Johanne Mygind: Derfor bør du tage på kvindelejr

Lige om lidt sidder jeg med en drink i hånden og diskuterer folkeskole, feminisme og Tinder med 18 andre kvinder. Der er kun tre uger til, at jeg igen skal på kvindelejr med mine tre drenge. Det er femte år i træk, at vi skal af sted.

Den første kvindelejr var legendarisk. Vi var 53 kvinder og børn, som lejede en gammel koloni og tog af sted. Lejren organiserede nærmest sig selv. Nogle lavede madplan, andre planlagde aktiviteter for børnene, bargruppen købte gin og rosévin. Da kvindelejren var slut, var min ældste søn så udmattet, at han sov to dage i træk. Vi modtog en kæmpe regning for vores dårlige rengøring og besluttede enstemmigt, at vi ville af sted igen.

Nu har vi både en madmor, en bankkonto og en yogalærer. Vi har også en venteliste, for vi har aldrig svært ved at finde nye deltagere, når en kvinde melder afbud.

Kvindelejren er blevet vores årlige eksperiment med et liv med et større fællesskab. Nogle gange kan det nemlig virke, som om vi alle har låst os inde i børnefamilien og smidt nøglen væk. I stedet for at se vores venner pendler vi mellem børnehaven, arbejdspladsen og sofaen, og lever et liv, hvor vi alle sammen er ved at dø af stress, men hvor ingen har tid til at hjælpe hinanden. Til hverdag er vi mødre og medarbejdere, men glemmer alt det, som vi også kunne være.

LÆS OGSÅ: Sådan ser det første kollektiv på Christiansborg ud

I den sidste uge af juli, smiler jeg ­derfor stort og lettet, når jeg får opfyldt min drøm om flere hænder, flere stemmer, mere grin, og oplever alle de fordele som et større fællesskab giver.

På kvindelejren er aftensmaden ikke sur pligt. De fleste dage bliver den bare serveret af andre, og de to-tre gange man er på madholdet, er det hyggeligt at snitte grøntsager. På kvindelejren er det meget nemmere at have børn. Den ældste stikker af sted med de andre drenge, så jeg nærmest ikke ser ham resten af ugen. To store piger forelsker sig i den yngste og bruger timer på at lege med ham i soppebassinet. Og jeg glemmer aldrig den aften, hvor der var en anden mor, som skiftede den mellemstes lorteble, fordi jeg var så træt. Og aftenerne – åh aftenerne på kvindelejren – med gin og tonic, hvor vi griner hysterisk, diskuterer vildt og hviskende og betror os til hinanden.

Men kvindelejren er også en øvelse i fælleskabets pris. Et år sejlede hele lejren, fordi alle glemte at rydde op efter sig. Sidste år blev det til gengæld for meget, at vi som små husmødre hele tiden fejede og tørrede borde af.

Og så der børneopdragelsen, for når alle børn er alles ansvar, bliver man nødt til at afstemme principperne. Et år kørte jeg en hellig krig mod iPads og ville have dem fjernet fra lejren. Vi endte med et kompromis, hvor der ikke må spilles på fællesarealerne. Vi har droppet at lave fælles sengetider, men overvejer stadigvæk om børn over 8 skal have en madtjans.

Ligesom kernefamilier, arbejdspladser, fodboldklubber, og andelsforeninger er vores kvindelejr nemlig en øvelse i at give og tage og se stort på småting. Og ligesom alle andre fællesskaber er kvindelejren til tider så anstrengende, at man bare ønsker sig ensomhed og frihed fra fælles beslutninger og ansvar.

Hver eneste år kommer jeg hjem fra kvindelejr og er udmattet efter snak, grin og evige kompromisser. Jeg putter mig i min kernefamilie igen og glæder mig over at være fem og ikke 52. Men jeg er også beriget og beruset. Mine børn har hver fået fem-seks nye venner og jeg har haft en uge, hvor jeg var Johanne – ikke bare kone, mor eller medarbejder. Gid jeg kunne få flere af dem!

LÆS OGSÅ: “Vi er blevet så perfektionistiske, at vi ikke inviterer på spontane middage længere”

LÆS OGSÅ: Derfor skal din mand ikke med på shopping

LÆS OGSÅ: Hvorfor bliver vi kvinder ved med at holde hinanden nede?