Nynne var prostitueret i mange år – og hun er ikke i tvivl om, hvorfor hun blev ved
Nynne Frederiksen kunne godt tænke sig, at hendes tidligere arbejde som prostitueret er noget, andre spørger ind til, inden de opfinder deres egne historier om hendes valg. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne nummer 35.
”Folk har jo en forventning om, at så har man bare sex non-stop i 30 minutter. Sådan er det ikke.”
Sådan fortæller Nynne Frederiksen i et stort interview med ALT for damerne uge 35, som er på gaden snart.
Hun var bare 17 år gammel, da hun solgte sin krop for første gang i et bordel lidt uden for Frederikshavn. Vejen til den dag var brolagt med svære oplevelser i barndommen i 80’ernes Randers, hvor hun gentagende gange blev svigtet af dem, der skulle passe på hende.
Men i arbejdet som prostitueret og luksus-escort fandt Nynne en uventet glæde.
”Jeg ved godt, at jeg måske ikke var et lykkeligt menneske, da jeg valgte den levevej, og jeg havde været igennem mange ting inden da. Så jeg plejer at sige, at jeg var et ulykkeligt menneske, som blev en lykkelig luder. Eller bare var lykkelig som person i den periode. Og det provokerer folk sindssygt meget, når jeg siger sådan.”
Fik og gav omsorg
I mange år var den i dag 47-årige Nynne tilknyttet forskellige bordeller i København, og blandt kollegaerne fandt hun en uventet omsorg, som hun så længe havde manglet.
”Jeg følte, at jeg var en del af samme hold som de andre, og især var jeg glad for at mærke den omsorg, som jeg fik fra telefondamerne, der sørgede for det hele på bordellet. De passede på os piger og lavede mad, og det betød bare rigtig meget for mig,” fortæller Nynne.
Samtidig betød det også meget for Nynne, der ser sig selv som et omsorgsfuldt menneske, at være i stand til selv at yde omsorg for andre, som havde brug for det.
”Jeg er også blevet brugt som én, man kunne tale med og bare hælde ud af tankerne til. Jeg har siddet i mange dybe samtaler med mænd, hvis koner har været meget syge for eksempel. Jeg har også haft mange samtaler om utroskab og mændenes årsag til at komme til mig.”
Krænket af andres fordomme
Det er næppe gået nogens næse forbi, at debatten om sexisme og krænkelser fylder i den offentlige debat. For Nynne bidrager debatten med en tiltrængt påmindelse om, at ingen har ret til at bestemme over andres liv og krop.
”Mit erhverv glider fint ind i den debat. Eller det burde det, for jeg mener, at jeg også har ret til at vælge, om jeg helst vil sælge min krop til en eller anden mand, eller om jeg hellere vil møde op i en børnehave og passe den samme mands børn. Det er mit valg, men det er et valg, der altid er blevet set ned på, og det bliver jeg både ærgerlig over og ked af, men faktisk også krænket over,” fortæller Nynne, for hvem netop følelsen af at træffe sine egne valg fyldte enormt meget, da hun arbejdede som prostitueret.
”Jeg nød mest af alt følelsen af, at det foregik på mine præmisser. Jeg ved, at mange har opfattelsen af, at man bare skal tage alle kunder, som kommer ind fra gaden og ringer med klokken. Sådan var det ikke. Det hele var op til mig, og jeg kunne sagtens finde på at afvise en asfaltarbejder, der kom direkte fra 10 timers arbejde og var helt beskidt. Den følelse af kontrol har gjort noget ved mig. Det gav mig et rush, at folk ikke længere fik lov til at træde hen over mig, og at de skulle gøre noget for at komme helt indenfor,” siger hun.
Læs hele interviewet med Nynne Frederiksen i ALT for damerne i uge 35, hvor hun også fortæller om frygten for, at andre fordomme skal gå ud over hendes 12-årige datter, om at tage pauser fra arbejdet som prostitueret for at vende tilbage igen og igen, og om at finde den helt store kærlighed.