Lidt musik, tak!

Jeg går ind for musik! Ja, jeg elsker faktisk musik. Og jeg er heldigvis ikke den eneste. Det offentlige rum er jo fyldt med musik.

I supermarkederne bruger de det, så vi slapper af og køber noget mere. Eller måske er det for at distrahere os, så vi glemmer, hvad vi kom for. Restauranter har musik, så vi ikke kommer til at blande os i hinandens samtaler eller, måske endnu værre, kommer til at tale med nogen, vi ikke kender.

Fitnesscentrene bruger musikken, så vi glemmer, hvor kedeligt det i virkeligheden er at gå op og ned ad en plastiktaburet eller løfte den samme håndvægt 100 gange i træk. På hospitalerne skal vi vågne op til musik, og hos tandlægen skal blød pop gøre det af med skrækken. På banegården bruger de til gengæld klassik musik til at sætte en skræk i livet på narkomanerne, så de ikke bruger indgangspartiet som fixerum. Det havde Vivaldi sikkert ikke regnet med, da han skrev ”De 4 årstider”.

Men hvad med toiletterne? De offentlige, altså. Et af de steder, hvor vi har alle de bedste grunde til at kamuflere uønskede lyde og skabe fornemmelsen af en vis privathed, ja, der er der aldrig musik. Næh, i stedet har vi indrettet nogle flisebelagte og dermed rungende rum, som ikke skjuler, men tværtimod forstærker al lyd. Der kommer man ind, hilser venligt på en fremmed dame, der også skal tisse. Man finder en ledig bås og låser døren forsvarligt, men er sig alligevel pinligt bevidst om sin toiletnabo. Hører man til de mest følsomme, sidder man nu i sin bås og holder sig, indtil den anden trækker ud, og der er bare et par sekunders lydtapet til at få tisset af i.

Og endnu værre er det, hvis man skal på toilettet på den store måde, om jeg så må sige. Man kan muligvis undgå de værste presselyde, hvis man koncentrerer sig, men det er umuligt at kontrollerer plumpet, som følger efter. Og jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har forgæves forsøgt at hoste mig igennem et meget tiltrængt toiletbesøg før et foredrag, vel vidende, at de kvinder, jeg var sammen med derude, var nogle, jeg skulle ind og underholde lige bagefter, og at toiletlyde ikke hørte med til den åbning, jeg havde planlagt.

Måske er det, fordi toiletterne er udtænkt af mandlige arkitekter. Måske har mænd ikke samme blufærdighed i den sammenhæng. Hos dem er der jo offentlige kummer, som nærmest råber: ”Genert? Get over it!” Men de har jo også øvet sig i barndommen og tisset mønstre sammen i sneen, for eksempel.

Piger har aldrig siddet på hug på række, hverken som leg eller på offentlige toiletter. Vi har i stedet for indrettet det sådan, at der altid står to og snakker, mens en tredje er i båsen. Og det er jo også en måde at skabe baggrundsmusik på.

LÆS OGSÅ: Botox er ikke løsningen for mig