Men dén glæde dampede hurtigt af, da jeg læste, hvad præmissen for bloggen med det skæve navn var. Nemlig, at den amerikanske klummeskribent på New York Post, Stephanie Smith, skal smøre intet mindre end 300 sandwiches, før end kæresten vil give hende en forlovelsesring.
AHVAFORNOGET!?
Jeg kan mærke den skingre kvinderettighedsforkæmper inden i mig knytte næven!
Jeg læste derefter Stephanie Smiths klumme om bloggen. Den beskriver blandt andet, hvordan hun og kæresten Eric Schulte mødtes på en restaurant. Han er glad for mad og ligner lidt en svensk skuespiller, synes hun. Kærlighed ved første middag:
"Min kæreste, Eric, er gourmetkokken i vores forhold, men han ville altid gerne have, at jeg lavede en sandwich.
Hver morgen spurgte han, "skat, hvor længe har du været vågen?"
"Omkring 15 minutter," svarede jeg.
"Har du været oppe i 15 minutter, uden at du har lavet mig en sandwich?"
For ham er en sandwich som kys eller kram. Eller sex. "Sandwiches er kærlighed" siger han. "Især når du laver dem. Man kan ikke købe en sandwich smurt med kærlighed."
En skønne dag giver Stephanie Smith efter og smækker to stykker brød sammen om velafstemt fyld. Det gør Eric temmelig glad. Faktisk så glad, at han udbryder:
"Skat, du er 300 sandwiches fra at få en forlovelsesring!"
Det er dumt!
Meget sødt sagt egentligt. Lidt sjovt. Men hvad der er en tand ærgerligt er, at Stephanie vælger at tage ham op på ordet og rent faktisk give sig i kast med at servicere sit hjertes udkårne. For der skal (pardon my french) sgu en ring på den finger!
"Måske skulle jeg bare bevise overfor ham, at jeg kan lave mad for at vise, at jeg er egnet som hustru. Hvis han ville have 300 sandwiches, så ville jeg give ham 300 sandwiches – og jeg ville blogge om det" skriver hun.
Og understreger, at hun er en kvinde midt i 30'erne, og at det biologiske ur tikker, så der måtte gøres noget.
Og jeg forstår det ikke. Jeg er måske virkelig bare et produkt af en familie med fire stærke søstre som omdrejningspunkt og en fandenivoldsk mormor, der ikke giver andres mening om hende megen tanke og altid har virket til at være en kvinde med ben i næsen, der kender sit værd. Sådan en mentalitet, kan jeg godt lide. Hvad jeg ikke er til, er at man skal gøre sig fortjent til andres kærlighed. Suge maven ind. Rette ind. Og selvom Stephanie Smith i en anden artikel om bloggen skriver:
"Jeg er ikke mindre kvinde, fordi jeg har besluttet mig for at smøre 300 (sandwiches, red.) efter en joke."
Nej, men hun er alligevel lidt underdanig? At kvinden her laver mad til manden – der i øvrigt ellers altid er den der laver mad, som hun retfærdiggør det med – er for mig bestemt ikke et problem. Vi er ikke ude i en kamp om ligestilling i hjemmet. Nej, for mig at se, er det helt galt afmarcheret, at hun skal "arbejde" for at få en kærlighedserklæring, og jeg synes ærlig talt ikke, det er en kær anledning at lave en blog i - også selvom hun "ville få ringen selvom hun kun lavede 299".
Om det så havde været, at hun skulle synge et værs af "Can't buy me love" hver dag eller stå på hænder i ti minutter om morgenen, så ville det være lige så skidt. Jeg synes i bund og grund præmissen for bloggen er for nedsættende, selvom det er gjort med et smil på læben.
Og nu var jeg ellers lige så begejstret for den fine blog...
Hvad synes I? Er det mere kært end katastrofalt?
Mi
LÆS OGSÅ: Min største åbenbaring i et køkken
