Michael Robak
SPONSORERET indhold

Kære Robak: "Vi vil helst ikke invitere min fars nye kæreste"

Min far vil have, at vi skal invitere hans nye kæreste med til børnefødselsdage, men vi synes, det er synd for børnene. Kan vi tillade os at lade være? Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.

Af: Michael Robak
21. feb. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Kære Robak,
Min far fik for ti år siden et forhold til en gift kvinde. Han ventede tålmodigt i seks år, før kvinden blev skilt, men hendes børn må stadig ikke vide, at hun var utro, så de ved intet om min far. Til gengæld vil han have, at hun skal kende os og vil have, at vi inviterer hende med til alt – også børnenes ­fødselsdage. ­Dette har vi foreløbigt ikke gjort, da børnene ikke føler, de kender hende. De beder om, at hun ikke bliver inviteret. De kan måske mærke de voksnes ­uvilje mod ­hende, for hun har egentlig været sød ved børnene de tre gange, hun har set dem. Men hun har også været højrøstet og talt ­lummert om sex. Hun virker, som om hun har en form for diagnose og siger ­pinlige ting. Min far er ofte ked af ting, hun gør og siger, og at han stadig er hendes "­hemmelige kæreste", og han mener, det ville ændre hendes personlighed og deres forhold til det bedre, hvis hun føler sig velkommen hos os. Vi synes bare, det er synd for børnene, at deres fødselsdage kommer til at ­handle om en akavet voksensituation. Vi er en lille familie, så fødselsdage er en tæt kreds, hvor hun er synlig. Kan vi tillade os ikke at invitere hende med? Hvis jeg skal være ærlig, er jeg helst fri for at invitere, da jeg synes, hun behandler min far grimt.
Med venlig hilsen Datteren

Kære Datter,
Der er uvenskab i så mange ­familier, så hvis man kan undgå at bidrage til den statistik, er det god karma. Giv ­hende en chance – i det store livsregnskab lønner det sig bedst at være åben og imødekommende, og det er tydeligvis vigtigt for din far. Og husk: Det er hans afgørelse, om han vil finde sig i at være "­hemmelig kæreste" eller blive behandlet "grimt" – og det er ham, der må lave om på det. Hans håb om at hendes personlighed vil forandre sig, hvis hun ­bliver indlemmet i familien, lyder unægteligt noget ­naivt – og netop ja, ­håbefuldt. Men måske vil det løsne op for noget i hende, så hun ikke bliver højrøstet og lummer? At børnene ikke vil have hende med, kan, som du også selv er inde på, sagtens skyldes de voksnes modvilje. Men forklar dem, at hun er i deres morfars liv, og at man skal give folk en chance. Den erfaring får de brug for mange gange i deres liv. Hvis hun fortsat er ubehageligt selskab, så kan du/I revurdere, om I kan bære over med hende, eller om I skal lukke ned for nogle af invitationerne. Men giv hende først en fair chance.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min mand vil gerne flytte til USA”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Hvad tænker mænd om kvinder, der har sex på første date?”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min nye kæreste hjælper ikke til i familien”