Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen

Foto: Sarah Stenfeldt Fotoass.: Jacob Thörnäs Billedbehandling: Nice Touch Studio Tak til Statens Museum for Kunst for lån af location Jennifer og Emma til hinanden: “Vi har boss-attitude, ikke?”

Instruktør Jennifer Vedsted Christiansen: “Det var noget af det, vi begge to kæmpede med”

Du må gerne tale højt, meget højt. Du er mere end velkommen til at tale og græde samtidig. Og du må virkelig, virkelig gerne sige fra. Dansk teaters nye powerduo, skuespiller og komponist Emma Sehested Høeg, 26, og instruktør Jennifer Vedsted Christiansen, 33, har en fælles mission. De vil befri kvinden.

Nogle gange er der ikke andet for end at få sig en navlepiercing. Sådan havde Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen det, efter de debuterede med forestillingen Velkommen til Pandora på Østerbro Teater for et år siden. Kald det en sjæleven-ring i navlen. Dér, hvor Jennifers plejer at sidde, har hun nu klistret en gul plastikdiamant. Den blinker og er til skue, for Jennifers skjorte er kun knappet henover brystet, og under knapperne buler den nøgne mave gevaldigt ud, for indeni den bor en baby. Derfor har Jennifer taget sin navlepiercing ud. Hun orker ærlig talt ikke, at navlen folder sig mere ud og sprækker. Emmas sidder der stadig. 

“Kan du se den?” Hun trækker op i sin hvide T-shirt og vipper den overdimensionerede glimtende blå sten. Emma og Jennifer lærte hinanden at kende på Den Danske Scenekunstskole, hvor de gik på samme årgang og blev færdige i foråret 2019. Deres afgangsprojekt var Velkommen til Pandora, “en skamløs cabaret” og ambitionen om at lave verdens bedste forestilling, som nu igen bliver sat op på Østerbro Teater samtidig med deres anden forestilling, Lolita for altid, hvor Emma også denne gang er alene på senen. Begge handler om at befri kvinden og vriste hende ud af forventningerne til sig selv og andres fordomme om, hvem hun bør være. 

“Tag din plads hver eneste dag. Og med alle dine følelser. Også det triste og det højtråbende, det, der er for meget. Tag din plads!” råber Emma.  

“Der er så mange mænd, der har optaget så meget plads gennem tiden med alt muligt ligegyldigt, så nu må det være vores tur,” siger Jennifer. Tilbagelænet på den stoiske måde. Hun ved, hun har ret. 

“Måske lyder det banalt, men, du er okay! Alt du er, og alt du gør, er okay. Vi skal stoppe med at dømme hinanden. “Hun er for meget… Hun er for lidt…” Alt det der. Du er okay!” Emmas sætninger afsluttes af udråbstegn pt. 

LÆS OGSÅ: "Vi kvinder må godt være mere ambitiøse. Også på hinandens vegne"

Vi sidder om spisebordet hjemme hos Emma, hvor der er lyserøde vægge og en lyserød printer. Emma er den, der taler højest og hurtigst. Jennifer har ikke helt så travlt, men, altså, hun følger lige i hælene på Emma. Der er høj latter og slåen sig på lårene, de pingponger i yderste potens, gør hinandens sætninger færdige, hælder kaffe op, får krummerne til at springe af croissanterne. “Kan du huske dengang…” og “Må jeg godt fortælle historien om, dengang du…” Ingen tid at spilde. Energien i stuen er heftig. Det er nu, de har muligheden for at rykke sig selv og deres publikum. De kan ikke vente til i morgen. 

“Det mest naturlige og sikre er, at vi mennesker udvikler os gennem hele livet. Men nogle gange tror jeg ikke, det er farligt at tage nogle lidt dristige og ekstreme nye tiltag for dit liv, som ændrer din måde at agere på, fra den ene dag til den anden. Fx var der en dag, hvor jeg sagde til mig selv: “Fra NU af, hver gang du siger til dig selv: “Er det for meget? Ej, det kan jeg ikke,”” så skal jeg gøre det! Og jeg gør det!” siger Emma. 

“Den har jeg også brugt. Vi har stået i sminkerummet sammen inden en forestilling, og jeg spurgte: “Er det her for meget?” da jeg stod i en stram kjole, uden bh, og jeg har altså ret store bryster... I samme sekund, jeg spurgte, vidste jeg, at jeg var nødt til at droppe bh’en,” siger Jennifer. 

“Hvem var det i øvrigt også nogensinde, der sagde, at det var for meget? “Man kommer altså ikke overdressed eller i gennemsigtigt tøj til en reception,” eller “Man snakker ikke SÅ højt omkring et middagsbord.” Hvem er det, der har bestemt det? Skal vi ikke slå den stemme ihjel?” spørger Emma. 

“Der må vi også love hinanden, at vi gør os umage for ikke at dømme. For ikke at sige: “Wow, hun har godt nok fået meget botox!” Væk med det! Vi må gøre os umage for at være åbne over for lige præcis den måde, folk har lyst til at se ud på,” siger Jennifer. 

emma-sehested-hoeg-jennifer-vedsted-christiansen.jpg

Emma (tv.) og Jennifer efterspurgte en fotolocation med skulpturer, kvindekroppe og masser af myter. Her er de i Skulpturgaden på SMK.

“Og når du tager dig selv i at give elevatorblikket til en kvinde på gaden, fordi hun ser superlækker ud, så husk at sig til hende: “Det var ikke et negativt elevatorblik, jeg gav dig, det er simpelthen, fordi du er så lækker, at jeg ikke kan få øjnene fra dig,” siger Emma. 

“Eller når nogen har sagt noget sejt til mødet på skolen, så sig højt: “Jeg står bag dig!” siger Jennifer. 

“I’m with her!” Emma rækker armen i vejret. 

Golden retriever-syndromet 

Det kan godt være, at Emma og Jennifer har forhåbninger til, hvordan kvinder burde have det og føle sig, og at de med deres forestillinger gør deres til, at det kommer til at ske. Men de har også realitetssans. De ved godt, hvorfor vi ikke bare gør, som vi umiddelbart føler for. Det er pleasergenet. Det forbandede pleasergen. Emma og Jennifer, blandt mange, mange andre, opfører sig ikke meget anderledes end en kæmpestor golden retriever. Derfor hedder Emma og Jennifers kunstnerduo How to kill a dog. 

“Forestil dig en hund, der har været alene hjemme hele dagen. Den har gået frem og tilbage og ventet på sin ejer. Den har knurret og været vred over, at den har været alene. Men i det sekund ejeren åbner døren, hopper og springer den, “Skal vi lege?!” Alle de følelser og frustrationer, alt det, den har haft lyst til at sige fra over for, forsvinder, fordi den bare gerne elskes,” siger Jennifer. 

Hvad er modsætningen? 

“Katten! Den kommer hen og smyger sig om dit ben, “Uh, jeg har lyst til lidt loving.” Når den ikke har brug for mere, så går den. Den er egentlig ikke så optaget af, hvordan du har det. Det kan man godt lade sig inspirere af,” siger Jennifer

“Navnet på vores duo er lige så meget ment som et spørgsmål til os selv: “How to kill a dog?” Kan man slå hunden ihjel? Hvordan gør man? Skal man overhovedet? Der er ikke nødvendigvis noget dårligt ved hunden. Hunden er også legesyg og lige præcis dét med at være legesyg er en grundpille i det arbejde, vi laver. Det sætter jeg en dyd i at være. Hund eller kat, begge dyr og de egenskaber, vi tillægger dem, har gode og dårlige sider. Det vigtige er, at du bliver bevidst om dine vaner og giver dig selv lov til at ændre dem, hvis der er behov for det,” siger Emma. 

LÆS OGSÅ: "Det kommer til at betyde utroligt meget for ligestilling i Danmark"

En af de vaner, der skal ændres, er at føle ansvar for den gode stemning. Det gik op for Jennifer, da hun læste bogen Kill Joy Manifest af Sara Ahmed, og den var så god og vigtig, at Emma også skulle have den, så hun gav hende et eksemplar.

“Jeg kunne jo se, at det var noget af det, vi begge to kæmpede med. Det er svært både at tage din plads i verden og altid at skulle bevare den gode stemning,” siger Jennifer.  

“Bogen har ændret mit liv radikalt. Den handler, helt kort fortalt, om at blive bedre til at ødelægge den gode stemning og ikke føle, at du har ansvaret for netop den. Den bog ændrede virkelig mit syn på mig selv, den verden, jeg lever i, og den måde, jeg siden jeg var lille, har haft en go to-reaktion, hvis jeg oplevede noget ubehageligt, eller nogen sagde noget, jeg var virkelig uenig i. Nemlig at grine eller smile i stedet for at sige fra og akkurat skabe akavet eller dårlig stemning,” siger Emma. 

Det kræver øvelse. 

“Du skal acceptere, at det føles iscenesat de første mange gange, du siger fra, fordi du i så mange år har vænnet dig til at være på én måde. Det var unaturligt for mig første gang, jeg sagde fra. Jeg begyndte at græde og var slet ikke cool, men følelsen af at prøve, var god nok,” siger Emma. 

“Grædestemmen. Den kender de fleste. Den stemme du får, når du har lyst til at sige fra, men ikke kan, fordi du ved, at du begynder at græde. Det ligger i vores kultur, at det er tab af status, når du begynder at græde. At det du siger under gråd ikke har værdi, ikke kan være fornuftigt. Jeg vil slå et slag for, at vi støtter hinanden i, at du godt kan sige noget, selv om du græder imens. Det er ikke modsætninger. Bliv ved med at tale, selv om du får grædestemme på. Tit er det der, du har brug for at udtrykke sig allermest,” siger Jennifer. 

“Du er ikke mindre stærk, fordi du græder. Tværtimod,” siger Emma. Ordet ‘stærk’ leder hende frem til en anden pointe, noget hun har gået og tænkt over. 

emma-sehested-hoeg-jennifer-vedsted-christiansen2.jpg

Teaterduoen How to kill a dog ved skulpturen En gøende jagthund af Lauritz Jensen, 1900.

“Jeg er lidt træt af overskriften ‘stærke kvinder’ eller ‘en stærk kvinderolle’. Hvem er det, som definerer, hvad en stærk kvinderolle er? Jeg tror, det vigtigste man kan gøre i de kreative brancher, er at give flere kvinder lov til at skrive, så jeg som ung kvinde har flere forskellige kvinderoller at spejle mig i, fremfor de meget få og stereotype, der har været i mange år. Nuancer og forskellighed, dét har vi brug for.” 

Gode klichéer og dejlig, dårlig smag

Arbejdet som skuespiller og instruktør skal være drevet af lyst. Det behøver faktisk ikke være svært og kunstnerplaget at lave teaterforestillinger. Det kræver tryghed. At der er plads til, at Emma og Jennifer kan sige og gøre præcis det, de har lyst til i udviklingen af deres værker. 

“Vi siger: “Høje ambitioner, lave forventninger!” Så når vi brainstormer og producerer, går vi efter det vildeste og det bedste. Det, der rører og udfordrer os mest. På den anden side er vi helt okay med, at det bliver det dårligste, vi nogensinde har fundet på. Så prøver vi bare igen,” siger Jennifer. 

Emma og Jennifer har erfaret, hvor givende det kan være, hvis de viser deres ideer for hinanden i stedet for at forklare dem. Det kan faktisk være en god idé at spise 20 chokoladerør på scenen, selv om det lyder dumt. Faktisk findes der slet ikke dårlige ideer. I Emma og Jennifers arbejdsfællesskab har alle ideer potentialet til at være verdens bedste idé. Reglen er, at den anden ikke må skyde en idé ned på forhånd. 

“Det gør også, at vi udfordrer vores egen smag, og fordi vi ikke er optaget af, at det skal være god smag, ender vores ting ofte med at være sjove,” siger Jennifer. 

Når de arbejder sammen, har de ‘gaver’ med til hinanden i form af små performances uden introduktion. Sådan har de arbejdet, siden de gik på Den Danske Scenekunstskole. En dag havde Jennifer givet Emma ordene ‘skam’ og ‘fødsel’, som hun skulle bruge som udgangspunkt til at skabe et scenisk billede. Emma arrangerede, at hun blev født nøgen og fuld af blod ud af en pose, åbnede øjnene og skreg Jennifer ind i hovedet, hvorefter hun tissede på gulvet. Det forsikrede Jennifer om, at de to skulle blive ved med at arbejde tæt sammen. 

“Okay! Det er next level det her. Du tager det bare hele vejen. Det er fedt! Vi deler interessen for den kunst, hvor du får lyst til at spørge: “Er det for meget?”” siger Jennifer. 

“Hver dag har jeg lyst til at give Jennifer en gave, hun aldrig glemmer, for jeg ved, at hun vil sætte pris på den. Nu skal den satme have en over nakken!” siger Emma.

LÆS OGSÅ: Merete Søby er topchef: ”Jeg gider ikke være en kransekagefigur i et hjørnekontor”

Hvad var ideen med genfødslen? Var det for at provokere? 

“Det var IKKE for at provokere. Det var et forsøg på at lave et totalt ærligt og fint billede på en genfødsel. Det er det flotteste billede, jeg har lavet til dato. Og egentlig er det slet ikke provokerende. Det er noget af det mest naturlige, blod og tis og hud. Men jeg gik da efter at give hende noget spektakulært. Et emotionelt chok. Noget, hun aldrig ville glemme,” siger Emma. Hun blinker til Jennifer. 

Det kræver ikke mange sekunder i Emma og Jennifers selskab at forstå, at de to holder af hinanden og holder sammen. Det kan godt være, at de er et tokløver, hvis et sådant findes, men i virkeligheden holder de sammen med alle dem, der har lyst til det og brug for det. De slår et slag for søstersolidariteten. 

“Når det er svært, er det rart at have hinanden. Én du kan ringe til, når du har sagt fra, når du har talt med grædestemmen, eller når du kommer til at tænke noget ufrugtbart. Der må vi være søstre og alliere os med hinanden,” siger Jennifer og trykker på den gule glimtende sten på maven.

“Og så er det jo meget rart at kunne kigge ned på navlen og tænke: “Jeg er ikke alene.”” 

Om How to kill a dog

  • Emma Sehested Høeg, 26, bor i lejlighed på Vesterbro, har en kæreste. Vokset op nord for København i et hjem med klaver. Debuterede med børnefilmen i Far til fire som 11-årig og var sikker på, at hun skulle leve af at være skuespiller, da hun var med i filmen Den du frygter som 14-årig. Komponerer, spiller musik og synger – også til de to aktuelle forestillinger. Uddannet som skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i 2019. 
  • Jennifer Vedsted Christiansen, 33, bor på Refshaleøen med sin mand og to børn. Har termin med barn nummer tre til november. Vokset op nord for København med tre storesøstre. Har altid haft teatergrupper og malet og skrevet. Uddannet som instruktør fra Den Danske Scenekunstskole i 2019.
  • Aktuelle med forestillingerne Lolita for altid 29. oktober – 20. november og Velkommen til Pandora 3. – 17. november på Revolver på Østerbro Teater.  
Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Livsstil, Interview og Kroppen