Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Jussi Adler-Olsen
Foto: Les Kaner og Klaus Bo Christensen

Jussi Adler-Olsen: “Vis de gamle omsorg og kærlighed, mens de er her”

Der var dengang, Jussi Adler-Olsen troede, han havde mistet sin elskede Hanne i en motorcykelulykke. Og der var dengang, han gjorde Hanne gravid ved hjælp af pyramidekraft. Krimikongens privatliv er (næsten) lige så fyldt af gode historier som hans bøger.

1974: Da det gik op for mig, hvorfor jeg er, som jeg er
– Jeg og en kammerat, Hans, besluttede os for at tage til Lapland, hvor vi ville gå rundt i tre uger. Det eneste, vi måtte have med hver især, var en fiskestang, en poncho, en sovepose og lidt tørkost. Ikke noget telt. Og kun et par sko. Jeg havde et par lærredssko med, og efter tre dage faldt jeg i en elv. Skoene begyndte at skrumpe, så mine fødder blødte i næsten alle tre uger. Jeg bed tænderne sammen, punkterede vablerne om aftenen og pressede pusset ud om morgenen, og så gik vi ellers videre.

– Det regnede hele tiden i de tre uger, og samtidig var der midnatssol. På et ­tidspunkt fik jeg smadret mit ur, så jeg ikke anede, hvad klokken var, og det fik mig til at sige til Hans: "Fra nu af og i en hel uge noterer du ned, hvornår jeg vil sove, og hvornår jeg står op." På den måde fandt jeg ud af en meget vigtig ting om mig selv. Jeg er ikke A-menneske. Jeg er ikke B-menneske. Jeg er C-menneske. Et C-menneske er sådan et menneske, der naturligt sover i otte timer og er vågen i 23. Mit døgn er 32 timer! Men døgnet har ikke 32 timer, og det betyder, at når jeg går i seng, er jeg ikke træt, og når jeg rejser mig, er jeg ikke udhvilet. Sådan er det. Det har jeg været nødt til at indrette mig efter. Jeg sørger for at blive træt, så jeg kan sove, og somme tider er det nødvendigt at tage en melatoninpille. Hvis jeg skal fungere optimalt, skal jeg lade som om, døgnet har 32 timer, og der er så mange mennesker, der har det på samme måde, det kan jeg garantere.

LÆS OGSÅ: Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff: “Vi er fælles om at være naive romantikere”

– Det er vigtigt at kende sin døgnrytme, for så ved man, hvorfor man måske ikke lige er på toppen. Der er ikke noget i ­vejen med dig, du er bare ikke gearet til, at jorden skal fise rundt på 24 timer. Selvom jeg er selvstændig, kan jeg jo ikke indrette mit døgn, som det passer mig, for jeg skal – som alle andre – indgå i arbejdsmæssige og sociale sammenhænge. Jeg holder stort set aldrig ferie. Men det betyder ikke, at der ikke er ferieagtige situationer i mit liv. Det kan være rejser i embeds medfør, der er 42 lande, der lige skal serviceres i forhold til mine bøger, og det er klart, at hvis jeg skal til bogfestival i Norditalien, tager jeg lige nogle fridage i Verona og Milano.

1975: Da Hanne og jeg smadrede vores ben
– I 1975 tog Hanne og jeg på en motorcykelrundtur i Tyskland og ned til Frankrig. Det var en lille motorcykel, en Suzuki 250 kubik, og en dag, da jeg kørte omkring 60 kilometer i timen, punkterede den pludselig. Den slingrede og knaldede så for fuld fart ind imellem et vejtræ og et vejskilt. Vejskiltet ramte vores underben, først mit, så Hannes, og knuste dem. Vi røg i en saltomortale hen over styret, og Hanne landede et stykke væk fra mig. Jeg kiggede ned på mit ben, min fod vendte nedad, og jeg kunne se, at hvis jeg ikke passede på, ville knoglestumpen stikke ud igennem mit skinneben på forsiden. Så jeg tog med mit andet ben fat om den fod, der vendte nedad og drejede den rundt inde i mine muskler, som blev skåret over, men så havde foden den rigtige placering. Jeg hev den gren, der var gået hele vejen igennem min læg, ud og konstaterede samtidig, at Hanne lå og stønnede. Det hele skete i løbet af 30-40 sekunder.

– Jeg fik krabbet mig over til Hanne og kunne se, at hendes fod og ben var brækket. Skoen var slynget af, og der var en kæmpe flænge i hendes fod, så jeg kunne kigge direkte ind på knoglen og blødningerne. Jeg lagde mig på tværs hen over Hanne, trøstede hende og fik blødningen under kontrol. Bilerne kørte forbi, og endelig var der en, der stoppede. De kiggede på os, kørte videre, men fik dog tilkaldt hjælp. Vi blev kørt væk i hver vores ambulance og blev indlagt på hver vores afdeling, og i et helt døgn vidste jeg ikke, om Hanne var levende eller død. Det var et forfærdeligt døgn. Mens lægerne baksede med mig og prøvede at få skubbet mine benstumper på plads og standse blødningen, kunne jeg kun tænke på Hanne. Rundt omkring mig var der andre indlagte, der var ved at miste lemmer. På et tidspunkt kom der en læge ind til mig og nikkede lige så stille. Aldrig har jeg grædt så inderligt som der. Hanne var i live.

– Det viste sig, at Hanne ikke var kommet så slemt til skade. Hun havde kun brækket sit skinneben, ikke alle knoglerne. Hun var i chok og græd hele tiden, fordi hun ville se mig. Så de kørte mig over til hende, og at se hendes lettelse og ­føle hendes fuldstændig våde hånd i min gjorde bare, at den samhørighed, vi havde opbygget gennem fire års samliv, blev endnu mere dyb og inderlig end nogensinde før.

Jussi Adler-Olsen har kendt og elsket sin kone, Hanne, i 46 år.

– Jeg gik med hele benet i gips i næsten to år, Hanne havde gips på i et år og havde store problemer med betændelse. Men vi var tæt på hinanden. Jeg havde min tegneserieforretning i København, hvor vi også boede, og gudskelov vendte døren i det lillebitte toilet til venstre, så vi kunne sidde med benet ud ad døren på en lille skammel. Ellers havde vi ikke kunnet bo der. Da gipsen kom af, trænede vi hinanden op, så vi kunne gå igen.

– Vi har stadig problemer med vores ben, den raske side er blevet slidt ned, og samtidig er brusken i det ramte ben ødelagt. Det er irriterende, og vi slås med det, men det korte af det lange er, at vi lærte rigtig meget af den ulykke. I forhold til mit senere forfatterskab har det blandt andet betydet, at Hanne altid har sagt, at hvis det ikke går, så kan vi bare flytte til Langeland. Det vigtigste er, at vi har hinanden.

1987: Da jeg fandt ud af, at jeg skulle være forfatter
– Jeg har næsten altid været freelancer og har klaret mig selv. Jeg har haft mit eget forlag, været koordinator i Fredsbevægelsen, jeg har komponeret musik og har haft en tegneserieforretning. På et tidspunkt syntes jeg, at jeg måtte prøve at forfølge det talent, som jeg syntes, jeg havde, og blive forfatter. I sommeren 87 var vi i Italien, og en sen aften på stranden i Terracina sagde jeg til Hanne: "Jeg tror, jeg har en historie, der skal være starten på mit næste liv". Vi gik der på stranden, hvor alt var helt rigtigt – havet var azurblåt, det var fuldmåne, og vi var unge og smukke, som man er, når man er 37 og 38 år – og i løbet af fem-seks timer hen over natten fortalte jeg Hanne historien, der senere blev til min første bog "Alfabethuset". Fra ende til anden. Og Hanne sagde: "Det skal du gøre. Den skal du skrive". Vi havde sparet nogle penge op, og vi blev enige om at give det en chance på fem år. Hvis ikke jeg solgte noget, kunne vi altid flytte til Langeland, som hun jo sagde.

– Men jeg blev "forstyrret". Hanne blev gravid, og jeg blev headhuntet til Bonniers, hvor jeg var i nogle år. På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg ikke ville dø som 55-årig som alle andre, der arbejder med deadlines hver eneste dag, så jeg sagde op. Jeg ville hjem til min søn, og jeg ville have tid til mig selv, min familie og mine venner. Og så fik jeg skrevet "Alfabethuset" færdig.

– Vi flyttede i nyt hus, som jeg renoverede, og sådan blev vi faktisk ved frem til 2007. Vi har boet i seksten huse, som vi har sat i stand. Og nu flytter vi snart igen. Efter 22 år i Allerød flytter vi ind i en stor kasse ved Søndermarken. Det siger noget om den kvinde, jeg lever sammen med. Det her fantastiske menneske, jeg forelskede mig i for 46 år siden, og som stadig holder ved på trods af, at jeg måske er det mærkeligste menneske, man kan leve sammen med. Jeg vil hele tiden noget nyt, og Hanne har bare fulgt med og har syntes, det har været evigt sjovt. Nej, det passer ikke. Men for det meste synes hun, det er sjovt. Hanne har givet mig plads til de udfordringer, jeg har givet mig selv, hun har deltaget i dem, men hun har også haft plads til at prøve sine egne drømme af. Det er grunden til, at hun er kunstmaler i dag.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Jeg synes jeg har klaret mine skilsmisser ret godt"

– Jeg er drevet af nysgerrighed. Hvis du vil blive gammel på den gode måde, er der to ting, som er vigtige. Nysgerrighed og kreativitet. Jeg havde en gammel tante, som fik konstateret kræft, da hun var i slutningen af 70'erne, og hun sagde: "Det kan ikke nytte noget, jeg vil være 101". Og det blev hun. Lige præcis. Hun levede med kræften i alle de år på sin nysgerrighed ved livet. Og det er ikke store ting, vi snakker om. Hun boede i Roskilde på et plejehjem, og når vi kom der, så kunne hun spørge: "Har I fået en rød pølse på Stændertorvet?" "Med ketchup og sennep?" "Var der rå eller ristede løg?" Hun ville bare vide alt. Alt var spændende, og det holdt hende i live. Så når vi nu flytter igen, handler det om nysgerrighed og lysten til noget nyt. Det giver ny energi. Jeg kan ikke forestille mig at være 66 år og have boet i samme kommune i 22 år. Og blive ved med det. Det er ikke klogt. Det kan jeg ikke.

1978-1988: Da jeg blev steriliseret, refertiliseret og mærkede pyramidekraften
– I 1978 læste jeg på universitetet, jeg arbejdede i min tegneserieforretning, og Hanne og jeg havde to byggeforenings-­huse i Valby med ti lejligheder og 16 garager, som jeg lejede ud med en kammerat. Vores liv var sådan set godt og frugtbart, men verden var bare ikke rar. Vi havde gennemlevet år med Vietnamkrigen, Den Kolde Krig, borgerkrig i Cambodia og diktaturet under Idi Amin i Uganda. Det var en modbydelig periode, som vi på mange måder genoplever i disse år. Jeg tror, at mange unge i dag tænker, som vi gjorde dengang, at hvis vi skal have børn, skal det ikke være vores egne, når der er så meget nød i verden. Derfor lod jeg mig sterilisere. Mine søstre advarede mig. Og min yngste søster græd. Hun syntes simpelthen ikke, at jeg kunne være det bekendt. Mine forældre tog det fattet, men min mor var trist over det. Hanne og jeg var ret enige.

– Som tiden gik, og vi blev ældre, begyndte vi at fortryde. Vi kunne se, at det alligevel ikke flyttede noget i den store sammenhæng, og vi begyndte også at føle os selvtilstrækkelige. Alt handlede om os. Så jeg gik til lægen og spurgte, om det overhovedet var muligt at blive refertiliseret, når det var fem-seks år siden, jeg var blevet steriliseret. Og det var det.

– Jeg blev laseropereret, det var sgu ikke sjovt, og problemet er, at kroppen, når man har været sreriliseret i lang tid, danner antistoffer mod ens egen sæd, hvis man bliver refertiliseret. Vi var absolut opsat på at få et barn. Men Hanne blev ikke gravid. Efter tre år affandt vi os med, at det var sådan, det var. Vi var kede af det, specielt Hanne, men der var ikke noget at gøre ved det, og vi genoptog adoptionssnakken. Og så tog vi til Egypten i december 1988.

LÆS OGSÅ: Ane Cortzen: “Jeg er engang blevet nomineret til årets gay icon, på trods af at jeg ikke er lesbisk”

– Ude ved pyramiderne mødte vi en gammel mand, der sagde, at han gerne ville tage os ind i det inderste kammer i den næststørste pyramide, Khefren. Det tog os halvanden time at komme derind, og det blev snævrere og snævrere og mere og mere mørkt. Det inderste kammer var omkring to gange to meter og tre meter i højden. Vi blev bedt om at stå ude langs siden med armene mod væggen, og så skulle en af os stå i midten. Helt stille. Vi måtte ikke snakke. Og pludselig var det som en kuldegysning. Først blev man helt elektrisk på overhuden, så kørte det ind i ens krop som en sitren, stod stille et øjeblik, og så blev man så varm indefra, så man tror, det er løgn. Og så lettede det. Det føltes som en total healing. Da vi kom ud, havde vi den samme følelse. Wauw! Pyramidekraften findes.

– Efterfølgende var vi ude og sejle og havnede oppe i Kongernes Dal. Hanne og jeg gik ind i Tutankhamons grav. Vi smilede lidt skævt til hinanden og sagde så: "Kan du give os en hånd, Tut?" Bagefter tog vi en båd over til Luxor, og om natten gjorde jeg Hanne gravid på Hotel Luxor. Vi fik vores søn, Kes, som blev præcis så smuk, som vi havde regnet med, og ­præcis så mild og empatisk, som vi havde håbet på. Han blev kort sagt indbegrebet af hele vores rejse mod ham. At få Kes var det bedste, der kunne ske. For som Anne Linnet siger, så bliver du så smuk, når du glemmer dig selv. Vi blev faktisk nogle bedre mennesker af at blive forældre.

1990-2010: Da jeg langsomt mistede mine forældre
– Mine forældre sørgede altid for de gamle. Og når man har en kæmpe familie, som jeg har, er der altid en masse gamle. Det er ikke noget problem med gamle mennesker, man skal bare være tæt på dem. Problemet opstår, hvis man fjerner sig fra dem og lader dem sejle deres egen sø. Da mine forældre blev ældre, tilrettelagde jeg derfor min karriere efter tre ting: at jeg kunne være hjemme hos min søn, at jeg havde tid til mig selv, og at jeg kunne være hos mine forældre en hel dag hver uge.

– Min far havde altid været lidt kraftig, så han fik selvfølgelig sukkersyge lidt tidligt. Han gemte flødeboller og chokolade bag bøgerne i reolen, fandt vi ud af, da han døde, men han var læge og sørgede bare for at ordinere sig selv et skud ekstra insulin. En dag, da jeg tjekkede hans puls, lå den på 22 slag i minuttet. "Ja," sagde han, "er der to slag mindre, så er jeg død." Og så tog han lige en nitroglycerin. Når man er så tæt på ­sine forældre, konstaterer man også forfaldet. For min fars vedkommende var det fysisk. Han fik tiltagende hjerteproblemer, og den 4. januar 1996 døde han for øjnene af min mor og mig. Han vidste, at han skulle dø den dag. Det er meget specielt at være hos sin mor, når ens far dør. De havde været sammen hele livet, og hun lagde sig hos ham om natten for at mærke hans sidste varme. I tiden efter var jeg den, der ringede rundt og fortalte, at han var død, og det var mig, der ordnede alt det praktiske. Pludselig var jeg ikke kun sønnen, håndlangeren og indkøberen, jeg var også faren, administratoren og rådgiveren. Man bliver først rigtig voksen, når ens forældre dør.

– Jeg blev ved med at komme hos min mor en gang om ugen. Vi rejste med hende, og hun var den farmor og mormor, som alle gerne ville have. Altid parat til at lave klatkager og florentinere, altid rummelig og altid den, der var samlingspunktet. Men så, da hun var 90 år, fik hun en blodprop. Og så var det sket. Min mor blev gradvist mere og mere dement. Det førte til nogle besynderlige oplevelser. For eksempel havde hun på et tidspunkt en stærk fornemmelse af, at hun var ung og skulle giftes med den lokale, ­unge præst. Hun iførte sig sin brudekjole, og så måtte vi fortælle hende, at det ­ikke kom til at ske.

– Det er svært at opleve, at ­personligheden forandres fuldstændig hos et menneske, du elsker. Men samtidig er det også så viseligt indrettet, at man kan blive helt religiøs af det. Teenagere bliver utålelige, fordi man skal kunne sende dem ud af huset, og gamle mennesker bliver underlige og forsvinder ganske langsomt, for at vi skal kunne bære det. Alligevel ønsker vi både for os selv og vores kære, at vi kan få lov til at forsvinde pludseligt. Men det er også hårdt. Jeg vil gerne blive gammel, men oddsene er nok mindre end for de forrige generationer. Vi giver vores hjerne forkert føde, både menneskeligt, psykisk og via den kost, vi indtager.

– Min mor kom på plejehjem, da hun var 94. Desværre var jeg meget travl i 2010, jeg rejste rigtig meget, så der var nogle perioder, hvor jeg ikke så hende helt så tit. Jeg tror, at hun kunne genkende mig til det sidste. Men jeg var ikke vigtig for hende. Det var forskellen. Tidligere sagde hun altid: "Åh, du er min allerkæreste, du er min skat, og kys-kys, jeg elsker dig." Jeg har aldrig hørt nogen sige, jeg elsker dig, så tit, som hun kunne nå at sige det på en time. Sådan var det ikke til sidst. Og det var en stor lettelse, da hun døde. Både på hendes vegne og på egne vegne.

– Og hvad er det så, der sker, når et menneske dør? For mig er det en dobbelt sorg. Jeg mister et menneske, jeg elsker, men jeg mister også kærligheden fra det menneske, der elskede mig. Når mange dør, og det gør de i så stor en familie som min – jeg har gået til begravelser, siden jeg var 2 år – så oplever man det hver gang: Der bliver lidt mindre kærlighed i verden til mig. Så mit budskab er: Hold fast i de gamle, og vis dem omsorg og kærlighed, mens de er her. 

LÆS OGSÅ: Louise har været udstationeret i Mellemøsten: “Desperation kan få folk til at gøre sindssyge ting”

LÆS OGSÅ: Emma Holten: “Der er masser af feminister, der synes, jeg er en klovn”

LÆS OGSÅ: Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby om venskab, panikalder og Paprika Steen

Jussi Adler-Olsen, 66

Har studeret medicin, samfundsfag og film på universitetet. Frem til 1995 havde han en lang række forskellige jobs, bl.a. i forlagsbranchen. Debuterede som forfatter i 1997 med "Alfabethuset".

Blev forfatter på fuldtid i 2007 og udgav samme år første bind i serien om Afdeling Q, "Kvinden i buret". Han er aktuel med bogen "Selfies", der er den ­syvende bog i serien. De tre første bøger er filmatiserede med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares
i hovedrollerne.

Flyttede i 1970 sammen med sin kæreste, Hanne, giftede sig med hende
19 år senere og har været sammen med hende lige siden. Sammen har de ­sønnen Kes på 27 år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold, Bøger og Interview