Guide til Queenstown: Byen, der giver et sug i maven
Bungy-jumping, jetboating, river rafting, paragliding, skydiving. ALT kan lade sig gøre i den majestætisk flotte natur, der omgiver Queenstown. Er du mere til luksus-lodges, designershopping eller gourmetmad, skal du dog ikke blive væk.
Den gamle Queenstown ligger ved bredden af New Zealands tredje største sø, den 293 km2 store og smukke Wakatipu, der er omgivet af bjerge og enorme dale skabt af gletsjer-aktivitet for tusindvis af år siden. Ligesom området indbyder til vanvittige, adrenalin-sparkende aktiviteter, indbyder det også til storslåede naturoplevelser i de dramatiske og flotte omgivelser. Især vandreture er oplagte – og der er noget for enhver smag. Luksus-udgaver med god mad og folk til at tage sig af bagagen og så de mere rå ture, hvor du bærer alt dit eget udstyr inklusive mad og vand til flere dage. Du kan også sagtens nøjes med halv- eller heldagsture, som også vil give dig et indtryk af, hvorfor alle taler så begejstret om „New Zealands overvældende natur“. Her er simpelthen ubeskriveligt smukt!
Adventureaktiviteter
Alle har hørt om BUNGYJUMP, det famøse elastikspring, som newzealænderen A.J. Hackett gjorde verdensberømt i 1988. Siden da har der dagligt lydt jubelskrig fra de betalende kunder, der har kastet sig ud over Kawarau floden fra en 100 år gammel (renoveret!) bro. Nogle vælger at blive dyppet i flodens friske, turkisgrønne vand, andre nøjes med at dingle lige over det. Dette er det originale spring på 43 meter, men der findes flere steder, hvor springet er højere og endnu vildere. F.eks. ved Nevis Bluff, hvor der er 134 meter ned. Fra 775 kr.
Tjek ind på The Station, hjørnet af Camp og Shotover Streets, Bungy.co.nz
I et TANDEM SKYDIVE er du spændt fast til en ekspert i kunsten at springe ud af små fly i fire en halv kilometers højde. I et helt minut er der dømt frit fald ud over området ved Lake Wakatipu, og det går lodret nedad med 200 km i timen. Det er en aldeles uforglemmelig og (for de fleste) én-gang-i-livet oplevelse. Hold da op! Når faldskærmen folder sig ud, sagtnes farten, og med et bliver det nemmere at nyde det formidable, bjergrige landskab, man svæver hen over. 1.850 kr. fattigere og få minutter senere er det hele overstået efter en totalt fejl- og smertefri landing.
Tjek ind på Nzone Skydive Centre, 35 Shotover Street, Nzone.biz
SHOTOVER JET er en klassisk adrenalin-pumpende aktivitet, der ikke kræver noget af dig andet end mod til lade dig spænde fast i en jetbåd og så suse gennem turkisfarvet vand i smalle kløfter og i en rivende fart. Det er hamrende sjovt, man bliver med garanti våd – men pyt, for alle er iklædt store regnslag. 500 kr. Der er gratis shuttle, hvor du tjekker ind.
Tjek ind på The Station, hjørnet af Camp og Shotover Streets, Shotoverjet.com
Annonse
VANDRETURE er en oplagt måde at opleve områdets fabelagtige natur på, og der er mange muligheder med Queenstown som udgangspunkt. En af de mest oplagte er den guidede heldags-tur til Routeburn Track. Transport, frokost og guide er inkluderet i prisen på ca. 770 kr. Turen varer hele dagen, og du skal kunne gå i syv timer i kuperet terræn.
Et shopping-mekka med over 100 forretninger fordelt på få gader og et lille mall er downtown Queenstown i en nøddeskal. Ganske kompakt, men med alt hvad man sådan lige går og drømmer om af solbriller, tasker, undertøj, sports- og strandtøj, smækre design- og gavebutikker og adskillige steder, der sælger New Zealands berømte, funktionelle og lækre tøj lavet af det blødeste merino-uld.
UNTOUCHED WORLD er stedet for elegant og sporty design i bomuld og merino-uld og med finurlige, overraskende detaljer. UNESCO har anerkendt firmaets miljørigtige principper, og kunder i ind- og udland elsker det klassiske design til både mænd og kvinder.
Byens elegante vinbutik, WINE TASTES, er et must for dem med hang til god vin, for her kan du sidde i behagelige lænestole og smage omkring 80 vine produceret af nogle af New Zealands mange berømte vingårde. Det er især oplagt, hvis tiden ikke er til at besøge selve vingårdene.
I byens ældste hus, William’s Cottage, har VESTA DESIGN til huse. Denne kombinerede design boutique og kaffebar er en unik oase med masser af original newzealandsk design og god kaffe.
19 Marine Parade
Om det er backpacker, motel, turistklasse hotel, ferie-lejligheder med udsigt, Bed&Breakfast eller små luksus-hoteller – Queenstown har det hele og i prislejer fra ca. 100-10.000 kr. per nat. Mange steder ligger med udsigt til Wakatipu søen og bjergene og typisk i eller tæt på byens centrum. Vil du lidt væk fra byen, hvor der er fred og ro og naturskønne omgivelser, så er der også flere muligheder – alle kan ses her:
Og dette website har ofte supergode tilbud inden for alle indkvarterings-kategorier: Wotif.co.nz
NOMADS er Queenstowns nyeste fem-stjernede backpacker-sted. Top-tunet med mange faciliteter og god komfort lige midt i byen og til rimelige priser (ca. 100-550 kr.).
Drømmer du om forkælelse og luksus, har området adskillige vidunderlige lodges perfekte til formålet. MATAKOURI LODGE genåbnede i 2010 med nye ejere og nyt, smækkert look. Et drømmested med luksus spa og pool, fra ca. 3000 kr. per person, hvilket inkluderer drinks og dinner, morgenmad og minibar.
BLANKET BAY er stedet, hvor kendte og rige gemmer sig og slapper af. Her er flere typer værelser, og i prisen er inkluderet morgenmad, drinks, middag og brug af alle faciliteter, fra ca. 4.000 per person.
Ni separate, 75 m2-store villaer med formidabel udsigt og plads til to venter i AZUR LUXURY LODGE. De minimum 6.500 per nat inkluderer transport til og fra byen, morgenmad, eftermiddags-te, og før-middag-drinks og canapéer.
I Queenstown vrimler det med cafeer og spisesteder inden for alle priskategorier, genrer og nationaliteter. Et absolut favoritsted er FERG BURGER, der uden tvivl er landets bedste bud på en burgerbar. Alt er frisklavet og af topkvalitet, og selv om køen ofte vælter ud af barens lille lokale, så tager det sjældent mere end 10-15 minutter at få serveret sin burger og finde en siddeplads blandt alle de andre, der også bare må have en Ferg burger. „Southern Swine“ kan anbefales.
Midt på Queenstowns lille by-sandstrand ligger et gammelt badehus, THE BATHHOUSE, der i dag fungerer som tapas-restaurant. Med formidabel udsigt ud over Wakatipu søen er det let at lade tiden gå i samvær med liflige, lokale vine og hjemmelavede himmerigs-mundfulde.
WAI betyder vand på maori, men det er også navnet på et af Queenstowns absolut bedste gourmet-spisesteder. Serviceniveauet og vinlisten er i top, retterne er innovative og delikate, og udsigten ud over søen, op mod bjergene, er uforglemmelig. Kun aften-åbent, bordbestilling er nødvendigt.
Ejerne af Wai driver også BELLA CUCINA, der, som navnet indikerer, fokuserer på det italienske køkken. Enkelt, lækkert og originalt sted, der uden tvivl serverer byens bedste pizzaer. Åbent hver dag fra kl. 17.
PATAGONIA er for alle med en sød tand. Alt er hjemmelavet og af en god kvalitet. Hvid, lys eller mørk chokolade, håndrullede trøfler og varm chokolade med enten chili, ingefær, lavendel eller bare som klassisk mørk chokolade…
Lakefront, 50 Beach Street
Den lille café VUDU er næsten altid propfyldt og er et godt sted til en god kop kaffe og en brownie. Også skønt hvis man er mere sulten og til frisklavet brunch.
23 Beach Street
Luksus-hotellet EICHARDT ligger i en af centrums fine, gamle bygninger med udsigt til Wakatipu søen, og bag de tykke mure er en af byens skønneste oaser – en lille, eksklusiv bar og tapas-restaurant, der indbyder til afslapning, lækre drinks og hyggelige samtaler.
En tur med GONDOLA-BANEN op til Ben Lomond-bjergets udsigtsplatform, fra hvilken det overvældende vue garanteret vil give dig et sug i maven. Heroppe kan du for alvor fornemme den majestætiske natur, Queenstown er omgivet af. Vil du andet end at nyde udsigten, kan du leje en mountainbike, eller du kan sætte dig i en luge – et lille, slæde-agtigt køretøj – spænde en sikkerheds-hjelm på hovedet og så suse 800 meter ned igennem landskabet i en rivende fart.
Det er nemmest at flyve til Christchurch på New Zealands Sydø og så enten leje en bil (ca. otte timers kørsel), tage en bus eller flyve (godt en time) til Queenstown. Der er flere muligheder for fly fra København til Christchurchs internationale lufthavn. Typisk fås en returbillet fra 11.500 kroner inkl. diverse lufthavnsskatter og brændstofstillæg. Tjek Singapore Airlines, Thai Airways og Air New Zealand.
Guldgravernes by
Queenstown blev grundlagt af guldgravere i 1860’erne og ligger umanerlig smukt i Central Otago-regionen i den sydvestlige del af New Zealands sydø. Området har fire reelle årstider, og turisterne kommer året rundt. Når det er vinter her, er det sommer der – og omvendt. Sommeren er til sol, strand- og daseliv, mens vinteren lokker med skisport. Uanset årstiden er der altid et enormt udbud af adventure-aktiviteter. Byen har omkring 15.000 indbyggere og er en af landets dyreste at bo i.
Mange finder den gamle guldgraverby, ARROWTOWN, hyggeligere end Queenstown, for den oser af charme og – sin størrelse taget i betragtning – er her et godt udvalg af tøj- og gave-butikker, cafeer, barer og spisesteder. Er du til golf, er byens bane populær, og vil du lære om guldgravernes historie, så er det lille bymuseum oplagt at besøge. Lokalbusser kører fra Queenstown.
WORLD BAR er bar og diskotek i ét og især et yndet sted for backpackere. De elsker stedets forrygende party-stemning og de berømte tea pots, tekander der ikke er fulde af te, men smækre shots i alverdens farver.
Med en indendørs temperatur på minus 5 grader må man give dem ret i, at de bogstavelig talt – og som reklamen lyder – er „Queenstown’s coolest bar“. Gæsterne ifører sig termotøj, inden de går i fryseboksen i MINUS 5 ICE BAR, hvor alt er lavet af is. Konceptet er kendt fra andre steder i verden, men det er altid en sjov oplevelse.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.