Datter af Dan Turell: "Der var ikke plads til den, jeg selv var"

Sammen med forfatter og debattør Lisbeth Zornig Andersen holder Lotus således fra denne uge en række foredrag rundt om i landet, om hvordan man overlever en 'brændt barndom' – en opvækst uegnet for børn, og hvordan man kan hjælpe nødstedte familier – ligesom duoen også er ved at forfatte bogen 'Underdanmarks jægersoldater', om 12 super-mønsterbrydere, der har brudt med langt mere end deres sociale arv.

Her fortæller Lotus med egne ord om sin motivation for, at bruge sin egen fortid til at hjælpe andre.

LÆS OGSÅ: "Jeg havde indstillet mig på, at min far ville dø af druk"

Barndommen på Frederiksberg
"Vi var en statusbærende familie, grundet min fars berømmelse. Og alligevel var vi også en udsat familie, som i den grad havde brug for hjælp, men ikke fik det.

Min fars alkoholforbrug steg og steg, og fra jeg var en 5 år gammel, var det langt udover, hvad han kunne styre selv. Alkoholen styrede i stedet ham. Der var tale om en kemisk afhængighed, og det kan en person ikke selv bare sætte en stopper for. Som alle andre alkoholafhængige ændrede min far karakter, og kunne ikke længere stole på sig selv, ligesom andre heller ikke kunne stole på ham.

Den slags ødelægger en familie. Uanset om man bor i udkantsdanmark eller på den bedste adresse på Frederiksberg. Alkoholmisbrug er lige ødelæggende og ubehageligt i alle miljøer.

Min mor gjorde, hvad hun kunne, men dén situation kunne hun ikke magte alene. Alle de ting, en familie traditionelt set bygger på; tillid, tryghed, nærvær, kommunikation, kan ikke eksistere i et misbrugshjem. Når den ene forælder er mere eller mindre påvirket, og den anden forælder er frustreret, stresset og ked af det, så bliver barnet uundgåeligt glemt. Det er ikke med vilje; der er jo ingen forældre, der sætter sig ned og aftaler, at nu vil de omsorgssvigte deres barn. Men det bliver en konsekvens af misbrug.

Som barn blev jeg derfor først og fremmest dygtig til, at indordne mig. Og lure, hvem jeg skulle være for, at de forskellige situationer fungerede. Hvad har min far brug for fra mig lige nu? Hvem har læreren brug for, at jeg er i skolen? Hvem skal jeg være overfor mine venner, så de ikke lægger mærke til noget? Der var ikke plads til den, jeg selv var. Jeg havde ikke engang mulighed for overhovedet at finde ud af, hvem jeg egentlig var. Oveni det var der så utrygheden, sorgen og angsten ved at leve under ustabile forhold. Det er voldsomt, og et barn kan ikke tackle den slags uden støtte.

LÆS OGSÅ: Her er rådene til dig, hvis forælder drikker for meget

Jeg kan da godt forestille mig, at nogle omkring vores familie så misbruget, men ikke kunne eller turde blande sig, fordi min far var den, han var. Og helt ærligt, ligesom det er svært at blande sig i "almindelige" menneskers privatliv, er det måske endda sværere, at blande sig i statusmenneskers liv. Men alkohol bliver ikke romantisk fordi den bliver indtaget i smukke glas.

Af samme grund synes jeg, det er så vigtigt at få talt om, at flytte fokus fra de voksne, og i stedet koncentrerer os om barnets ret til at blive hjulpet og støttet igennem en svær tid eller svær opvækst i det hele taget.

Jeg har haft svært ved, at give mig selv lov til at være ked af det, og spørge om hjælp senere i mit liv. Jeg har tænkt; "Ej, come on. Så galt er det ikke." Jeg var jo et forkælet enebarn, jeg er blevet elsket, og jeg havde en mor og far, der rigtig gerne ville mig. Min fars drikkeri blev dog med årene så heftigt, at min mor og jeg flyttede væk i et par måneder da jeg var 10 år. Da min far fik konstateret kræft flyttede vi tilbage. Da var han simpelthen blevet for syg til, at han kunne drikke mere. Det er paradoksalt, at det var sådan, han kom ud af sit misbrug; Han døde af en type cancer, man netop kan få af alkohol.

Det, jeg havde brug for som barn var, at der var kommet en udefra, som ikke var følelsesmæssigt involveret i vores liv, og som havde sagt til mig, at det der skete derhjemme var skævt. Og at det var okay, at jeg gik rundt og var bange, og ikke følte mig som mine venner. At det var de voksnes ansvar at tage hånd om situationen, og at jeg kunne få noget hjælp og støtte. Ligesom at mine forældre ville få det. Som barn vil man rigtig gerne have, at nogen hjælper ens mor og far, hvis de er ude og skide. Allerhelst vil man se dem have det godt, så det havde gjort en kæmpe forskel for mig, hvis nogen havde sagt, at de ville hjælpe min mor og far.

LÆS OGSÅ: Sisse Sejr Nørgaard om at blive gravid ved et tilfælde

I stedet følte jeg mig forkert og anderledes, og havde ubevidst besluttet mig for, at det måtte jeg leve med. Ligesom jeg også havde jeg opbygget en masse skam.

Min far søgte ikke hjælp for sit misbrug. Men vis mig den alkoholiker, som gør det. Med mindre man laver en reel intervention, og den afhængige risikerer at miste alt det mest betydningsfulde – børn, ægtfælle eller kæreste, venner. Det er desværre derud det oftest skal komme, når man er rigtig afhængig. Alkoholikeren er jo ikke noget dårligt menneske, det er så vigtigt at huske på, han eller hun er rent faktisk syg og har brug for behandling for at blive rask.

Nej, jeg har ikke nogle horn i siden på nogen af mine forældre eller andre for den sags skyld.

Jeg kan jo godt forstå hvorfor det gik som det gik. Og dermed også for, at det er det nære, men ikke følelsesmæssigt involverede netværk, der især kan gøre en forskel for nødstedte familier.

Lærere, pædagoger, den praktiserende læge, eller en fra nabolaget.

Den vigtige håndsudrækning
Første gang jeg snakkede med nogen var jeg 23 år, og ringede selv op til en børne- og unge-hjælpelinje. Jeg følte mig så dum! Jeg undskyldte 100 gange i telefonen, men fik sagt, at jeg havde det lidt mærkeligt. Ham, jeg talte med skulle bruge 10 minutter bare på at forklare mig, at det var helt okay, at jeg ringede. Så spurgte han mig, hvorfor jeg selv troede, at jeg var ked af det. Og jeg svarede, at jeg ikke anede det.

Utroligt nok kunne jeg ikke selv få øje på, hvad der gjorde mig ked af, og synes det var flovt at jeg havde et problem, jeg ikke selv kunne løse. Men ham fyren jeg talte med, var simpelthen så sød, og inviterede mig ind til seks gratis samtaler. Den slags gør man ellers normalt ikke, men han kunne høre, at jeg havde brug for hjælp, så det var en rigtig hjertehandling fra hans side. Det kom til at betyde alt for mig. Hvis han havde affejet mig ved jeg ikke, om jeg nogensinde havde åbnet op igen. Derfra begyndte jeg at få pillet op i min historie

Fra erfaring til foredrag
"Jeg holder foredraget 'Brændt barndom' sammen med Lisbeth Zornig Andersen for at gøre op med det tabu, at velstillede familie også kan få brug for hjælp. Og især for at give en stemme til de børn, der sidder i en lignende skrue, som jeg selv sad i dengang. Jeg synes det er vigtigt, at gøre opmærksom på, at socialt udsatte mennesker ikke alene er dem, der mangler varmt tøj på kroppen eller går sultne i seng.

Statusfamilier (og det betyder ikke, at familien nødvendigvis har mange penge, det kan også være at den 'bare' har en høj status kulturelt eller socialt ) er ikke fritagende for, at kunne havne i nogle meget svære situationer. Men det kan til gengæld være svært at spotte problemer i statusfamilier, og forbundet med risici at udtrykke sin bekymring. Som hvis man f.eks. er bekymret for, om ens chef drikker for meget, risikerer man så at blive fyret eller ekskluderet hvis man spørger ind? Men igen; hvis vi undlader at gøre det, er det børnene der betaler prisen".

Om Lotus Turells indsats for udsatte børn og unge
Erfaren foredragsholder og har blandt andet afholdt foredrag om rusmidler siden 2011 med foreningen DrugRebels.Medforfatter på bogen Underdanmarks jægersoldater sammen med Lisbeth Zornig Andersen, om supermønsterbrydere. Bogen udkommer til efteråret på Gyldendal.

Ambassadør på Kræftens Bekæmpelses projekt for børn og unge i sorg OmSorg, og for Livline i Sorgen.

Har udviklet og afviklet en række kommunale indsatser og kampagner for at forbedre børn og unges trivsel.

Book billet til Lotus og Lisbeth Zornig Andersens foredrag 'Turell og Zornig om brændt barndom' her.