Maria Stenz Interview Hendes Verden

Foto: Sara Skytte "Det var jo et ræs dengang, der kun var en kanal. Alle kendte én," fortæller Maria Stenz her.

Skuespiller Maria Stenz: "Vi blev skilt, da han mødte en anden kvinde"

Maria Stenz blev aldrig uddannet skuespiller, alligevel greb det ene job det andet i så mange år, at det blev hendes levevej. I dag er hun stadig skuespiller og en aktiv kvinde, men efter hendes mands død, lever hun også med nedturene, hvor sjælen bliver sort.

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Frugtparken i Gentofte, som var en stille villavej. Der lå en stor bondegård, som havde solgt sin jord fra, og der havde mine forældre bygget et stort hus, fordi de havde syv børn. Så min barndom foregik i en stor have, hvor der for enden lå en indtørret sø, en høj og nogle gamle træer. Det var lidt uhyggeligt, så jeg turde ikke gå derned. Selve huset lignede en kopi af et engelsk herresæde med karnapper."

"Vi havde en dame, Erna, som min mor havde arvet fra sin far, og hun kom og lavede mad til os. Erna stod for husholdningen, og så tog hun hver dag alle os små børn ud på en tur omkring Gentofte Sø, for der var ikke noget, der hed børnehave.

LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard: Dette vigtige citat har spillet en rolle for mig som kvinde

"Min far var entreprenør i en virksomhed, han havde arvet fra sin far. Han sagde altid: "Hvis alt går galt, og jeg ikke kan forsørge os, kan vi altid vise dig frem på Bakken som kæmpedamen Viola." Jeg var et meget stort barn, og jeg havde temperament og kom ofte til at græde af vrede, som kvinder indimellem gør."

"Når jeg ser mig i spejlet, ser jeg stadig mig selv som meget stor. Det er jo sygt. Men jeg forstår godt alle de piger, der sulter sig, fordi de ser noget andet i spejlet end det skelet, de faktisk er. Jeg elskede mad og blev drillet i søskendeflokken, og det gjorde mig også hårdfør."

"Senere flyttede vi til Skodsborg, hvor vi boede i min farmors enorme sommerhus. Jeg havde det så godt der. Vi badede langt ud på sæsonen og cyklede ofte til Hellerup, hvor vi gik i skole på en privatskole. Skolens motto var: Prøv med kærlighedens stærke arm."

Hvordan fandt du din levevej?

"Min familie sagde altid, at jeg var en værre skuespiller. Jeg sang meget, blandt andet når jeg gik i køkkenet med Erna, eller når mine søskende spurgte: Åh, synger du ikke en sang?"

"Vi havde nogle naboer, som lærte mig at synge og drikke kaffe. Når vi selv havde spist morgenmad om køkkenbordet derhjemme – og fået både kalkkrymmel og levertran på en ske – gik jeg over og spiste morgenmad hos naboen. Der er ikke noget at sige til, at jeg blev så stor. De lærte mig en slags skillingsviser som Har I læst den Berlingske Avis og lignende sange, som jeg slet ikke forstod. I skolen spillede jeg skuespil, og allerede i første klasse kunne jeg sige digte, som jeg lærte udenad sådan lidt papegøjeagtigt."

Jeg havde gode karakterer i skolen, men jeg ville ikke i gymnasiet – det var jo lidt dumt. Så kom jeg på husholdningsskole, hvor jeg lærte at rense sild, flå en hare og stryge skjorter. Men der spillede vi også komedie, og jeg skulle spille prinsen i Der var engang, fordi jeg var så høj."

"En af mine skolekammeraters mor var skuespiller, og hun sagde, at jeg skulle søge ind på en skuespilskole. Efter husholdningsskolen kom jeg på Krogerup Højskole, hvor der også var teater. Siden arbejdede jeg i Frankrig, gik på kurser og arbejdede på Carlsberg, i Hellerup Is og på en café på Trianglen for at tjene penge. Jeg prøvede både at komme ind på det Kongelige Teaters elevskole og elevskolen ved Det Ny Teater, men der var ingen, der ville have mig."

"På et tidspunkt mødte jeg en dame, der havde et teater, og hun ville gerne have mig, fordi jeg kunne synge. Så blev jeg spurgt om at lave en dukkeforestilling, og jeg kan huske, at jeg øvede mig hele juleferien med en enorm dukke med et kæmpe hoved og hænder som spader. Den forestilling blev udgivet på plade, på den måde kom jeg ind på et pladeselskab, og derfra kom jeg i tv."

Hvornår har du stået ved en korsvej?

"Det gik alt for stærkt i 1970’erne, og jeg følte mig som den der tynde agurk fra eddikereklamerne. Jeg blev skilt i 1976, og der var masser at lave; voksenteater og musicals. Det var skide sjovt, men det var også et tandhjul, der hele tiden kørte og greb ind i det næste tandhjul, og jeg flød bare med strømmen."

"Jeg begyndte også at få tilbud fra Dansktoppen og folk, der syntes, jeg kunne være interessant i udlandet, på et tidspunkt måtte jeg vælge, og så sagde jeg ja til teateret og nej til popbranchen, for jeg kunne ikke tage ud at synge hele tiden, når jeg havde to små børn derhjemme. Teatret kunne jeg bedre tilrettelægge, selv om jeg kom sent hjem."

LÆS OGSÅ: Tammi Øst: "Jeg kender godt til utroskab"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Jeg mødte min første mand, som var min venindes storbror, og han blev far til mine to børn. Nogle gange laver jeg sjov med alvorlige ting, og så kalder jeg det et tvangsægteskab, for hans familie ville vist gerne af med ham, og jeg ville gerne hjemmefra. Vi købte et stort hus på Frederiksberg for nogle penge, vi arvede, og så lavede vi et kollektiv. Der boede vi nogle år og fik to skønne børn og forblev venner for livet."

"Jeg var hans kammerat, men jeg var ikke den, han havde brug for. Jeg spillede den flinke, søde, ordentlige og venlige, glade kvinde, men i virkeligheden var jeg sårbar. Vi blev skilt, da han mødte en anden kvinde, men vi blev ved med at bo sammen i kollektivet flere år frem. Jeg flyttede først derfra, da jeg til en middag mødte Jens (journalisten Jens Nauntofte, red.)."

"Kort efter skulle han til De Vestindiske Øer, og han ville have mig med. Jeg fik fri, og da jeg havde været der en uge, spurgte han, om vi ikke skulle giftes. Så blev vi viet af konsulen på Skt. Croix. Jeg havde endda to teenagebørn derhjemme, som ikke vidste noget."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Det gjorde jeg i 2017. Totalt! Underligt nok for jeg burde jo have været forudseende nok til at se, at Jens kunne dø. Han blev pludseligt indlagt og lå på hospitalet i 14 dage, men jeg tænkte: Han skal nok komme sig."

"Han lå i respirator og blev hele tiden overvåget på intensiv. Den dag han døde, havde jeg lige været på besøg, da jeg ville ringe og høre til ham, men jeg kunne ikke få fat i sygeplejersken. Så fik jeg fat i en, der bare sagde, at jeg skulle skynde mig at komme derud. Jeg havde lige fået to spejlæg og et glas rødvin, så jeg tog en taxa."

"Da jeg kom ind på stuen, var der en masse mennesker omkring Jens, men ingen talte til mig. Det viste sig, at hans hjerte var holdt op med at slå, og de havde fået det sat i gang flere gange. Pludselig kom en læge over og sagde til mig, at jeg skulle sætte mig hen og tage Jens i hånden, for nu ville de slukke alle hjælpemidlerne. Ud af det blå. Det var så besynderligt. Han havde jo lige været i live."

"Fra det øjeblik var der så meget, der skulle gøres med bedemand, hospitalet, og hvad skulle han have på? Jeg skulle også ringe rundt til alle dem, der skulle vide det. Det føltes som at blive centrifugeret. Jeg gjorde det hele, men i en lang periode derefter troede jeg, at jeg var ved at blive dement."

"Hvis jeg tog mig sammen og gik ud til en frokost, forstod jeg ikke, hvad folk talte om. Jeg følte mig som i en boble, men nogle år efter lysnede det. Der har dog været tilbagefald, hvor jeg har følt mig sort i sjælen."

LÆS OGSÅ: Mathilde Falch: "Jeg følte, det var pinligt, at min far var kendt"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det sker ikke så ofte, efter jeg har fået hvidt hår. Men det sker ind imellem, når jeg står i kø, at folk pludselig vender sig og siger: Gud, det er Maria Stenz."

"Jeg tror, de kender min stemme fra plader og tv. Det var jo et ræs dengang, der kun var en kanal, og man virkelig kunne shine. Alle kendte én."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er ikke stillesiddende. Jeg har for eksempel lige været en uge på højskole sammen med 150 andre, og så er jeg netop nu med i en kunstfilm, ligesom jeg sidder og skriver på en kabaret, som jeg skal være med i næste år. Jeg er også på vej til Georgien med Eventyrernes Klub, som Jens var medlem af. Jeg er ikke selv medlem, men de holder fast i mig, for jeg har rejst meget med dem, og så fortæller jeg altid et eventyr, inden vi skal spise."

Om Maria Stenz

  • Født i 1940.
  • Skuespiller og tidligere leder af Teatret ved Sorte Hest i København.
  • Har bl.a. lavet børne-tv sammen med Lasse Lunderskov og medvirket i film og teater siden 1970’erne.
  • Til næste år aktuel i kunstfilmen Vil du med til Janus samt kabareten Ej blot til trøst.
  • Har været gift to gange, senest med journalist Jens Nauntofte, som døde i 2017.
  • Bor i København og har to børn fra sit første ægteskab.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Sorg og Parforhold

610x200_woordy_knap2.jpeg