Kære Robak

Kære Robak: "Må man sige venindens hemmelighed videre?"

Hver uge svarer Michael Robak på spørgsmål om livets små og store dilemmaer.

Af Michael Robak

Kære Robak

Vi er to veninder, der er blevet uenige, så derfor vil vi gerne have dit syn på vores uoverensstemmelse. Hvis man fortæller en hemmelighed til en ven eller veninde, må vedkommende så fortælle til det videre til sin kæreste? Eller må man under ingen omstændigheder bringe hemmeligheden videre? Hvad siger du?

Bedste hilsner veninderne

Kære veninder

Viden er magt. Og en rigtig god historie er en hård og værdifuld valuta, som de fleste kan have svært ved at holde nede i lommen – den kæmper for at komme ud i lyset og blive omsat, for der er som regel umiddelbart opmærksomhed og payoff, når man ved noget, andre ikke ved.

Som et lille eksperiment kan man i morgen tidlig råbe ud over kontoret: "Nej, nu skal I sgu høre en god historie ..." Så forstummer alt arbejde rundt om ved skærmene og blikket rettes sultent og forventningsfuldt mod historiefortælleren. Vi elsker nemlig sladder – og andres hemmeligheder. Det gør jeg også. Selvom jeg nødigt vil indrømme det. Jeg ville naturligvis hellere være en slags renskuret discipel med foldede hænder, sunde værdier, cykelklemmer og mentale pressefolder. Men det er jeg ikke. Alligevel er svaret på jeres spørgsmål ligetil, for jeg synes, man skal prøve at opføre sig ordentligt og kæmpe mod sin indre sladretaske.

Desuden er flere af mine venners kærester helt ukendte for mig. Jeg ved, hvad de hedder, og jeg ville hilse på dem på gaden – men så heller ikke mere. Med andre ord – de er alt for langt væk fra mig til at få et indblik i mine inderste tanker eller hemmeligheder, så jeg forventer absolut diskretion af mine venner – og der må heller ikke sladres til kæresten.

Derfor: Hemmeligheder er hemmeligheder. Også selvom det nogle gange er svært at holde dem nede i lommen.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: Min mand virker ligeglad med dåbsfesten

LÆS OGSÅ: Kære Robak: Jeg kan ikke lide min søsters kæreste

LÆS OGSÅ: Kære Robak: Min kollega er ulideligt humørsyg

Skriv til Robak

Har du brug for en mands blik på en udfordring i dit liv, så skriv til brevkassen. Robak giver gode råd om dagligdagens dilemmaer og svarer på store og små spørgsmål om børn, kærlighed, parforhold, arbejdsliv og andet, du går og tumler med. Skriv til Michael Robak på brevkassen@altfordamerne.dk.

Alle breve bliver anonymiseret.

Michael Robak

46 Har en datter på 11 og en søn på 19 år. Han er skilt og har en kæreste. Robak er journalist, forfatter og foredragsholder og har tidligere været på TV2. Han er desuden klummeskribent her på ALT for damerne, hvor hans tankevækkende klummer altid bliver delt, rost og diskuteret på Facebook.