Lene Beier var tæt på at gå fra hus og hjem: "Der var et nytår, hvor jeg ikke kunne lægge ud for vores gæsters mad, for der var intet på kontoen"

"Jeg var jo en pige fra havnen, og der var det bestemt ikke fint at bo dengang. Vi var en arbejderfamilie, min far var smed, min mor var sekretær og syede selv meget af vores tøj, for der var ikke råd til for eksempel Levi’s-bukser. Selv om vi ikke havde ret mange penge, var min barndom lykkelig. På den tid var charterferier stort, og mens mange af mine venner tog til Mallorca og Kreta, købte mine forældre en sejlbåd. Dengang syntes jeg ikke, det var fedt, og var ikke ret taknemmelig, for det virkede så eksotisk at rejse ud i verden, men i dag kender jeg alle havne i Danmark, og jeg fik tusindvis af pennevenner på sejlerferierne."

"Jeg var også ofte hos mine bedsteforældre, som boede på en gård uden for Skive. Der var et klassisk dansk liv på landet, hvor man løb barfodet over markerne gennem kokasser. Bortset fra at vennerne levede mere fashionabelt – altså, det var jo stadig Skive – var det en bekymringsfri barndom. Bekymringerne kom først i næste årti."

10-20 år (1987-1997): Dødsfald og vildskab

"Da jeg var 11 år, fik jeg et arbejde og tjente mine egne penge. Jeg fik overtalt min mor til, at jeg måtte få et rengøringsjob, som vi delte i starten, for jeg var for lille til at have det alene. Min mor lærte mig at gøre rent, og det elsker jeg stadig. Måske har jeg en snert af rengøringsvanvid, og det er nok også derfor, jeg lige har lavet programmerne Vi drukner i rod. Senere fik jeg et job mere som bybud, hvor jeg fes rundt med breve og checks til og fra posthuset. Derefter i det lokale bowlingcenter, hvor jeg som ungarbejder fiksede baner, skænkede fadøl og lavede pomfritter. Jeg har altid arbejdet og altid vidst, at man skal arbejde for tingene i livet. I dag er jeg taknemmelig over, at jeg voksede op i den type familie."

"I det årti var der en del dødsfald i min familie, og mine forældre blev skilt. Nogle af mine bedsteforældre døde, min onkel blev kørt over, og min fætter druknede. Det var forfærdeligt. Dengang sejlede vi i folkebåd og var tit til stævner. Et år var vi til DM i Struer med min mors familie, som boede 300 meter fra os, og som vi var meget sammen med. Min fætter Patrick var som en lillebror for mig, og vi hyggede os hele dagen. Senere var jeg taget hjem for at gå til Grøn Koncert, da min mor ringede og fortalte, at Patrick var druknet. Han havde taget sin redningsvest af, da han skulle på toilettet, og var bagefter løbet ned til vandet, men ingen ved, præcis hvad der skete."

"Jeg reagerede på alle de dødsfald ved at blive meget vild i skolen. Jeg var overalt og kunne ikke sidde stille. Jeg forstyrrede og larmede – ja, det gør jeg stadig – men jeg var så ked af det indeni, at det kom ud på den måde. Jeg tror ikke, mine lærere vil tro på, at jeg i dag er uddannet folkeskolelærer, men jeg har en forkærlighed for de larmende børn, for jeg ved, hvad der ligger bag."

"De første år i det årti var også hårde, fordi mine forældre blev skilt. Min mor var knust over skilsmissen og stod tilbage med tre piger. Jeg ser stadig min far i dag og har ingen hard feelings. Det er jo det, der sker – at voksne går fra hinanden, men børn kan ikke lide at se deres forældre sårede. Samtidig var jeg en vildbasse, fordi jeg var så ked af det, og det var en ekstra hovedpine for min mor, at hun altid skulle stå på inspektørens kontor. Jeg var endda i observationsklasse en måned, fordi jeg ikke kunne sidde stille. Stakkels min mor."

"Senere i årtiet begyndte jeg at rejse med veninderne, hvilket jeg ikke havde haft råd til før. Vi tog til Korfu og Kos, hvor vi gik i byen hele natten og næste dag lå og roterede på stranden iført betacaroten-sololie. Godt, man ikke vidste, det var usundt. Det var vilde gymnasieår. Det er fedt at vokse op i en by som Skive, for jeg kendte alle dem, jeg gik i byen med. Jeg er ret snakkesalig, så jeg havde en kæmpe omgangskreds."

20-30 år (1997-2007): Mødet med Anders

"Jeg flyttede til København som 18-årig med min daværende kæreste, som fik job derovre. Jeg tog med for at prøve det og fik arbejde i et bowlingcenter i København, hvilket var smart, for det kendte jeg i forvejen, så det kunne ikke gå helt galt. Forholdet gik ikke, men jeg blev hængende i byen og fik job som lærervikar og elskede det. Jeg troede, jeg skulle noget med formidling som for eksempel biolog eller tv-vært, men jeg blev vild med at undervise og den store betydning, som en lærer har for at få eleverne med på det, man brænder for. Det var, inden elevplanerne blev opfundet, så man havde frie tøjler."

"Jeg arbejdede også som bartender i Irland tre måneder og tjente penge til en jordomrejse. Jeg arbejdede dag og nat, og når jeg en sjælden gang imellem havde fri, så jeg hele Irland. Da jeg kom hjem til Danmark, startede jeg på lærerseminariet og arbejdede på en sushirestaurant, hvor jeg mødte Anders – mit livs kærlighed."

"Vi arbejdede sammen et år, før vi blev kærester. Anders og jeg er ikke bare kærester. Han er den, jeg helst vil lave ting med. Her i sommer har vi for eksempel rejst Kroatien rundt med rygsæk uden at have en plan. Sådan er vi bare. Men vi er også forskellige, for Anders er et hjernemenneske, mens jeg føler alting. Jeg er meget opmærksom på mennesker omkring mig, men Anders ved altid, hvad der er rigtigst at gøre. Vi oplever meget sammen, fordi vi har to forskellige syn på alt, hvad vi oplever. Vi har også hvert vores ansvarsområde. Jeg ved for eksempel ikke, hvad der står på vores konto, til gengæld får jeg inviteret vores venner over og husker at købe gave til dem, der har fødselsdag."

30-40 år (2007-2017): Krisetid og i hælene på Hilda

"30’erne er de slidsomme år, hvor man får børn. Hold da kæft. Jeg skiftede karriere og fik to børn og byggede hus, shit, det var slidsomt! Når vi var på ferie, stod vi klar klokken seks og trippede ved poolen, fordi ungerne var vågnet klokken fem. Nu kan Anders og jeg dele en flaske vin om aftenen og stå op og løbe Dubrovniks bymur rundt, uden at de vågner. Men det var sjove år, selv om vi ikke sov ret meget."

"Det var også et årti med finanskrise, hvor vi var tæt på at gå fra hus og hjem, fordi Anders er selvstændig og lige havde bygget rækkehuse, der skulle sælges. Da krisen kom, var jeg gravid med vores første søn, Arthur, og Anders sad tit oppe om natten og spekulerede over, hvad vi skulle stille op med en baby, som vi knap havde råd til. Der var et nytår, hvor jeg ikke kunne lægge ud for vores gæsters mad, for der var intet på kontoen. Jeg kunne se på Anders, at han led, men der var også meget, han ikke fortalte mig om, hvor slemt det stod til. Jeg skulle jo bare være glad for Arthur, fordi vi havde været igennem fertilitetsbehandling og drømt om et barn i flere år, så han ville ikke tage den glæde fra mig. Jeg fik Otto et par år senere. Han kom af sig selv, lige da vi skulle i gang med behandling igen."

"Jeg skiftede karriere det årti. Jeg havde job som tv-vært noget måneder, da jeg fik Arthur, og vendte kort tilbage til lærerjobbet, inden vi fik Otto, men da elevplanerne kom, skiftede jeg bane og forlod skolelærer­jobbet, for det kunne jeg ikke se mig selv i. Det, jeg elskede ved lærergerningen, druknede i papirarbejde."

"Jeg bliver tit spurgt, hvordan man får et tv-job, når man er skolelærer – jeg gik til åben casting, hvilket fandtes dengang. Det var simpelthen et opslag, jeg reagerede på. Jeg blev kaldt ind, filmet og kontaktet igen, og til sidst var vi fire, der blev valgt ud af flere hundrede ansøgere, og så valgte de mig. Det var et rigtig dejligt grimt bingoformat på TV2 Charlie, og bagefter blev jeg Hildas efterfølger på Bingoboksen."

"Derefter blev jeg castet på Frihuset, og jeg har været fuldtidsvært siden. Det gik dæleme hurtigt, der gik ikke mange år, før jeg fik Landmand søger kærlighed, En stor dag på godset, Mit livs eventyr, Hjem til gården og alt, hvad jeg ellers har lavet. Vanvittigt fede jobs."

40- (2017-): Ned fra stiletterne

"Det er et dejligt årti, for der er mere ro på mig. Jeg er jo ikke en rolig type, men det er kommet. Vores børn er et godt sted, selv om vores ene dreng har haft det svært i nogle år. Vi kender vores børn bedre og kan hjælpe dem, hvor jeg før følte, at jeg skød lidt i blinde. Anders og jeg har snart været sammen i 20 år, og nu har vi tid til sex, kærlighed og romantik."

"Der er også mere ro på mine venskaber. Som ung kunne jeg have FOMO (angsten for at gå glip af noget, red.) og være alt for styret af det i forholdet til veninder. Og jeg har været usikker i mine forhold, som ikke altid var ligeværdige. Nu har jeg mennesker i mit liv, som jeg værdsætter. Jeg bruger ikke tid på det, jeg ikke har lyst til, for jeg siger simpelthen nej. Det med at være forpligtet til en fest eller et job er slut. Jeg køber heller ikke så meget. Jeg vil bruge mine penge på oplevelser, ikke ting. Jeg behøver jo ikke have alle de højhælede sko og kjoler, for jeg er alligevel en pige, der trives bedst i shorts og tanktop, klipklappere og saltvandshår, som jeg har gået med i 14 dage nu. Jeg går heller ikke op i min vægt længere. Før spekulerede jeg over mit udseende, men nu vil jeg løbe en tur for at holde mig sund – ikke for at tabe mig."

"Fremover skal jeg bruge mere tid i naturen, for vi har lige købt en gammel campingvogn, som vi skal sætte i stand, og med den skal vi besøge skisportssteder og vindistrikter og campere i Sverige. Jeg er altså en campingpige. Vi har tidligere haft sejlbåd, men den kommer man bare ikke ret langt i. Jeg vil også gerne fortsætte med tv, men jeg ved, at jeg ikke kan blive på skærmen for evigt. Jeg tænker bare ikke over det."