Anne Mette Kirk

Foto: Frederik Lentz Andersen Anne Mette Kirk sagde sit drømmejob op for at skrive på sin første roman, KNUST.

Anne Mette Kirk: "Det føles lidt som at sende nøgenbilleder ud i verden"

“Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?” tænkte journalist Anne Mette Kirk, der i begyndelsen ikke fortalte til nogen, at hun skrev på en roman, før solen og resten af huset stod op. Kort efter droppede hun sit drømmejob for at satse hele molevitten på en karriere som forfatter. Til marts udkommer hendes debutroman KNUST, der er en historie om at miste en, man elsker, og om at søge sandheden, selv om den gør ondt.

Egentlig begyndte det med en skadet fod, der tvang 39-årige Anne Mette Kirk til at sidde mere stille end vanligt. En aften, da børnene var puttet, og hun i princippet lige så godt kunne have taget hul på en ny Netflix-serie, klappede hun sin MacBook op, åbnede et tomt word-dokument og begyndte at skrive på det, der viste sig at være en historie om en pige, som havde mistet sin storebror.

– I begyndelsen sagde jeg det ikke til nogen. Ikke engang til min mand. Jeg tog glad på arbejde hver dag, men jeg begyndte at stille vækkeuret til klokken fem, så jeg lige kunne nå at skrive et par timer, inden resten af familien vågnede,” siger Anne Mette Kirk, der sammen med sin mand, Stig Kirk Ørskov, som er direktør i JP Politikens Hus, har tre børn på fem, syv og 14 år.

– Jeg har altid kun beskæftiget mig med spændende og sjove ting, men jeg havde aldrig før oplevet en drivkraft, der kunne få mig til at stå frivilligt op klokken fem om morgenen for at skrive og bare blive ved,” siger Anne Mette Kirk, der sad i det, hun selv betegner som et “drømmejob,” som presse- og kommunikationsrådgiver i Kongehuset. Før det arbejdede hun bl.a. som journalist på TV 2 Nyhederne, som studievært på Station 2 Efterlyst og redaktionsleder på Monte Carlo på DR3.

– Jeg har altid bildt mig selv ind, at jeg ikke havde nogen tålmodighed, og pludselig sad jeg og møffede rundt med et kapitel i flere uger. Jeg følte næsten, at jeg var mit arbejde utro, fordi historien begyndte at fylde mere og mere.

Ud af forfatterskabet

Historien blev ved med at presse sig på, og Anne Mette Kirk indså, at hun ville få svært ved at få den skrevet færdig i sit nuværende setup. To karrierejobs med tilhørende rejseaktiviteter og tre børn i institutioner og skoler er som bekendt lig med kalendergymnastik for viderekomne. Så da hun havde skrevet omtrent 100 sider, skrev hun et pitch og en færdig pressemeddelelse, der kunne komme med ud, hvis romanen kunne udgives, og fandt en redaktør på et forlag, hvor hun ikke havde nogen forbindelser overhovedet. Og trykkede send med kriller i maven. Hun forventede, at der ville gå en tre måneders tid, før hun ville høre noget som helst.

– Der gik 13 minutter, så fik jeg en mail fra hende, jeg havde sendt manuskriptet til. Hun skrev, at det var et af de mest interessante pitch, hun nogensinde havde læst.

LÆS OGSÅ: Katherine Diez: Især kvinder har det svært med, at jeg både er smuk og klog

Efter en samtale på forlaget blev hun tilbudt en kontrakt på to bøger, hvoraf den første KNUST udkommer til marts.

– Så gik jeg ellers hjem og var i vildrede, for jeg var jo vildt glad for mit job i Kongehuset. Omvendt tænkte jeg: “Hvornår får jeg lige sådan en chance igen? Hvad nu, hvis det er den eneste roman, jeg har i mig? Skal den så ikke have lov at komme ud?”

Svaret gav på en måde sig selv, også selv om Anne Mette Kirk ikke kommer fra en familie fyldt med kreative forbilleder. Hendes mor er børnelæge, og hendes far er ingeniør, men hun har lært hjemmefra, at man kan det meste, hvis man gør sig umage.

– Jeg har jo skabe fulde af historier, jeg har skrevet som barn. Jeg troede bare, at man skulle være lige så sej som Suzanne Brøgger, hvis man skulle være forfatter, og ikke sådan en som mig. Men når man, som jeg, suger hele verden ind, kan man lige så godt bruge det til noget.

Ligesom det var svært at forestille sig, at hun kunne finde på noget, som kunne matche den spænding, hun følte ved at skrive på sin egen historie.

– Jeg har hele tiden har været på den rigtige reol, men nu følte jeg, at jeg havde fundet den rigtige hylde. Jeg kan godt lide udfordringer, og jeg kan godt lide at sige til mig selv: “Jamen, hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?”

Man må godt digte

Hver morgen sender Anne Mette Kirk sin familie ud ad døren, hvorefter hun sætter sig ned og researcher, interviewer og skriver.

– Nogle dage går det godt, og andre dage har jeg da tænkt: “Hvordan kunne jeg tro, at det her kunne blive til en bog?” Men for det meste har det bare været skide skægt.

Bogen har hun primært skrevet på cafeer rundt omkring, hvor hun kan blive inspireret af at lytte og se på mennesker.

– Nogle gange også liste efter mennesker, griner hun og siger, at hun ikke kunne forestille sig noget værre end at bure sig inde og skrive.

– Det er i kontakten med andre mennesker, at jeg bliver inspireret.

Hun har grebet opgaven an ved at bryde den ned, som var det en hver anden journalistisk historie, hun skulle fortælle.

– Jeg havde skrevet på mange forskellige måder i mine tidligere jobs, bl.a. sammen med Peter Falktoft og Esben Bjerre i Monte Carlo, hvor vi skrev os ind på skæve vinkler på nyheder. Det er en muskel, man kan træne, ligesom så meget andet. Og så har jeg simpelthen bare ringet folk op og spurgt, hvis der var noget, jeg havde brug for at vide. Fx hvordan det papir, man skriver en politirapport på, ser ud? Er det hvidt? Hvor står alkoholpromillen? siger Anne Mette Kirk og fortæller, at hendes redaktør i ny og næ har måttet minde hende om, at det var fiktion, hun skrev på.

LÆS OGSÅ: Theresa er Bonderøvens kone: "At være på tv har beriget vores liv, men det har også en pris"

– Man må jo godt digte. Men jeg skal ikke lave noget, der ikke holder.

Inspirationen til historien har hun i nogen udstrækning hentet i sit tidligere job som vært og redaktør på TV 2-programmet Station 2 Efterlyst.

– Som journalist har jeg været med ude til mange grundlovsforhør og tragiske ulykker. Mange af de historier har sat sig fast. Nogle gange følte jeg, at jeg var en elendig journalist, for jeg tog det hele med hjem. Hvad betyder det, når der står: “De pårørende er underrettet.” Hvem er det, der sidder bag ved den anonymt formulerede linje og har fået en frygtelig besked, der ændrer alt?

Hun vil helst ikke kalde bogen for en krimi, for det er det ikke i den forstand, at man følger politiets efterforskning på nærmeste hold.

Lidt af hovedstolen

– Det er en spændingsroman med en krimimotor. Og i forhold til mine karakterer har jeg prøvet at styre udenom alle krimi-klichéerne. Jeg har brugt rigtig meget af mig selv, og det jeg selv har oplevet, siger hun og fortæller, at hun bl.a. brugte noget af den præstationsangst, hun selv følte, da hun som helt ung journalist på TV 2 fik at vide: “Nu skal du hjem til Anders Fogh og interviewe ham om Irak-krigen.

– Hvad nu, hvis ham betjenten også har den følelse, at han slet ikke er voksen nok til sådan en opgave?

Romanens omdrejningspunkt er en trafikulykke efter en fest på et gymnasium, hvor hovedpersonen Matildes storebror, Jonathan, kører galt sammen med en gruppe elever og mister livet. Læseren følger Matilde, der skal overkomme en hverdag med et almindeligt teenageliv i skolen, hvor hun nu er den døde drengs lillesøster, og i en familie, hvor alt er faldet fra hinanden. Stille og roligt får hun mistanke om, at der er noget, som ikke stemmer med ulykken, og vi følger hendes opklaring, som hun til sidst får hjælp til fra den unge betjent, Mark, der var den første på ulykkesstedet.

LÆS OGSÅ: Oh Land: "På balletskolen var jeg totalt antiautoritær og på mange måder en lorteunge"

– Jeg begyndte med, hvad der kunne gå igennem hovedet på Matilde, siger hun og understreger, at det ikke er en ungdomsbog, selv om handlingen er henlagt til et gymnasium.

– At miste og alt det, der ikke bliver sagt mellem mennesker, er lige så relevant, når man er 40, som når man er 18 eller 20. Målet er, at man kan blive bedre til at tale om det, der er svært, ved at læse den. Og der synes jeg jo, at fiktionen kan noget, som intet andet kan.
Ud over sin redaktør har hun haft folk fra sit netværk til at læse med på sidelinjen og give feedback på sprog, karakterer og opbygning af kapitler.

– Det føles lidt som at sende nøgenbilleder, når andre skal læse det. Men de, der har læst den indtil videre, er blevet rørt og synes, at de har kunnet mærke mig i den.

Lige nu er hun så småt i gang med sin anden roman samtidig med, at KNUST skal ud og leve. Klare sig på egen hånd.

– Jeg glæder mig sindssygt meget og bilder mig ind, at jeg er godt rustet til kritikken, fordi jeg har gjort mig så umage. Min kærlighed til KNUST er intakt. Nu håber jeg bare på, at læserne får det på samme måde.

KNUST udkommer den 21. marts på People’s Press

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Bøger og Karriere