"Lazise er den smukkeste middelalderby"
Janni Hørdum, 36, ejer af virksomheden Depeche, der designer tasker og bælter i skind, rejser ofte til Italien. Her produceres alle hendes bælter, og her ligger byen Lazise, som er et yndet rejsemål for hele familien.
"Lazise er den smukkeste gamle middelalderby, som er omgivet af skønne steder. Jeg er kommet her fra barnsben med mine egne forældre, og disse oplevelser og minder vil jeg gerne give videre til mine egne børn."
1. Familievin
Min mand og jeg interesser os meget for vin og tager gerne rundt til forskellige vingårde, men vi vender altid tilbage til San Rustico for at hente de vine, vi sætter mest pris på. Det er en familieejet vingård, som tilbyder fantastisk vinsmagning, og det var også dem, der leverede vinen til vores bryllup sidste sommer.
Via Pozzo 2, 37020 Valgatara di marano di Valpociella
2. Smagfuld kulturhistorie
Lige uden for Lazise ligger et olivenmuseum, der fortæller olivenoliens historie og byder på smagsprøver på de produkter og tilbehør, der udvikles på stedet, f.eks. fantastiske tapenade og smagfulde olier, ledsaget af lækkert brød.
Museo dell'olio d'oliva, Via Peschiera 54, 37011 Cisano di Bardolino,
3. Middelaldershopping
Inden for Lazises gamle middelaldermure udspiller der sig et hyggelig og varmt dagligliv. Det er en skøn handelsby med mange specialbutikker med delikatesser og beklædning. Særligt er jeg glad for deres skobutikker og har altid svært ved at begrænse mig.
4. Varmt kildevand
Sirmione-halvøen ligger i Gardasøens sydlige del ikke langt fra Lazise og er perfekt til dagsudflugter. Byen har de skønneste termiske kurbade med 70 grader varmt, svovlholdigt kildevand. Prøv spa'en på Grand Hotel Terme. Det er ren forkælelse.
Viale Marconi 7, 25019
Gardalake.it/grandhotelsirmione
5. Fart på ferien
Da hele familien elsker fart, tager vi ofte en tur langs Gardasøen i speedbåd. Det kan varmt anbefales, da det er en anderledes måde at opleve området på. Ud over at kunne nyde livet på søen giver det mulighed for at lægge til ved forskellige hyggelige byer undervejs. Både kan lejes mange steder langs søen.