Filmanbefalinger

Filmanmelderen anbefaler 3 feriefilm

ALT for damernes filmanmelder, Iben Albinus Sabroe, anbefaler tre film, der bestemt ikke giver lyst til at rejse.

”THE BEACH”, Danny Boyle, 2000 

Drømmen om det ultimative uberørte ferieparadis ender i trekantsdrama, hajangreb og en temmelig problematisk kontrovers med nogle thailandske narkobønder for Leonardo DiCaprio. Et stilmæssigt rodet, men provokerende og pirrende generationsportræt baseret på Alex Garlands bestseller.

”UDFLUGT MED DØDEN”, John Boorman, 1972 

Uha uha. Fire storbytyper beslutter sig for at aktivere deres indre mandfolk på en kanotur gennem vildnisset i sydstaten Georgia. Men her huserer en samling indavlede hillbillies af værste skuffe. En af de mest skumle film, jeg har set, men absolut fremragende. Med Jon Voight og Burt Reynolds i unge udgaver.

”THE TALENTED MR. RIPLEY”, Anthony Minghella, 1999

Hvor langt ville du gå for en sommer i luksus på Italiens smukkeste locations? Det er spørgsmålet, der trænger sig på for Matt Damons Tom Ripley i den fascinerende thriller med Jude Law og Gwyneth Paltrow som det velhavende par, hvis ferie tager en ubehagelig drejning, da de får en ny bekendt. Se den og spar glad billetten til den italienske riviera.

Alle filmene fås på dvd.

Læs også: Her er sommerens mest romantiske film