Singapore

Få 5 tip til ferien i Singapore

Anne Blume Futtrup, 34, er freelance journalist med base i Singapore, hvor hun bor sammen med sin mand og deres to små piger. I Singapore leves livet på første klasse med et strejf af østens mystik.

NYD

Fra byens nye vartegn Marina Bay Sands er der den mest fantastiske udsigt. Bar og restaurant på øverste etage er åben for alle, men kun hotelgæsterne kan hoppe i den berømte ”infinity pool.” Komplekset har også casino og teatre, og det mest luksuriøse shoppingcenter jeg nogensinde har set.

Læs mere på Marinabaysands.com.


SPIS

I hyggelige Club Street vrimler det med restauranter, tagbarer og små gallerier. Den gamle gade er charmerende og unik, og selvom homoseksualitet officielt er forbudt i bystaten, så finder man her homobarer og mere frisind end mange andre steder.


SHOP

Shop og spis med lokalbefolkningen på et af byens mange såkaldte “wet markets”. Køb eksotiske frugter, kød og fisk eller sæt dig ned og nyd de lækre retter, der bliver tilberedt i små madboder. Spørg de lokale hvor det nærmeste marked er, eller besøg et af de ældste, Tiong Bahru markedet på 30, Seng poh Road.


OPLEV

Ligeså velpoleret og fancy byens store shoppingcentre er, ligeså mystiske og fremmedartede er kvartererne Little India, Chinatown og Arab Street. Kig indenfor i eksotiske templer og moskeer, få traditionel massage eller gå på jagt efter farverige silkestoffer og smukke sarier. Shop for eksempel i Mustafas shoppingcenter, hvor man kan få ALT på alle tider af døgnet.

Læs mere på Mustafa.com.sg.


SLAP AF

Den kunstige ø, Sentosa, har alt, hvad hjertet kan begære af forlystelser. Børnevenlige attraktioner som Universal Studios og Underwater World blandet med luksuriøse spas, beach clubs og kunstige strande.

Læs mere på Sentosa.com.sg.


Læs også: Se cityguiden til Paris