Cille har klistret kameraet til på computeren og købt en VPN-tjeneste. Men nytter det overhovedet?

”Jeg sender de sidste fire cifre af mit cpr-nummer på en sms til dig – kan ikke lide, det ligger i cyberspace. Håber, det går.”

Sådan skrev jeg for nylig i en mail til en arbejdsgiver, da hun efterspurgte mit cpr-nummer. Og sådan har jeg skrevet, hver gang jeg er blevet bedt om at oplyse personfølsomme oplysninger.

Siden den amerikanske whistleblower Edward Snowden i 2013 dokumenterede, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste, NSA, hemmeligt masseovervågede amerikanske borgere, er jeg blevet enormt bevidst om min egen færden på nettet. Foruden at sætte et klistermærke foran kameraet på min computer, har jeg i sidste uge – efter længevarende overvejelser – købt en VPN-tjeneste. Et værktøj, der krypterer trafikken mellem mig og det, jeg laver på internettet, så ingen andre kan følge med i min færden.

Læs også: Hvorfor er dette billede af en kvindekrop gået viralt på Twitter?

Indrømmet. Det er et drastisk skridt, men jeg har længe haft en (paranoid) forestilling om, hvordan mine digitale fodspor kunne følge mig hele vejen til en billboard på Times Square. Hvordan mine private billeder fra Facebook eller Instagram potentielt kunne havne der på en reklamesøjle højt hævet over tusindvis af new yorkere.

Den bekymring er jeg med al tydelighed ret alene om blandt mine venner. Når jeg taler med dem om de 1984-lignende tilstande, jeg føler, vi efterhånden befinder os i, virker de relativt upåvirkede og svarer ofte med: ”Jeg har ikke noget at skjule, så jeg er ligeglad med, hvad Facebook ved om mig.”

Men har mine paranoide forestillinger overhovedet hold i virkeligheden, eller bør jeg trække på skuldrene ligesom mine venner og tro på, at min data er for kedelig til at blive brugt?

Dét spurgte jeg Katrine K. Pedersen om, ekspert i digital kultur og stifter af tænketanken Digital Bæredygtighed, og hun var klar i spyttet: Hvis du i dag er bruger af internettet, har du automatisk en værdi, og derfor er det ekstremt vigtigt at være opmærksom på, om dine rettigheder bliver misbrugt af andre. For det gør de højst sandsynligt, mener hun.

– Internettet blev født som et demokratisk værktøj til at forbinde mennesker på kryds og tværs af grænser og kulturelle skel, men i dag er det blevet et storcenter. Et sted, hvor man kan købe forskellige produkter, og hvor vi selv er produkter på grund af vores data, lyder det fra Katrine K. Pedersen.

Læs også: "Løbeturen begynder og slutter på de sociale medier"

Hun mener, at vi – både som individer og samfund – alt for længe har været grebet af en ”tech-fascination”, der har gjort os blinde overfor den magt, som store tech-virksomheder har fået. Hver gang vi liker en side på Facebook, kommenterer et billede på Instagram eller søger på Google, efterlader vi digitale fodspor, de kan bruge i reklameøjemed, til videresalg eller til at påvirke vores beslutninger, som Cambridge Analytica-skandalen var et eksempel på sidste år. Her afslørede dokumenter, hvordan konsulentvirksomheden Cambridge Analytica ulovligt havde fået adgang til mindst 50 millioner Facebook-profiler. Målet var at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016 gennem målrettede annoncer til de mange Facebook brugere.

– Igennem vores skolesystem har vi lært, at alle har en stemme, og at vi skal være kritiske, men når det kommer til teknologi, har vi fuldstændig lagt vores kritiske sans væk. Det er først for alvor med Cambridge Analytica-skandalen, at vi er blevet bekendt med de udfordringer, digitaliseringen har medført, siger Katrine K. Pedersen.

Uvidenhed som forretningsmodel

Selvom skandalen rystede verden og fik mange til at tage data-læk og digitale fodspor mere alvorligt, er der stadig alt for lidt viden om tech-virksomhedernes reelle magt i dag, mener Katrine K. Pedersen.

– Der er rigtig meget uvidenhed omkring, hvordan vores data bliver brugt. Og meget af den uvidenhed er vi ikke selv skyld i, fordi de store tech-virksomheder har en interesse i ikke at dele det med os. Uvidenhed er forretningsmodellen i Silicon Valley. Så længe vi er lykkeligt uvidende om, hvad der foregår i datakulissen, er der ikke behov for at regulere noget som helst.

Men har vi ikke også selv et ansvar, inden vi eksempelvis uploader et billede til Facebook eller downloader en ny app, til at finde ud af, hvem der står bag den, eller hvad den går ud på?

– Jo selvfølgelig, i hvert fald hvis vi er voksne mennesker, men man skal heller ikke undervurdere, at der er meget i denne udvikling, som vi ikke har været i stand til at kunne vide, fordi viden har været fjernet fra os. En af Silicon Valley’s mest betydningsfulde investorer og tidligere rådgiver for Mark Zuckerberg, Roger McNamee, beskriver teknologien, der ligger bag blandt andet YouTube og Facebook, for propagandistisk. I sin bog forklarer han, hvordan kombinationen af psykologi, propaganda- og spilteknikker er udviklet med formålet om at fastholde brugeren, da det er den måde, de tjener penge på. Deri ligger for mig at se noget, som er alvorligt og problematisk, idet propaganda handler om at føre nogen bag lyset.

Men hvad er det værste, der kan ske, hvis vi får lækket vores data?

Ifølge Katrine K. Pedersen er der set eksempler på, at folk ikke kan optage et lån i banken, ikke kan rejse ind i USA eller er blevet anklaget for kriminelle handlinger, de ikke har begået. Alt sammen som følge af den data, de har givet adgang til gennem Facebook, Google eller andre digitale platforme.

– Big Data handler om beregninger af sammenhænge, der kan forudsige en potentiel adfærd. Og her er vi alle interessante på godt og ondt, men vi aner ikke, hvad der foregår bag datakulisserne. Hvad vores data bruges til, hvilke segmentprofiler vi tilhører – og måske vigtigst; hvilke potentielle afvigelser, vi render rundt med…?, siger hun.