Juleferie i Rom

Hold juleferie i Rom: Få 9 tips til julestemningen

Rom er byen, hvor du slet ikke kan undgå at komme i julestemning i december, selv om solen skinner, og luften er lun. Det vrimler med store og små engle, torvene er pyntede med nisser og gran, og butiksvinduerne strutter af lækkerier af alle slags.

Selv om temperaturen nemt kommer op over de 15 grader, solen skinner, de sidste blade stadig klamrer sig til træerne, og lyset er efterårsblødt, er der masser af julestemning at finde på stræder og torve i Rom i december.

Butikkerne er pyntet med nisser og gran, og romerske kager og slik, der i forvejen har en fremtrædende plads i gadebilledet, fylder nu endnu mere. I stedet for virkelig sne udstilles der i flere i butiksvinduer fantasifulde vinterlandskaber skabt af søde sager.

I det hele taget er der mange grunde til at tage til den italienske hovedstad på denne tid af året. Der er god plads i byen, du kan komme til, og der er næppe noget sted i verden, hvor du kan dyrke både den ene og den anden slags julestemning så intenst.

Besøg katolske kirker og Vatikanets museer

Du kan besøge en af de utallige smukke gamle katolske kirker og tænde et lys for dine kære. Du kan gå i det stemningsfulde Pantheon (på Piazza della Rotonda), det bedst bevarede monument fra det gamle Rom, og se en opstilling med julekrybbe. Eller fare vild i et orgie af boder med glitrende julepynt på Piazza Navona. Du kan studere buttede englebabyer i Vatikanets museer, hvor de slet ikke er til at komme udenom, eller se dem i fuldvoksen størrelse stræbe mod himlen på Ponte Sant Angelo.

Sære og skønne gaver

Juleshoppingen klarer du også nemt.

På de lange butiksgader Via del Corso og Via Cola di Rienzo, der ligger tæt på hinanden, kan du i høj fart gennemføre et maraton ind igennem nogle af Europas mest eksklusive butikker. Ikke mindst har du her en unik mulighed for at købe ind til familiens mandlige medlemmer, da næsten hver anden butik er helliget elegant herretøj.

Og er du ikke til bløde pakker, kan du i stedet snuse rundt på et af de mange loppetorve og markeder, hvor du ikke kan undgå at finde originale, sjældne og sjove gaver, som vil komme bag på og glæde familien. Var det f.eks. ikke noget med en vildsvineskulptur til far, eller hvad med en taske formet som en ugle til veninden, lækker romersk chokolade til mormor og en gammel filmplakat til onkel?

Læs også: Tag på juleshopping i København

Ingen kø

Når dine fødder er ømme, er det oplagt at tage en pause på en af Roms berømmede kaffebarer og drikke verdens bedste cappuccino udenfor i solskinnet. Eller snuppe en kop varm chokolade ved bardisken sammen med de fortravlede romere, der er på vej hjem fra arbejde.

Ind imellem indkøb og indtagelse af lækker romersk mad kan du sagtens nå også at se alle de fantastiske historistiske seværdigheder, som byen er berømt for. Ikke alene kører der busser hele tiden imellem dem.

De kilometerlange køer til Peterskirken, Vatikanets museer og Colosseum, som turister plejer at forbande langt væk, er også pist væk på denne årstid. Sæt god tid af til Peterskirken. Selv om du ikke er vild med kirker, kan denne ikke undgå at imponere dig, og du får helt sikkert lyst til at gå længe rundt og se på herlighederne, inden du går udenfor igen.

Romantiske aftener

Hen under aften, når mørket falder på ved 17-tiden, bliver der lidt koldere. Men der er absolut ingen grund til at gå hjem til hotellet af den grund.

Tag en lidt tykkere trøje på og fortsæt vandringen rundt i byen. Nu bliver julestemningerne nemlig lige et hak smukkere med romantisk gadebelysning, lysskulpturer og oplyste springvand.

Butikkerne holder længe åbent, så der er tid nok til at nå et par butikker mere.

Få et godt glas rødvin

Hvis sulten kommer over dig, kan du naturligvis altid gå indenfor og spise. De indendørs gemakker på de romerske restauranter er ganske vist trange, men til gengæld har tjenerne god tid til at servicere dig, for du kommer nok til at sidde ret alene. Trods kølige vinde foretrækker de fleste nemlig stadig at sidde ved bordene udenfor, hvor de mange gasvarmere, som er sat op, varmer godt ned ad ryggen. Og så får et godt glas rødvin i øvrigt også blodet til at rulle lidt hurtigere.

Bliv endelig siddende rigtig længe. Rom i december er en by, der trækker vejret og slapper af, inden det næste store rykind. En by med overskud og tid til at nyde højtiden i ro og mag.  

Se ni tips til, hvor du kan finde den bedste julestemning i Rom på næste side.

9 x JULESTEMNING I ROM

1. ITALIENS STØRSTE LOPPEMARKED – og også et af Europas mest berømte – er Porta Portese i kvarteret Trastevere. Det foregår kun om søndagen omkring Piazza Ippolito Nievo i Trastevere kl. 6-14, men er værd at stå tidligt op for. Du kommer dertil med sporvogn 8, som går fra Largo di Torre Argentina midt i byen. Om vinteren er der god plads til både dig og romerne mellem boderne, og der købes ivrigt ind af både tøj, antikviteter og alverdens tingeltangel. Det er her, du kan gøre de mest fantastiske julegavescoop. Men husk at tinge om priserne. 

2. EN BAR AF DEN ÆGTE SLAGS gemmer sig få skridt fra Piazza Santa Maria, hjertet i bohemekvarteret Trastevere. Den hedder Bar San Calisto (Piazza San Calisto, 3) og gør ikke meget væsen af sig, men er velbesøgt af de lokale. Sikkert fordi kaffe og drinks er ualmindelig billige, og solen skinner ned på det udendørs område hele formiddagen. Stedet er også kendt for at servere skøn, varm chokolade. Indenfor æres lokale boksere på væggen.

TIP Vil du spise god mad til rimelige priser i Trastevere, så gå på Ristorante Alle Fratte di

Trastevere på Via delle Fratte di Trastevere 49.

Allefratteditrastevere.com

3. SØDE SAGER, helst kunstfærdigt udformet, er noget, romerne elsker. Tæt på Piazza Santa Maria, den centrale plads i kvarteret Trastevere, finder du på Via San Francesco a Ripa 27 en af byens fantastiske chokoladeforretninger, Dolce Idea.

Dolceidea.com

4. SHOPPING af den eksklusive slags finder du på Via Cola di Rienzo og Via del Corso. Når du bliver træt af de fine og ofte ret dyre forretninger, så smut ned på Campo dei Fiori, den gamle henrettelsesplads, der nu er en kombination af grønttorv, delikatessemarked og loppemarked (boderne, der både har lækre olivenolier og balsamicoer, pasta, smykker, hatte og tøj, lukker kl. 14, så gør det om formiddagen). Her kan du spise en dejlig frokost på Hostaria Romanesca (Campo dei Fiori 40) eller en af de andre gode restauranter på pladsen, og bagefter finder du i hjørnet den lidt mindre butiksgade Via dei Giubbonari, som har afslappede butikker med tøj og sko til rimelige priser. Prøv f.eks. modebutikken Habana (Via dei Giubbonari 44).

5. ENGLE findes der overalt i Rom. Nogle af de flotteste vogter over Ponte Sant Angelo, der fører fra den indre by over til Castel Sant Angelo.

6. JULEPYNT i alle de mest fantasifulde afskygninger kan du købe på Piazza Navonas livlige og traditionsrige julemarked midt inde i Rom, der kan opleves hver dag i december (du kan ikke tage bus direkte dertil, men rigtig mange stopper lige ved siden af på Corso Rinascimento). Det er også her, du finder et kæmpestort udvalg af figurer til julekrybber, ofte i et syndigt rod. Samt boder, som sælger hekse, slik, nisser, uroer med flyvende rensdyr og andet godt. Og mens du handler, kan du se musikere, komikere og klovne optræde, og børnene kan tage en tur i karrusellerne.

7. ROMS FLOTTESTE LYSSKULPTUR findes på Piazza San Lorenzo in Lucina i centrum ved Via del Corso. En plads omgivet af lækre, eksklusive butikker som Bonpoint, La Martina, Car Shoe og Louis Vuitton.

8. EN EKSTRAORDINÆRT GOD UDSIGT får du ved at vove dig over det groteske trafikkaos til Piazza Venezia og Vittorio Emmanuele Monumentet, som du slet ikke kan undgå at få øje på. Det er bygget af kridhvidt marmor og ligner et kæmpestort palads. Romerne kalder det bryllupskagen, skrivemaskinen eller gebisset. Kønt er det ikke, men midtvejs oppe er der nogle dejlige udsigtsterrasser, hvor mågerne lander på murene, og du kan se ud over HELE byen. Her er også en moderne, overdækket café, Caffeteria Italia (Via S. Pietro in Carcere), hvor du kan hvile fødderne og få en okay frokost.

9. VERDENS BEDSTE KAFFE får du, hvis du skal tro anmelderen fra New York Times og flere andre berømmede smagsdommere, i Caffé Sant’ Eustachio på Piazza Sant’Eustachio i nr. 82 lige ved helligdommen Pantheon. Et herligt gammeldags indrettet sted, hvor du også kan købe velsmagende chokolade. De fleste ”indfødte” nyder kaffen ved baren, men det også tilladt at sidde udenfor, det koster bare lidt mere. På den anden side af Pantheon ligger en lige så berømt kaffebar, Caffé Tazza d’Oro (Via degli Orfani 84). Personligt fandt jeg cappuccinoen her en ganske lille smule bedre. 

Santeustachioilcaffe.it

Tazzadoro.it

Læs også: 7 råd til en ustresset jul