Jeg sad forleden på en restaurant og bestilte rødvinsbraiserede svinekæber. Mmm, hvor var det lækkert! Jeg indhalerede retten på to minutter, helt høj på kød og umami.

Men sammen med en overrumplende mæthedsfølelse opstod også en anden følelse indeni mig. Den der følelse man kan få, når det går op for en, at man har gang i noget rimelig umoralsk. Et slags syndefald kan man sige. Ligesom når man har købt tre t- shirts i en butik og går derfra med en bittersød smag i munden. For man ved jo godt inderst inde, at de t-shirts ikke burde være så billige. Det har nogen små malaysiske børn, som hverken har fået løn eller tissepauser, betalt for.

Sådan en følelse sad jeg med der, på en hip og cool restaurant i midten af København, omgivet af ressourcestærke og velorienterede mennesker. For hvordan mon de svinekæber havde det, inden de landede på min tallerken? På en restaurant i middelklassen, der ikke slår sig op på bæredygtighed, tænker jeg: Nok ikke skide godt. Højst sandsynligt sad de på nogle konventionelle svin, der i deres korte levetid har stået på en halv kvadratmeter hver, blevet pumpet med antibiotika og blevet stopfodret med sprøjtet svinefoder.

Og her springer kæden helt af hos mig. For derhjemme er jeg en ULTRA øko-freak. Når vi overhovedet spiser kød, skal det kød som minimum komme fra et økologisk landbrug, så jeg ved, at dyrene har haft det bare tilnærmelsesvist okay. Ellers ryger det ikke i min indkøbsvogn. Men når jeg så træder ud fra min matrikel, er det som om, at alle etiske holdninger omkring dyrevelfærd ryger lige lukt i glemmebogen. Så køber jeg gladeligt hotdogs, takeaway i den lokale thaibiks og svinekæber på en velanmeldt restaurant. Så er grundvandet og dyrene lige pludselig røv ligemeget. For nu skal mor have mad!

Er jeg den eneste, der tænker sådan?

Dobbeltmoralen drev nærmest ned af min ryg, da de her tanker vælter ind over mig på restauranten. Føj altså, hvor skamfuldt... Men så skuer jeg udover resten af spisestedets gæster og ikke mindst hipsteren, der ejer stedet. Og selvhadet får selskab af en undren. For er jeg den eneste, der sidder med de her tanker om moralsk svigt? Eller sidder alle gæsterne og tygger sig skamfyldte gennem retterne? Og kan man overhovedet bebrejde spisestedet eller takeaway-biksen for at sælge uetiske og dårlige fødevarer, hvis forbrugerne er totalt ligeglade?

Svaret til det sidste er nej. Men var forbrugerne ikke så handlingslammede og ansvarsløse i deres forbrug, så ville svaret være noget helt andet. For det er her, vi har det med at glemme, hvor afsindig meget magt vi hver især har. Hvis vi faktisk tog et moralsk valg om ikke at ville købe produkter, der efterlader et sort og uetisk spor efter sig, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at producenterne ville ændre strategi. Så ville det være ren overlevelse for dem at blive grønne i en vis fart. For ellers ville de miste deres forretningsgrundlag.

Hvis vi som både forbrugere og borgere traf et valg om at insistere på en bæredygtig fremtid, så ville resten af samfundet følge med. De ville simpelthen ikke have et valg. Derfor burde vi have større respekt for vores egen betydning og tro på den magt, vi sidder med. Både når vi står i supermarkedet, eller når vi sidder på en restaurant.

Beløn de grønne producenter

Vi skal vælge de produkter fra, der er ligeglade med vores klode og livet på den og belønne dem, der kæmper for vores fremtid. Én måde at gøre det på er ved at bruge app ́en “Økologiske spisesteder”, der viser, hvor du kan finde økologiske spisesteder i Danmark (listen er skræmmende kort, men den er der).

For selvom økologiske madvarer i gennemsnit udleder cirka lige så meget co2 som de konventionelle, så er der altså også noget, der hedder etik og sundhed. Og når det kommer til mad i supermarkedet, tøj, elektronik og andre produkter, bør vi alle sammen læse op på, hvor produkterne kommer fra, før vi svinger dankortet. Hvilken rejse har du været på, lille søde Iphone, inden du endte i den her fine kasse?

Vi skal italesætte overfor producenterne, at de virkelig skal ind i kampen, hvis de gerne vil beholde os som kunder- i mit tilfælde den langskæggede restaurantejer. Jeg burde have spurgt ham om, hvor bæredygtigt maden er. Og hvis han ikke havde fået øjnene op for sit medansvar i klimakrisen, skulle jeg have skredet ud af døren og ladet svinekæber være svinekæber. For begynder vi at sige fra, vil det gøre en forskel. Så VIL der komme en forandring. Og snart vil restaurantgæsterne kunne nyde en portion glad og grøn mad uden at skamme sig.

Opdateret den 24. marts 2020