Styrk dit netværk: 10 råd
Endnu en gang står du med et glas boblende et-eller-andet i hånden og prøver at se ud, som om at du hygger dig, mens du forsigtigt skæver efter et velkendt ansigt, du kan hægte dig på. Der er ingen. Du går i buffeten for tredje gang. Heldigvis kan du blive bedre til at smalltalke. Du kan begynde her.
Medmindre du er en vaskeægte smalltalker, der får et kick ud af at snakke med nye mennesker, så har du sikkert stået til en reception, en fødselsdag, en konference eller noget helt fjerde og følt dig temmelig alene. Selv om du på ingen måde betragter dig selv som socialt debil, er der bare noget angstprovokerende ved at tage kontakt til fuldstændigt fremmede mennesker og holde en samtale med dem kørende. For hvad skal man spørge om? Hvor meget skal man selv fortælle? Hvor privat kan man være? Hvad har man til fælles? Og gider de overhovedet tale med mig?
Det sidste spørgsmål er det, der holder os tilbage, når vi smyger os langs væggene i lokalet eller går direkte efter de mennesker, vi kender i forvejen, for at undgå at komme i den udsatte situation, hvor vi bliver nødt til at smalltalke. I hvert fald, hvis man spørger Birgitte Sally, som har skrevet bogen „Tag kontakt – guide til smalltalk“, hvor hun giver gode råd til dig, der gerne vil være bedre til at småsnakke og netværke. Hun mener, at det ligger i vores menneskelige natur at få lidt klamme hænder ved tanken om at gå hen til et fremmed menneske og begynde at snakke.
Læs også: Sådan får du et super singleliv
– Vi er flokdyr, og vi har brug for en gruppe, men det skræmmer os at tage kontakt til fremmede mennesker, fordi vi er bange for at blive afvist. Selv om sandsynligheden for, at vi bliver afvist, er meget lille, så undgår vi bevidst de situationer, hvor vi er i risiko. Og så ligger det i vores kultur, at vi ikke vil trænge os på. Det er selvfølgelig positivt, at vi respekterer hinandens private rum, men det har også den negative effekt, at vi tror, at andre ikke vil tale med os.
Øvelse, øvelse, øvelse
Hvis du gerne vil blive rigtig god til at smalltalke, så bliver du altså nødt til at lære at tage kontakt til andre mennesker, selv om det kan være svært. For ud over at gøre dig til en dygtig netværker, så er det også godt for helbredet at kunne tage kontakt til andre, fortæller Birgitte Sally.
– Man får meget ud af at være en god smalltalker, men man bliver især god til at skabe relationer. Og undersøgelser viser, at mennesker med mange relationer bliver mindre syge. Så der er fordele både erhvervsmæssigt og privat.
Så er banen kridtet op, og du ved nu, at det både er sundt for din karriere og dit helbred, hvis du overvinder din frygt og springer ud i smalltalkens univers. Ifølge Birgitte Sally skal du tage et skridt ad gangen og acceptere, at når man bevæger sig ud på gyngende grund, så giver det et sug i maven. Hvis du for eksempel skal til en reception, så aftal med dig selv, at du skal tage kontakt til to mennesker, mens du er der. Ligesom i alle andre sammenhænge gør øvelse mester, og næste gang kan du så tage kontakt til tre. Læg en træningsplan for dig selv, så du hele tiden udvikler dig. Det kan for eksempel være at sætte dig ved et andet bord i kantinen eller at spørge ind til en kollegas weekend – gerne én du ikke kender så godt. På den måde bliver du også en bedre kollega, som virker interesseret i de mennesker, du deler arbejdsplads med.
Se det for dig
Hvis bare tanken om at tage kontakt til fremmede giver dig koldsved, kan du begynde dine øvelser med en god omgang mentaltræning. Stil dig selv en masse spørgsmål om, hvad der fremkalder angsten. Hvad er du bange for, der kan ske? Er der overhovedet belæg for det, du er bange for, vil ske? Arbejd med dine tanker og forsøg at fange dem, så du bevidst ændrer dem til: „Hun ser sød ud, hun vil sikkert gerne tale med mig“, når du skal tage kontakt til et andet menneske.
Et andet redskab til at overvinde angsten for at tage kontakt er visualisering. Birgitte Sally foreslår, at man med lukkede øjne forestiller sig, at man når sit mål, inden man kaster sig ud i at forsøge. Hvis dit mål er at tale med to personer, så forestil dig, at du er til receptionen og går hen til to mennesker og begynder at tale med dem. Tag gerne så mange detaljer som muligt med, så du virkelig kan mærke, hvordan det føles at tage kontakt og opleve, at det er en succes. Den følelse vil forplante sig i kroppen, og du snyder din hjerne til at tro, at det er behageligt at tage kontakt til andre. Derudover skal du huske et åbent kropsprog, at være nysgerrig på andre mennesker og frem for alt tro på, at du godt kan.
Det taler vi GERNE om:
• Vejret (fantastisk icebreaker, som altid giver dig en fornemmelse af, om hende, du henvender dig til, gerne vil snakke)
• Sted og anledning (hvis du er til en konference, så tag udgangspunkt i det)
• Familieforhold (klassisk emne – vi er altid interesseret i hinandens familieforhold)
• Sport og fritid (du kan altid spørge ind til, hvad andre laver, når de ikke er på arbejde)
• Ting i tiden (nyheder, bøger, film. Ved at spørge ind til aktuelle emner, viser du hvad du selv interesserer dig for, og her er en god mulighed for at finde ud af, hvad I har til fælles)
Det taler vi IKKE om:
• Sex
• Politik
• Religion
Det er tre emner, som går meget tæt på, og der er en risiko for, at I er rygende uenige. Når du tager den første kontakt til et andet menneske, skal det helst være om et emne, som I kan blive enige om, da det skaber tryghed.
Kilde: „Tag kontakt – guide til smalltalk“ af Birgitte Sally.
Er du introvert eller ekstrovert?
Når du skal smalltalke er det en god idé at være bevidst om, hvilken type du er, og hvilken type din samtalepartner er. På den måde får I begge mest muligt ud af samtalen.
Den ekstroverte:
Får sin energi udefra. Hun er handlingsorienteret og nogle gange impulsiv. Hun er åben for nye oplevelser og har let ved at kommunikere, og så vil hun gerne diskutere til bunds.
Svagheder: den ekstroverte er måske ikke altid så god til at lytte. Hun er meget optaget af at blive anerkendt af gruppen og kan glemme sin egen holdning, fordi hun gerne vil passe ind. Hun skal lære at fastholde en samtale, lytte og være nærværende.
Når du taler med en ekstrovert person:
• Tag initiativ, præsentér dig selv og start samtalen.
• Vis at du lytter og udtryk din interesse.
• Giv hurtig feedback og tag del i samtalen.
• Bed om tid til at tænke over tingene, hvis du har brug for det.
• Brug den ekstroverte til at hjælpe dig med at udvide dit netværk ved at præsentere dig for andre.
Den introverte:
Får sin energi fra indre refleksion. Hun har interesse for klare begreber og ideer og nyder ensomhed og uforstyrrethed. Hun vil gerne tænke tingene igennem, før hun taler om dem, og det er vigtigt for hende selv at vælge, hvem hun taler med om hvad.
Svagheder: Den introverte kan blive opfattet som langsom, men hun vil bare gerne tænke, før hun taler. Hun har ikke så let ved at snakke, når der er mange mennesker samlet, og har derfor svært ved at komme frem med sine ideer i gruppesammenhænge.
Når du taler med en introvert person:
• Tænk før du taler og lad være med at forlange, at din samtalepartner skal komme med hurtig feedback.
• Tal langsomt og roligt og hold pauser.
• Opsummér og del dine tanker.
• Nøjes med at fokusere på ét emne.
• Sørg for at opbygge tillid og respektér jeres fortrolighed.