Laura Drasbæks sønner har valgt en særlig levevej: Nu har hun ét råd til dem

Egentlig var det bare lidt for sjov og for at slå tiden lidt ihjel, at Laura Drasbæk for seks år siden meldte sig til et keramikkursus. 

Hun husker ikke hvorfor, hun faldt over netop keramik, for hun havde aldrig tidligere arbejdet med ler, men hun har altid været glad for at lave kreative ting, så i dag gætter hun på, at det sikkert var noget med, at hun gerne ville bruge sine hænder til at forme noget. 

Sponsoreret indhold

LÆS OGSÅ

Kæmper du med problemer forbundet med overgangsalder? Få hjælp her

Over en halv million danske kvinder er i overgangsalderen – måske du er en af dem? Lad dig her guide til, hvordan du med de rigtige produkter får mere ro, velvære og overskud i hverdagen.

I løbet af kurset begyndte der at røre sig noget i hende. En boblende forelskelse i en kunstform, som hun slet ikke var færdig med at udforske, da kurset stoppede. Med to hjemmeboende teenagere var der ikke plads til ler, værktøj og en brændeovn i Lauras lejlighed, så hun lejede et kælderlokale i samme gade som sin bolig med plads til sig selv og andre kreative, der lejede sig ind. 

Og herfra tog det fart.

Ekstra meget en dag, hvor Laura efter flere forespørgsler om salg af de ting, hun havde lagt op på sin Instagramprofil, tænkte, at hun nu ville sælge det hele.

"Jeg blev simpelthen tæppebombet med beskeder, og pludselig sad jeg der og sendte 70 pakker afsted med posten. 

Det var så sindssygt og komplet overvældende, fordi der var så meget logistik i det, og der var ting og kasser og adresser overalt . Jeg solgte det hele ret billigt, så jeg tror, at jeg tjente 6.000 kroner på alle tingene til sammen, men det var jo stadig mange penge for en hobby, så det føltes også virkelig overvældende.

 Efter den dag begyndte jeg at overveje, at jeg måske kunne tjene nogle penge på min keramik, og så gik jeg i gang for alvor," fortæller Laura Drasbæk om starten på det eventyr, der er gået så hurtigt, at hun ind i mellem selv har svært ved at følge med, og som er så stor en succes, at hun i dag betragter sig selv som en keramiker, der også er lidt skuespiller, og ikke længere som en skuespiller, der også er lidt keramiker.

Bliver aldrig mæt

For et lille års tiden siden valgte Laura at skifte kælderlokalet ud med et større i gadeplan med tilhørende plads til værksted. 

Over de to store vinduespartier mod gaden til Jagtvej på Nørrebro i København står der Drasbæk Ceramics, og indenfor vidner hylde efter hylde med krus, tallerkner, salatskåle, urtepotter, vaser og figurer i smukke changerende farver om, at Laura Drasbæk ramte helt rigtigt, da hun tilfældigt meldte sig til et kursus i keramik.

"Jeg blev bidt af arbejdet med keramik på en måde, hvor jeg bare synes, at alt er spændendende. Jeg elsker fordybelsen, og jeg bliver ved med at nyde at sidde ved drejebænken og lade timerne passere, og jeg er stadig lige nysgerrig hver gang, jeg skal se hvilke glaseringer, der kommer ud af ovnen. 

Det er som om, jeg aldrig bliver mæt. Jeg synes, det er så meningsfyldt at lave noget, der bliver til noget konkret, og måske betyder det ekstra meget for mig, fordi jeg har arbejdet med noget sfærisk hele mit liv. Jeg brugte fire år på skuespillerskolen på at lære at bevæge mig frit på en scene, mens folk kigger, at bygge en karakter op og andre meget luftige ting. 

Så det, at jeg har erhvervet mig en kunne, så jeg kan producere noget håndgribeligt, er der bare så stor tilfredsstillelse i," siger Laura, der beskriver arbejdet med leret som at komme ind i et rum, hvor hun ikke tænker.

I hvert fald kun på materialer og hvilke redskaber og hvilken slynge, hun skal bruge, og hvad der sker, hvis hun blander noget sort ind i de farver, hun allerede arbejder med.

"Jeg roder ekstremt meget, når jeg arbejder. Jeg løber rundt og blander alle mulige nye farver og putter noget ind her og der. 

Det er som om, at det ikke engang når op i mit hoved, før det kommer ud af mine hænder, så jeg føler mig som sådan en maskine, der bare gør ting. Det er så sjovt, og jeg glemmer fuldstændig mig selv. Når man er skuespiller, handler det også om selvforglemmelse, men det er hele tiden en selvforglemmelse med en selvbevidsthed samtidig. 

Det er modsatrettet, men samtidig morfet sammen, hvor jeg her kan slippe alt omkring mig selv. Jeg har aldrig beskæftiget mig så lidt med mig selv, som jeg gør nu, og det er frisættende."

Tak til arbejdsløsheden

Og frihed er netop noget af det vigtigste, som keramikken har givet Laura. En frihed til at skabe sig et arbejdsliv, hvor hun ikke længere skal sidde og vente ved telefonen på at få tilbudt en rolle. Lige nu er hun aktuel i serien 'Sommerdahl', som hun medvirker i på sjette sæson, men ellers har hun oplevet en lang periode, hvor hun ikke fik tilbudt roller. 

Efter at have debuteret i filmen 'Lad isbjørnene danse' i 1990 – allerede inden hun blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2001 – og siden medvirket i film som 'Blinkende Lygter' og 'Familien Gregersen' og serier som 'Anna Pihl' og 'Lærkevej', stoppede efterspørgslen efter hende til at udfylde rollerne lige så stille for omkring 10 år siden. 

Og efter næsten 20 år som aktiv i branchen har det været et hårdt slag.

"Det har ikke været med min gode vilje, og det har da været et tab i mit liv. Jeg elsker at spille skuespil, og hvis jeg får gode og anderledes roller, synes jeg, at jeg er god til at fylde dem ud, men med det sted, som jeg er endt i den verden, har jeg muligvis ikke så stor fremtid. 

LÆS OGSÅ

Cecilies eksmand er hendes bedste ven: “Det er lidt af en kamel for nye kærester at sluge”

Romantikken kan godt forsvinde, uden at venskabet behøver at gå i stykker. Det har tidligere balletdanser Cecilie Lassen lært, efter hun og eksmanden, Silas Bjerregaard, gik fra hinanden som følge af en stor, personlig sorg, fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Jeg laver 'Sommerdahl', og det er jeg super glad for, men jeg er ude af det game, og det har jeg været længe. 

Som skuespiller kan man gå og håbe i årevis, og det bliver man bims af," siger Laura og forsætter:

"For de allerfleste skuespillere herhjemme er det en del af gamet. Uvished, arbejdsløshed, alt for travle perioder efterfulgt af alt for tomme. 

Da der stoppede med at komme castings eller tilbud ind i længere perioder ad gangen, begyndte jeg at indlæse rigtig mange lydbøger, som var det, jeg levede af i de år, men jeg savnede at spille. Jeg begyndte for første gang at tænke alvorligt over, om jeg på et tidspunkt skulle smide håndklædet i ringen og finde noget helt andet, men der var ikke noget andet, jeg brændte lige så meget for, og derfor blev jeg bare ved at indlæse bøger og håbede, det ville forandre sig. 

Heldigvis formåede jeg at håndtere den bitterhed, jeg altid har været bange for og forsøgt at holde fra livet. 

Men jeg var ked af det over det. Det har fyldt meget."

Som kærligheden til keramikken voksede mere og mere, mærkede Laura, at hun blev mere og mere ligeglad med stilheden.

"Jeg kunne mærke, at det ikke gjorde noget mere. Det blev mindre betydningsfuldt, fordi der var noget andet, der blev betydningsfuldt. 

Det handler også om at vælge at kigge en anden vej. Der er ingen grund til at blive ved med at kigge ned i et hul, hvor der ikke sker noget. 

Måske er det også derfor, at jeg har fået den her sindssyge energi til, at jeg i mange år nu – uden at jeg på nogen måde har syntes, at det var hårdt – er stået op, gået ned i værkstedet, drukket min morgenkaffe dernede, spist aftensmad dernede og gået hjem igen til midnat for at stå op dagen efter og gå derned igen. 

Jeg har været drevet af en lyst, næsten helt manisk nogle gange, som en forelskelse, men jeg har jo også fundet en ny kærlighed i keramikken, lige så stor som den jeg fandt, da jeg som 14-årig medvirkede i min første film. 

Jeg tror nu også, at kræfterne kommer af, at jeg har haft mange år, hvor jeg var ved at blive sindssyg, fordi jeg har haft så meget lyst til at gøre så mange ting, men der har ikke været noget arbejde. Så på en måde kan jeg takke min arbejdsløshed for, at jeg er endt her. Hvis jeg havde haft skuespilarbejde nok, var jeg aldrig gået ind ad den her dør, for jeg havde aldrig tænkt, at den var der."

Laura har ikke sagt et endegyldigt farvel til sin tidligere branche, og hun indtaler også stadig lydbøger og arbejder med radio, og skulle der komme en rolle til hende, ligger lysten der stadig, den er bare ikke det, der styrer hendes liv længere.

"Jeg har ikke lukket døren, men jeg føler, at keramiker er mit arbejde nu. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har fundet et sted, som kan gøre, at jeg bliver opfyldt og mættet. 

LÆS OGSÅ

Da Xenia Lach-Nielsen gik i overgangsalder, fik hun et chok: Dét har jeg lidt svært ved at omfavne

Efter tre årtier med sin mand, Peter Gantzler, har skuespiller og sanger Xenia Lach-Nielsen lært, at langvarig kærlighed handler om at turde stå alene – og vælge hinanden alligevel. Og selvom alderen og erfaringen har gjort hende godt, har overgangsalderens fysiske forandringer været en overraskelse.

Måske kommer der en rolle igen, men hvis ikke der gør, er det lige så fint. Og det er næsten den største lykke ved det her. I rigtig, rigtig mange år har jeg gået med den konstante uvished og den der lidt needy forventning og håb om en casting. Nu er jeg pisse ligeglad. Jeg har mit eget, og jeg gør det selv. 

Det er livsforandrende, og det er jeg stolt af på en måde, jeg aldrig har været stolt af noget før."

Ringede til Lasse

En af de afgørende grunde til, at Laura i dag sidder i sin egen butik, er hendes kæreste, filminstruktør og stuntmand Lasse Spang Olsen. Da hun opdagede lokalet, så hun potentialet, men også alle forhindringerne, men ham, som hun kalder verdens største ja-hat, pressede på og fik hende til at springe ud i det. 

Parret fandt sammen igen for to år siden, efter at de i 2019 valgte at gå fra hinanden efter flere års forhold. Trods pausen på tre år beholdt Lasse Spang Olsen pladsen som den, Laura helst ville ringe til, når der skete noget nyt for hende, og som ham, hun helst søgte råd hos. Og jo flere kopper kaffer, der blev drukket, og jo oftere, aftalerne blev, gav det hele pludselig mening.

"Til sidst sås vi nærmest hver dag, og jeg kunne mærke, at jeg savnede ham. 

Vi havde haft nogle år, hvor vi hver især havde fået ryddet op i nogle ting i forhold til nogle mønstre, vi havde, som vi slog os på, så der var en selvransagelse i hver vores lejr uafhængigt af hinanden, som var rigtig god. 

Det gjorde, at jeg havde en tro på, at vi godt kunne åbne op for alt det gode igen og ikke tage alt det dårlige med. Vi havde et turbulent forhold i mange år, og jeg var helt færdig med ham. Jeg troede aldrig, at vi skulle finde sammen igen, og det første års tid, havde jeg da også tidspunkter, hvor jeg havde svært ved at sige eller gøre noget bestemt, men når jeg så gjorde det alligevel, var der ikke den reaktion, der plejede at være, så vi skulle lige opdage, at tingene faktisk havde rykket sig. 

Det var ikke bare noget, vi sagde, eller noget vi håbede," siger Laura, der stadig ind i mellem bliver forundret over, hvor godt parret har det sammen.

"Lasse hviler fuldstændig i det. Han er næsten altid glad. Han er en mester i ikke at hænge sig i noget, og i at få det bedste ud af det, der er, og det er sindssygt dejligt at være omkring. 

Lasse er en sjov en, og på nogle måder har han et meget lille ego. Han laver bare ting uden at gøre det til noget særligt, og det smitter enormt meget. Og så er der den store luksus ved ham, at han bliver glad af at gøre ting for mig, så hvis jeg har brug for hans hjælp, synes han, at det er fedt og spændende. 

Han er god for mig, fordi han får tingene til at ske, og så han giver mig alt den plads, jeg har brug for, hvilket er helt vidunderligt," siger Laura.

Keramik med sønnerne

Hun og Lasse Spang Olsen bor ikke sammen. Hun er i byen, og han på landet, og så længe Lauras yngste søn på 19 år stadig bor hjemme, holder de fast i det.

Både Lauras yngste og ældste søn deler hendes interesse for keramik, og næsten hver dag kommer de forbi værkstedet for at arbejde sammen med hende.

"At vi har det her sammen, er noget af det rigeste, jeg har oplevet med mine børn. Det er simpelthen så fedt at være mor til store børn. Jeg synes jo, at små børn er virkelig lækre, men det her med at være i øjenhøjde og kunne have spændende samtaler om at finde sig selv, og hvad de gerne vil med livet, det er næsten min yndlingstid med børn. 

Og efter at jeg har været en omsorgsmor i så mange år, begynder de nu at føle en omsorg for mig, og det er bare så fint. Jeg føler, at de også lidt er blevet mine bedste venner, og jeg ved godt, at der er nogen, der siger, at man ikke være venner med sine børn, men det er jeg. 

Samtidig med at jeg også er meget mor, og det er fedt."

Det er ikke kun keramikken, som Laura og hendes to sønner har tilfælles. Det er også skuespillet. Begge sønner søger ind på skuespillerskolen, og den yngste har allerede haft en lille rolle i 'Sommerdahl' sammen med Laura. Og Laura både forstår det og frygter det.

"Jeg kan godt forstå det, fordi det er super fedt, men jeg kan se, at de allerede er inde i det der game med ’hvorfor fik jeg det ikke?’, ’var jeg ikke god nok?’.

Du er hele tiden til eksamen, kæmper en umulig kamp for at være dig selv, hvem det så end er, mens du hele tiden bliver vurderet for så at betvivle dig selv. Man får så mange afslag, og det ikke en sjov måde at leve på, så noget af det vigtigste, jeg gerne vil give videre til dem, er, at det bare er et arbejde. 

Men både deres far (skuespiller Gerard Bistrup er far til Lauras sønner, red.) og mig har haft svingende karrierer, så igennem hele deres opvækst, har de set, hvor kompliceret det er. At man ikke kan være sikker på noget, og at man også er nødt til at tænke ud af boksen," siger Laura, der elsker, at hun kan give keramikken videre til dem.

"De tager begge to for givet, at de har noget i hænderne, som folk vil betale penge for. Det, synes jeg, er en ret vild gave at give dem i en tidlig alder. 

De har sådan en helt overdrevet selvsikkerhed og naturlighed omkring det, og det er jeg bare virkelig glad for at give dem. For det er jo slet ikke sikkert, at de ender med at blive skuespillere. Og uanset hvilke veje de går, så tror jeg, at jeg har været med til at give dem en tro på, at de kan mere, end jeg selv troede, jeg kunne, da jeg var 21."

LÆS OGSÅ

Da Marias mor blev syg, flyttede hun hjem: "Det er noget af det hårdeste, jeg har gjort - men også det vigtigste"

Maria Grabowski er vokset op i en familie, hvor alkohol spillede en stor rolle. Da hendes mor blev syg med kræft, flyttede Maria hjem og plejede hende den sidste tid. Nu har hun skrevet en roman, som bygger på hendes erfaringer og oplevelser som bodegabarn.

I løbet af de seneste par år er Laura begyndt at tro på, at hun kan det med keramik. Sådan for alvor. Jo flere kopper, hun drejer, jo flere fade, hun glaserer, og jo flere figurer hun former, jo mere tror hun på sine fornemmelser omkring de ting, hun producerer og den forretning, hun kører. 

Hun har ingen regler for, hvad der skal på hylderne, hun laver det, kunderne efterspørger, og det, hun selv kan lide. Og med egne ord har hun aldrig været gladere.

"Jeg har ledt efter en måde at frigøre mig fra det fængsel som skuespilbranchen også har været, fordi man ikke er selvbestemmende, og det er så lykkeligt, at jeg nu har fundet det. Jeg føler, at jeg er et andet menneske, siden jeg er begyndt med ro i maven at kunne leve af det her, og siden jeg har set, at det kan forsætte. 

Før troede jeg, at skuespillet var den eneste lykke for mig, og det har dikteret mit liv sindssygt meget, og det, synes jeg, har været forfærdeligt. Jeg er ked af, at det har fået lov til at farve mit liv så meget i så mange år. 

Det skulle åbenbart tage 50 år, før jeg kunne slippe det. Heldigvis bliver man ældre og lærer hele tiden af ens erfaring, og jeg føler mig virkelig heldig, at jeg var et sted i mit liv, som gjorde, at jeg kunne gå ind ad den her dør.

Nu har jeg fundet et sted, hvor jeg kan udfolde mig, når jeg vil, i stedet for når nogle andre vil have mig til det, og det føles så fantastisk."