Gift med en ludoman? "Kom væk i en fart"

– Han ville have haft fantastiske muligheder i Hollywood!

Sådan siger Annemarie Rasmussen, der i fire år var gift med en notorisk ludoman. Han løj og bedrog hende, så vandet drev, og pengene fossede ud, alt imens hun kæmpede for at holde den uendelige strøm af regninger fra døren, passe sin uddannelse og tage sig af sin lille søn.

Umiddelbart tænker man fordomsfuldt, at den slags kun rammer en naiv og svag kvinde, men Annemarie Rasmussen er ingen af delene. Hun oser af styrke og overskud, har en stærk familie i ryggen, ser blændende godt ud og har ordet i sin magt.

Alligevel blev hun løbet over ende af en mand, som spillede alle familiens penge op – og mere til – og som formåede at holde løgnene og skuespillet gående i rigtig lang tid. Hvordan kan den slags ske?

Mareridtet begynder i 1994, hvor Annemarie mødte en charmerende butikschef i en sportsforretning.

– Jeg kiggede på et løbesæt, som jeg fik hængt til side. Et par dage efter modtog jeg sættet med posten. Som en gave! Jeg gik tilbage til butikken for at aflevere tøjet og fandt ud af, hvad det handlede om.

Butikschefen ville ud med Annemarie, og selv om hun syntes, at det var en grænseoverskridende måde, han havde kontaktet hende på, sagde hun ja tak. Han var nemlig også sød, omsorgsfuld, nærværende, kunne en masse, havde mange kontakter og var meget „på“. Og hun blev forelsket.

Derefter gik tingene meget hurtigt, parret blev gift i september 1995, og Annemarie blev gravid med det samme. Heldigvis – set i bakspejlet – fik de særeje, fordi han angiveligt havde lidt gæld, som han ikke syntes, at Annemarie skulle involveres i. Efter et par år begyndte Annemarie at undre sig.

– Regningerne væltede ind gennem brevsprækken! Sammen med indkaldelser til møder med advokater og breve fra tidligere arbejdsgivere. Min eksmand skiftede job, som vi andre skifter underbukser. I starten gik det altid vældig fint, og han havde store visioner for jobbet, men efter et halvt års tid opstod der samarbejdsvanskeligheder. Han kunne ikke arbejde under almindelige arbejdsvilkår, hvor man skal møde på bestemte tidspunkter og levere. Det tog hårdt på vores økonomi, og jeg var studerende på SU, så for at klare det i mellemperioderne kastede han sig ud i alt fra tøjsalg til travheste. Det var meget opslidende, og samtidig var jeg helt grøn i hovedet af at prøve at betale regningerne ned.

Annemarie spurgte naturligvis til alle regningerne og de andre breve, men hendes eksmand sagde, at det drejede sig om den gæld, han havde fortalt om fra begyndelsen. Han fortalte også, at han havde en masse obligationer, som stod i hans fars navn, og at han måske kunne indløse nogle af dem. Men det skete aldrig – obligationerne fandtes nemlig slet ikke – og han blev samtidig mere og mere skødesløs og ligeglad.

– Jeg bad ham om helt simple ting som at gå ned på postkontoret og betale giroregningerne – og jeg troede på, at han gjorde det. Når der så kom rykkere på de samme regninger – og jeg konfronterede ham med det – sagde han, joh, han havde da betalt regningerne, der måtte være noget galt med posthuset! Det er svært at forstå i dag, men jeg stolede virkelig på ham i meget lang tid, for han havde altid en forklaring.

Detektiv i mit eget liv

Det var først, da Annemarie tog sin eksmand i at stjæle penge fra sønnens sparegris at hun for alvor begyndte at miste troen på ham.

– Jeg blev pludselig detektiv i mit eget liv! Samtidig var det så svært at skulle erkende, at der var noget helt galt. Når man selv lever sit liv meget straight – og ikke skylder til højre og venstre, er det en næsten umulig verden at komme ind i. Det var først senere, at det gik op for mig, at det var spil, det handlede om, men jeg var klar over, at noget var helt ad helvede til.

– På et tidspunkt tog han til Norge, fordi han havde fået et godt job deroppe, men allerede efter et halvt år stod han hjemme med sin kuffert igen. Samtidig voksede og voksede gælden, og jeg var begyndte at indse, at jeg var nødt til at være et skridt foran ham for at forstå, hvad der foregik. Jeg ringede blandt andet til en norsk bank, hvor han også havde fået gæld, men de måtte jo ikke oplyse noget til mig, selv om vi var gift. Så jeg opdigtede en historie om, at han var kørt galt og lå på sit yderste i respirator! Jeg sagde, at de var nødt til at fortælle mig, hvor stor gælden var, så jeg kunne indfri den. Det var den måde, jeg måtte spille mine kort på for at få adgang til oplysningerne.

Hvordan er det at skulle opføre sig sådan?

– Jeg følte jo, at jeg var med i en dårlig B-film. Det var meget opslidende, for ens grænser for, hvad der er normalt, rykker sig hele tiden. Og jeg var nok nået til et sted, hvor jeg ikke kunne kende mig selv. Samtidig tænkte jeg, at det var for en periode, jeg måtte lave det udredningsarbejde, og at alle kneb gjaldt for at få ryddet op. Jeg var også fast besluttet på, at det ikke skulle komme til at koste mig noget ud over det følelsesmæssige. Hvilket også var rigeligt!

Nyt efternavn i en fart

Da Annemarie var ved at miste tålmodigheden, tog hun sin eksmand med til en psykiater for at han kunne få noget hjælp. Det eneste, der kom ud af det, var en regning på 10.000 kr. for alle de gange, han ikke var mødt op og ikke havde meldt afbud. Og så var det slut. I hvert fald med samlivet.

– Vi gik fra hinanden i september 1999, og tre dage efter gik jeg ned med tre diskusprolapser i ryggen. Det siger noget om, hvor presset jeg havde været!

Annemarie kæmpede sig gennem sygdommen og genvandt langsomt sin styrke. Problemerne var dog langtfra slut. Det begyndte at gå op for hende, at al gælden skyldtes spil, efterhånden som hun fandt kvitteringer fra kasinoer og lignende, og hun blev ved med at blive opsøgt af folk, som ville have fat på hendes eksmand.

– På et tidspunkt blev jeg ringet op af direktøren i et firma, hvor min eksmand havde været ansat. Han var selv en lidt farverig type, og han bad om et møde med mig, fordi han ikke kunne få fat på min eksmand. Virksomheden havde fyret ham, fordi han havde svindlet og skyldte dem en masse penge. Direktøren fortalte mig, at han havde siddet en aften i firmaet alene, og pludselig stod der tre store mænd med sorte, lange læderfrakker. Som på film. De havde truet direktøren i flere timer, fordi de ville have fat i min eksmand. Direktøren bad mig om at hjælpe med at finde ham og sagde samtidig, jeg også skulle passe på, for jeg havde jo samme specielle efternavn som min eksmand.

– Jeg drønede ned til vores lokale kirke og fik dem ekstraordinært til at ændre mit og min søns navn, og i den følgende tid flyttede vi ind hos mine forældre for at gemme os. Der skete imidlertid ikke noget – ingen opsøgte mig – men direktøren blev ved med at ringe til mig og virkede meget truende. Via en anden ansat i firmaet fandt jeg efterhånden ud af, at historien med de tre store mænd var noget, direktøren havde opdigtet for at få fat på min eksmand via mig! Han spillede på min angst for den underverden, som findes inden for spil. Hvis du skylder private penge i den verden, bliver der jo brugt mafia-lignende metoder.

Eksmanden fortsatte sit rodede liv, startede firma, købte stor bil og kæmpe herskabslejlighed. Og Annemarie fik fortsat opringninger fra mennesker og banker, som han skyldte penge. Samtidig var hun, på grund af deres søn, nødt til fortsat at have noget med ham at gøre.

– Han var totalt ustabil og svigtede i sidste øjeblik i forhold til vores søn, når jeg skulle på aftenvagter. Jeg havde forældremyndigheden, men han havde ret til samvær. Da han flyttede til Jylland og fik en ny kæreste og to børn, fortsatte han med at se vores søn, og der sørgede hans nye kone for, at det fungerede. De endte dog med også at gå fra hinanden, da hun fandt ud af, hvilke problemer, han havde.

Sønnen blev også svigtet

I dag bor Annemaries eksmand i udlandet. Han kan ikke længere opholde sig i Danmark, da han skylder så mange penge bort. Det betyder, at sønnen ikke længere ser sin far, men det er – ifølge Annemarie – måske det bedste i det lange løb.

– Jeg har fra begyndelsen valgt at være ærlig over for min søn. Jeg har gået hos en psykolog, som har vejledt mig i, at jeg skal spille med åbne kort i børnehøjde. Min søn skal jo ikke have alle mulige saftige detaljer, men han har hele tiden fået at vide, hvad problemet er. Det har også gjort det lettere for ham, når han nu ikke længere ser sin far. Svigtene er så store – og min søn kan slet ikke forholde sig til en far, der ringer to gange om året, og som ikke engang kan ramme hans fødselsdag rigtigt, men ringer dagen efter! Jeg siger til min søn, at det ikke er vores skyld, men at det er hans far, der er syg. Det er ikke nogen hemmelighed hos os – og alle i vores om gangskreds ved det. Det nytter ikke at feje den slags ind under gulvtæppet, for det kommer altid frem på en eller anden måde.

Det er dog først inden for de senere år, at Annemarie åbent har fortalt om de ting, hun har været igennem. Hendes nærmeste familie var godt klar over, at der var massive problemer og hjalp, så godt de kunne, og de nærmeste veninder vidste også, at der var noget galt. Men Annemarie fortalte ikke om alle detaljerne, for hun havde brug at søge tilbage til en normal tilværelse først. For fire-fem år siden gik det dog op for hende, hvor mange der står i den samme situation, som hun selv har været i, og hun fik lyst til at hjælpe ved at fortælle sin historie.

– Spilleaktiviteten er jo gået op de senere år på grund af nettet, og pludselig blev der skrevet rigtig meget om ludomani. Jeg begyndte at holde foredrag om, hvordan man bedst håndterer det som pårørende.

En enkelt tåre

Og Annemarie er benhård i sine råd.

– Jeg anbefaler kontant afregning! Jeg synes ikke, at man skal bruge ret meget tid i processen på at hjælpe. Jeg ville gå med det samme i dag. Jeg har brugt alt, alt for meget krudt på at prøve at fikse problemet, men det er vanvittigt hårdt arbejde at skulle hjælpe sådan et menneske. Det kan godt være, at det lyder meget hårdt, men det er min konklusion. Det koster alt for meget. Den dybe følelse af svigt og svig, når man bliver løjet direkte op i ansigtet – det er simpelthen for svært. Det er også for hårdt for økonomien, for det er jo ikke kun spilleriet. Det er også jobbene og indtægten, der ryger, og det er børn, der bliver svigtet. Nej, jeg ville sige, „du kan komme tilbage, når du er klar, men jeg vil ikke involvere mig i det“. Man kan jo ikke være sammen med et menneske, man overhovedet ikke kan stole på.

Men var din eksmand overhovedet klar over, at han havde et seriøst problem?

– Der kunne godt være en enkelt tåre. Lidt erkendelse en gang imellem. Og det er nok derfor, man som partner prøver at blive ved. Fordi der er en lille gnist af vilje til at gøre noget ved det. Men det er også det, der gør frygteligt ondt, når det ikke lykkes. Man skal sætte sine grænser lidt hurtigere og erkende, at det er no-go, hvis ikke man virkelig kan se, at det menneske søger behandling. Ellers er det for surt, hårdt og farligt. Farligt, fordi du ikke aner, hvilke private mennesker han skylder penge, og hvem han har været i kontakt med.

– Mine bedste råd er, at man skal være smartere, klogere og hurtigere end dem. Og man skal sørge for at få ryddet godt op. Det er min erfaring, at hvis du lægger kortene på bordet, er banker og advokater

faktisk meget fleksible, og man kan ofte cutte noget af gælden, hvis man fortæller åbent og ærligt, hvad problemet er.

Forelsket og ekstremt uheldig

I dag lever Annemarie sammen med en dejlig kæreste og føler, at hun har et godt liv. Opringningerne vedrørende eksmanden er holdt op, men hun kan da godt mærke, at hun på nogle punkter har ændret sig.

– Jeg er blevet langt mere kritisk, men også mere handlekraftig. Jeg ved helt klart, hvor mine grænser går i dag. Hvad jeg vil finde mig i, og hvem jeg gider bruge min tid på. Jeg kigger på mennesker med andre øjne, og jeg er lidt mere på vagt. Jeg har nok lært, at man ikke skal tro på alt, hvad man hører.

Har du nogensinde tænkt: Hvordan kunne det ske for mig?

– Ja, men jeg tror ikke, at jeg er ekstraordinært naiv. Det skete, fordi jeg var forelsket, og fordi jeg var ekstremt uheldig. Og så gik det hele alt for hurtigt. Hvis vi havde kendt hinanden længere, inden jeg blev

gravid, var jeg hurtigere kommet ud af det. Problemet var jo, at jeg kæmpede for min søn og vores familie i alt for lang tid.

– Jeg kan huske, at jeg i de svære år lige efter, at vi var gået fra hinanden, syntes, at det var en falliterklæring. Men det er jo, fordi man synes, at det er mærkeligt, at man havner sådan et sted, og at man ikke bare kan fikse det. Jeg kunne få alt andet til at fungere – hvorfor kunne jeg så ikke fikse det her? Men jeg har ingen skyldfølelse over det, der er sket. Jeg tænker, at jeg har været oppe imod noget helt utroligt. Det var ikke mig, der var noget galt med!