'Kvinder skal have et lag af mystik'

"Kvinder skal have et lag af mystik"

Hvordan gør man indtryk på en mand? Og hvad mener mænd selv, at de bør vide om os kvinder? Se hvad musikerne, nyhedsværten og robotforskeren har at sige om det.

Kvinder taler meget om mænd – men mænd taler også en gang i mellem om kvinder. I hvert fald når de bliver spurgt direkte, og det gør mandemagasinet Euroman hver måned.

Se vores udvalg af citater om kvinder, som kendte mænd har udtalt sig om til Euroman...

"[En kvinde kan gøre indtryk på mig] Når hun ikke gør fuldstændig, som jeg forventer. Hvis fx kvinder, der har sådan et sødt lillepige-udseende, viser sig at have en grov, men god humor. Og det gælder egentlig mennesker generelt. De bliver interessante, når de bryder med det perfekte billede."

- Poul-Erik Skammelsen, 49 år, studievært på TV 2 News. Læs hele interviewet på Euroman.dk

"[Mænd bør vide om kvinder] At de er lige så forskellige som os mænd. Når det er sagt, må vi være opmærksomme på, at vi med kvinden står over for en ukendt størrelse, et ukendt sprog, et andet land. At vi må opgradere vores opmærksomhed, er måske overflødigt at sige, eftersom vores opmærksomhed automatisk skærpes, når vi står over for en kvinde. Og vi bør tænke på, at kvinder ikke altid bedst kontaktes, ved at man sparker døren ind. Uden at gå helt på knæ vil en diskret banken på måske være en bedre begyndelse."

- Niels Skousen, f. i 1944, musiker og tidligere skuespiller. Læs hele artiklen på Euroman.dk.

"Kvinder skal have et lag af mystik. Min nuværende kæreste mødte jeg en aften i byen. Jeg kendte hende lidt i forvejen, og derfor snakkede vi. Men jeg havde aldrig turdet gå over og snakke med hende af egen kraft. Jeg ved ikke hvorfor. Der var noget over hende. Jeg fornemmede, at hun kunne være farlig. Og det var hun."

- Steen Jørgensen, tidligere sanger fra Sort Sol og med som leder af et kor i tv-programmet 'Allstars'. Læs hele interviewet på Euroman.dk.

"Jeg er en stor beundrer af det feminine. Også selv om kvinder er en af de ting, som jeg bliver ved med at undre mig over. Jeg tror, at mænd bedst udfolder deres maskulinitet i samspil med kvinder. For mig opstår maskulinitet ikke med fodbold og øl og økser ude i skoven. Jeg er mest mand, når jeg er sammen med kvinder. Jo mere du tør hvile i dig selv, jo mere interessant bliver du også for kvinderne i dit liv. Både som partner og som menneske. En kvinde skal forføres med alt, hvad du har. Der skal du give dig selv fuldstændig. Hun skal forkæles, hun skal have opmærksomhed på alle fronter. Som i alle andre af livets forhold skal der maksimal kvalitet ind i projektet."

- Henrik Schärfe er ph.d. og lektor ved Aalborg Universitet. Han forsker i, hvordan teknologier påvirker menneskers forståelse og adfærd. Læs hele interviewet på Euroman.dk.