"Mit hjerte var knust, og jeg følte mig mere levende end nogensinde"

For nu at lyde som verdens ældste dame: Det er ikke godt, at vi hele tiden kan komme i kontakt med hinanden på telefonen. Mobilerne har ført alt muligt fantastisk med sig, demokratiske revolutioner, eksempelvis, men de har også taget noget fra os, som var godt, og som jeg under nye generationer at opleve. Face-toface- afvisninger, eksempelvis.

Da jeg var 19 år, havde jeg ingen mobiltelefon. Hvordan jeg lavede aftaler med folk, kan jeg ikke huske. Når jeg skulle til Aarhus (Århus som det jo hed) for at besøge mine efterskolevenner, må jeg have ringet i forvejen fra Midtsjælland for at fortælle, hvornår jeg kom med toget. Hvordan vi fik stablet fester sammen hos Sandra, forstår jeg heller ikke, mange af os boede stadig hos vores forældre. Vi må have ringet og sagt, “hej, er Anders hjemme?”, og på den måde spredt ordet om, at der var forfest på Trøjborg.

Folk kom i hvert fald, musikken blev skruet op, flere stødte til, og midt i det hele stod pludselig en sorthåret fyr, der hed Esben, som jeg havde kysset med til en anden fest, og som jeg ikke havde set siden. Senere nede i Århus (de burde aldrig have slettet det bolleå!), kyssede vi hinanden igen, og jeg blev instant forelsket, det var himmelsk, seriøst, der fandtes ikke andet end den nat, jeg tog med ham hjem, og da jeg vågnede, var jeg stadig forelsket, morgenen var fyldt med sukker og guld.

Vi holdt hinanden i hånden det meste af lørdagen og havde tømmermænd, jeg var vild med Esbens stemme og hans læber. Sent på eftermiddagen skulle jeg hjem til Sandra igen, Esben og jeg aftalte at støde på hinanden i byen om natten, og hvis ikke det skete, skulle jeg tage hjem til ham og ringe på. Sagde han.

Besynderligt nok – præ-sms-tiden taget i betragtning – lykkedes det os faktisk at dumpe ind i hinanden i Pustervig senere, der var festuge og et hav af mennesker i gaderne, kroppe og larm og høj latter. Jeg kyssede ikke Esben, vi var jo ikke ligefrem kærester, og da vi lidt efter gled i hver sin retning ud i natten, regnede jeg med, at vores aftale stadig var en aftale. Da en, der hed Morten, forsøgte at score mig, overtalte jeg ham til at cykle mig op til Esben i stedet.

Jeg buzzede på dørtelefonen. Stilhed.

En sms her havde ændret historien fundamentalt. Men jeg fik ingen sms, for jeg havde ingen mobil, og jeg klavrede hen over to mure, ind i baggården og begav mig til at bestige et stillads, som omkapslede bygningen. Da jeg nåede op i tredje sals højde, fandt jeg frem til Esbens vindue og bankede på. Der gik lidt tid, så skubbede han vinduet op, han havde en dyne om sig.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde.

Han sagde: ”Du kan ikke komme ind.”

Jeg sagde: “Hvorfor?”

Han sagde: ”For så er vi tre”.

Det var først dér, jeg i mørket bag ham anede en anden skikkelse i værelset. Først blev jeg svimmel, så kæftede jeg op om anstændighed i det, der vistnok var en hel time, sikkert fordi jeg var overbevist om, at han ville finde det charmerende på sin egen måde, men det tror jeg ikke, han gjorde. Til sidst kravlede jeg ned igen. Han forsvandt ind ad vinduet. Den slags ville aldrig ske i mobiltelefonens tidsalder. Men det burde det. Ærligt talt. Da jeg vandrede gennem Århus’ gader, var solen ved at stå op, mit hjerte var knust, og jeg følte mig mere levende end nogensinde.

LÆS OGSÅ: "Jeg har fået ny forståelse for 40-årskriser"