Kærlighedsskolen

"Jeg elsker dig": Hvordan holder vi kærligheden i live år efter år?

Hvad er den ultimative gødning for et kærlighedsforhold? Og kan kærligheden holde for evig og altid? Det giver psykoterapeut Ole Vadum Dahl et bud på her i ALT for damernes Kærlighedsskolen. Han er coach og forfatter til bogen „At vokse sammen - om kærlighed og parforhold".

Findes der noget bedre, end når han afbryder din talestrøm og stryger håret væk fra dine øjne, mens kærligheden lyser ud af hans?

Magiske øjeblikke, når den stormende forelskelse er blevet afløst af inderlighed, tæthed og kærlighed til hinanden – hvordan går det til, og kan vi holde kærligheden i live år efter år?

Ja, med ærlighed, som er den ultimative gødning for et kærlighedsforhold, siger Ole Vadum Dahl, der er psykoterapeut, coach og forfatter til bogen „At vokse sammen“ om kærlighed og parforhold.

– Ærlighed er at være åben omkring, hvem du selv er. At du tør være hele dig. Tage chancen, gå planken ud. Vis de sider, du selv er mindre stolt af. Også de barnlige længsler om at få omsorg og opmærksomhed.

Hvis du ikke er ægte over for din partner, så er kærligheden mellem jer heller ikke, siger Ole Vadum Dahl. For hvis du er nødt til at undertrykke dele af dig selv i dit forhold, er det jo ikke dig, der bliver elsket – men kun det pæne, censurerede billede af dig, som du har valgt at vise. På den måde når forholdet aldrig længere end til at være en overfladisk og konfliktsky fascination af hinanden.

– Et forhold visner, hvis der er sider af dig selv, du er nødt til at lukke ned. Lukker du ét sted, kan du ikke undgå at lukke andre steder også, og det går bl.a. ud over seksualiteten og intimiteten mellem jer.

– Men når vi åbner os, tør være sårbare og blive ved at være nysgerrige på hinanden, så vokser dybden og inderligheden i forholdet. Vi ændrer os jo med tiden, får nye erfaringer og andre meninger. Der er altid mere at opdage.

Betingelsesløst

Ærlighed er også at vise sine længsler og behov, siger Ole Vadum Dahl. At vi siger, hvad vi gerne vil – i stedet for, hvad vi ikke vil. Så tager vi nemlig selv et ansvar for at ændre på ting, der halter – frem for blot at gøre partneren forkert.

– Det er meget almindeligt, at vi forventer, at vores partner kan gætte vores behov. Og når det ikke sker, så reagerer vi f.eks. med martyrrutinen, med at blive mutte, lukke døren lidt for hårdt osv. Men andre mennesker kan altså ikke gætte vores tanker og følelser – de vil derimod for det meste gerne lytte og forstå, hvis du siger, hvad du har brug for.

Dermed ikke sagt, at kærlighed er lig med at få alt, sådan som du vil have det. Eller at vi skal bøje os og acceptere alt, hvad den anden gør, siger Ole Vadum Dahl. Nogle gange kan vi have så forskellig livsstil og værdier, at vi nok elsker hinanden, men bare ikke kan finde ud af at leve sammen.

– Jeg vil faktisk hellere se min kæreste lykkelig sammen med en anden end ulykkelig i et dårligt forhold med mig – det er en meget god test på kærligheden. Når du elsker et andet menneske, er det faktisk vigtigt, at du også grundlæggende holder af dig selv. Så du ikke er afhængig af, at din kæreste hele tiden skal overbevise dig om, at du er værd at elske, siger Ole Vadum Dahl.

– I mange parforhold er kærlighed noget, vi synes, at vi skal have. Vi samler hele tiden på beviser på vores eget værd: Han skal huske at ringe, han skal komme med blomster, hun skal altid have lyst til sex, hun skal mene det samme som mig – ellers er det bevis på, at partneren ikke elsker os. Det er sådan en bekræftelsessyge og en form for afhængighedsforhold – og det har efter min mening intet med kærlighed at gøre.

– Ægte kærlighed er i min forståelse betingelsesløs. Den afhænger ikke af, at den, du elsker, er perfekt og ikke har irriterende træk. Ægte kærlighed afhænger heller ikke af, om din elskede opfører sig, sådan som du vil have det. Ægte kærlighed er rummelighed, empati, en trang til at gøre godt for den anden – fordi du simpelthen ikke kan lade være. Kærlighed er fundamentalt at kunne lide hinanden og at have en voksen-til-voksen-omsorg for hinanden.

Kærlighed er også overskud, siger Ole Vadum Dahl. Og jo bedre du har det med dig selv, jo mere selvopfyldende du er, jo dybere kan dit kærlighedsforhold blive.

Kan kærligheden holde for evig og altid?

Suget i maven. Hjertet, der blafrer i brystet. Det er skønt at være høj på forelskelsen – men den damper jo af efterhånden? Ikke nødvendigvis, siger psykoterapeut Ole Vadum Dahl. Hvis vi husker at viske tavlen ren og se på hinanden med friske øjne, kan vi blive ved at forelske os – selv i et langt forhold. Og kodeordet er igen: Ærlighed.

– Tag chancer, vis mere af dig selv. Der er mere lidenskab i et forhold, hvor der også er spændinger. Hver gang vi tager noget op med vores kæreste, som er lidt farligt, og hvor vi ikke ved, hvordan han reagerer, kommer vi et skridt dybere sammen.

– Vi udvikler os jo hele tiden hver især. Du er ikke fuldstændig den samme person, som du var for ti år siden. Du får nye interesser, du bliver klogere, du får nye erfaringer, andre meninger. Hvis vi giver hinanden plads til og accept af, at vi ændrer os, så kan vi også blive ved at overraske hinanden.

Det kræver, at vi indimellem bruger tid på at genopdage hinanden. At vi bliver ved at være nysgerrige over for hinanden og har lyst til at se, høre og mærke hinanden. At vi ikke forfalder til at tro, at vi ved alt om hinanden, men bliver ved at synes, at det er spændende at opleve hinanden på ny.

OM EKSPERTEN

Ole Vadum Dahl er psykoterapeut MPF og leder ID Academy, en af Danmarks mest succesfulde kursus- og uddannelses-virksomheder inden for coaching, psykoterapi og personlig udvikling.

Ole Vadum Dahl har medvirket som ekspert i adskillige tv-programmer, senest på DR 2 i serien „Forbudte følelser“. Se mere på www.vadumdahl.dk

Artiklen er opdateret af redaktionen i maj 2022 med nyt foto.