hun.

LÆS OGSÅ: "Jeg ved, hvordan min begravelse skal køre"