Power-par: Deler dobbeltseng og arbejdskontor

Power-par: Deler dobbeltseng og arbejdskontor

Hvordan er det at dele både dobbeltseng og  arbejdskontor og skulle tackle sejre og nedture i fællesskab? Det har Eurowoman talt med tre par om, som har fået det til at gå op i en højere enhed – og overvundet alle udfordringerne.

Anne Sophie Iuel og Sofie Mackeprang

En opgave på studiet førte til en forelskelse mellem de to arkitektstuderende, og i dag

arbejder det nygifte par ofte tæt sammen. Men hvad gør man, når ens kæreste har succes, og man selv synes, det er svært?

Hvordan mødte I hinanden?

Anne Sophie (AS): “Vi mødte hinanden den allerførste dag, vi startede på arkitektskolen. Hele holdet skulle lave en opgave på Holmen. Vi skulle betragte og fornemme Kanonbådsskurene og deres konstruktion. Og det blev indgangen til et langt samarbejde.”

Sofie (S): “Anne Sophie troede de næste to år, at vi var venner, men det var vi ikke. Jeg havde nemlig en skjult agenda. For det første skulle jeg lige finde ud af, om man kunne være kæreste med en pige, og så skulle jeg lige have hende overtalt til, at vi skulle være det.”

AS: “Jeg bemærkede ingenting, men syntes, at vi havde et fantastisk samarbejde. Først senere fandt jeg ud af, at det var, fordi Sofie i al hemmelighed sørgede for altid at vælge mig, når der skulle laves hold – og det var kun dejligt, fordi det fungerede så godt på alle planer.”

Hvordan startede jeres karrieremæssige samarbejde?

AS: “For et halvt år siden var vi i praktik hos den samme restaureringsarkitekt, Baumann Arkitekter. Vi vidste, at han manglede to praktikanter til en specifik opgave, som var en opmåling af et kanonbådsskur.”

S: “Vi var meget i tvivl, om det var en god idé at være i praktik det samme sted. Du ville søge en plads der, og jeg tænkte, at det lød vildt spændende. Men det er en svær beslutning, for skal man lade sig begrænse af, at man er kærester, og lade være med at søge? Der var mange, som sagde, at det ikke ville gå – også fordi det kun var os to, der skulle arbejde sammen, og det var en stor udfordring.”

AS: “Vi havde ingen erfaring inden for opmåling, men vi fandt ud af, at man vokser med opgaven. Vi regnede ud, at da vi var halvvejs, var vi mere end dobbelt så hurtige, som da vi startede.”

Hvad er det bedste ved at arbejde sammen?

AS: “Vi kender hinanden rigtig godt, og man er aldrig stærkere end det svageste led. Det betyder, at vi ikke er bange for at sige, hvad vi har behov for hos hinanden. Og så har vi respekt for hinanden.”

S: “Vi synes begge to, at den anden er dygtig.”

AS: “Det er derfor, vi kan lide at lave ting sammen. Vi føler os meget trygge, når vi arbejder sammen, og det er, som om at vi kan klare alt. Det hænger sammen med, at vores udgangspunkt var den store fascination af hinanden, og det har løftet vores samarbejde op på et højt niveau. I starten ville vi ikke fremstå dårlige over for hinanden, så vi var virkelig fremme i skoene og gjorde os umage hele tiden.”

S: “Der er også en kæmpe tryghed i at være to. Vi arbejder i en branche uden facit, og det er vigtigt, at der er andre øjne på det, man laver.”

Og hvilke udfordringer har I?

AS: “Hvis en af os får dårlig kritik, og den anden får positiv, er det irriterende, for vi kan selvfølgelig bedst lide at fejre ting sammen. Det handler om at løfte os begge to op, og det er ikke godt nok, hvis kun den ene gør det godt.”

S: “Men vi ved efterhånden, at det ikke handler om min succes eller din succes, det handler om vores succes, og det er vi indstillede på.”

AS: “Vi fungerer bedst, når vi arbejder sammen, og vi kender hinanden så godt, at hver gang vi går ind til et nyt projekt, taler vi om, hvilke udfordringer der kan komme. Fx hvis det er svært for en af os i en periode, hjælper vi hinanden med at komme videre.”

Hvordan tackler I jeres op- og nedture?

S: “Man kan blive helt høj af at arbejde sammen, for der kommer let et hyperflow, hvor der skal meget lidt ordveksling til, før vi ved præcis, hvad hinanden mener, og det bare kører.”

AS: “Vi har meget sjældent kriser, men man skal være indstillet på, at man skal være meget ærlig i ens forhold, når man også arbejder sammen professionelt.”

S: “Det er ærgerligt at skulle fortælle sin kæreste, at man er ved at dø af misundelse.”

AS: “Men man bliver nødt til det, for ellers forstår vi ikke hinanden. Hvis du spørger mig om, hvorfor jeg var sur eller nede i går, må jeg svare, at jeg var misundelig, fordi du var skidedygtig, og jeg derimod ikke kunne finde ud af noget. Det er ærligt, men de grimme sider kan man ikke holde for sig selv. Gør man det, kan  man jo ikke komme videre.”

S: “Og det er noget af det grimmeste. Man føler sig så grim, når man er misundelig.”

Hvad er det største, I har oplevet sammen karrieremæssigt?

S: “Det er svært, for vi har ikke en lang karriere at trække på endnu. Men praktikforløbet var der, hvor vi tog skridtet og opdagede, at vi godt kunne arbejde sammen, selv om vi var blevet et par. Og når vi laver en opgave, er vi ikke kærester, så er vi kolleger og kører det ret professionelt.” 

Hvad giver Sofie dig?

AS: “Hun kan lære mig at få overblik over en proces. Det er hun dygtig til. Hun kan se tegninger over huse og lynhurtigt både visualisere og fornemme, hvad det er for en bygning. Hun er også god til at se muligheder i alt og komme med forskellige løsningsforslag – også nogle, der er lidt skæve og skøre, og som jeg aldrig selv havde tænkt på.”

Hvad giver Anne Sophie dig?

S: “Anne Sophie er meget inspirerende at arbejde sammen med. Hun har en udviklet sans for æstetik og sin helt egen æstetik, hvor jeg kan overtales til hvad som helst. Det er dejligt at have den selvtillid til at kunne sige, at det skal være sådan her, fordi det synes jeg er pænt. Det lærer du mig at blive bedre til.”  

Hvad er jeres planer for fremtiden?

S: “Når vi er færdige, vil vi have job på en tegnestue, og det skal ikke stoppe os, hvis vi kan få et job samme sted. Når vi har fået mere erfaring, drømmer vi om at starte vores egen tegnestue.”

AS: “Der er mange, som advarer os mod at starte vores eget, fordi det er svært at leve af at være selvstændige, men til gengæld er der en frihed og udfordring, som betyder meget

for os.”

Artiklen fortsætter på næste side...

Julie Sandlau og Dennis Jacobsen

Jurastudierne og jobbet som pilot blev droppet, og en fælles smykkeforretning viste sig i stedet at være vejen til succes for ægteparret. Hun som designer og han som direktør i firmaet Julie Sandlau.

Hvordan mødte I hinanden?

Julie (J): “Vi mødte hinanden via min kusine, der på det tidspunkt var kæreste med Dennis’ kammerat. Hun havde sagt til Dennis, at han skulle møde mig, og ved et tilfælde mødte vi så hinanden.”

Dennis (D): “Du skulle på værksted med bilen, og jeg skulle ud at flyve. Jeg kan ikke huske hvorfor, men vi skulle i hvert fald følges noget af vejen, og der så vi hinanden.”

J: “Og vi har set hinanden fra den dag, vi mødtes i 2001.”

D: “Det slog klik, og det var kærlighed ved første blik.”

Hvordan startede jeres karrieremæssige samarbejde?

D: “Julie var allerede i gang med at lave smykker, så ideen var at bygge videre på Julies netværk. Dengang fyldte accessories ikke meget i butikkerne, og vi tog derfor rundt og snakkede med forskellige detaillister for at høre, om de kunne være interesserede. Det startede som et sjovt og hyggeligt projekt, hvor vi var glade, hvis vi kunne betale vores regninger.”

J: “I starten prøvede vi os meget frem. Vi købte en bog, som jeg kunne lære teknikker af, og jeg spurgte mig frem for at få en fornemmelse for, hvad der kunne lade sig gøre, og hvad folk ville have.”

Hvad var jeres første store job, I udførte sammen?

D: “Det var for Noa Noa i 2002.”

J: “Vi udviklede en lille kollektion, der omfattede håndlavede smykker, som blev lavet hjemme på vores stuebord af familie, veninder, deres kærester og alt, hvad vi kunne skrabe sammen af folk, der enten kunne tælle perler eller sætte perler på en snor.”

D: “Noa Noa var en kæmpe kunde at få for os dengang. Det var 26 butikker, som vi skulle levere smykker til. Derefter tog jeg fat i Bestseller, og vi aftalte at lave et samarbejde, hvor Julie skulle hjælpe med at starte Pieces op.” 

J: “Vi endte med at stoppe samarbejdet efter et år, for vi var ikke glade. Vi var vant til at have 100 % kontrol over det, vi lavede, og det kan vi ikke, når man indgår et samarbejde med så stor en forretning. Vi så hinanden i øjnene og sagde nej tak, og det var ellers en stor aftale dengang. Men vi ville hellere have vores lille barn til at blomstre op.”

Hvad er det bedste ved at arbejde sammen?

J: “Det er fantastisk, at vi kan få lov til at dele alt sammen. Der er ikke noget, som hedder dit liv og mit liv, det er vores liv. Og der er en forståelse, en rummelighed og elastik i forhold til de ting, som det kræver. Jeg hører tit især fruerne klage over, at deres mænd rejser for meget. Den indebrændthed har vi ikke, fordi vi arbejder for samme mål.”

D: “Vi er også et godt match, der kan finde ud af at dele en masse ting. Jeg niver mig selv i armen for den anerkendelse, jeg får, og som der er omkring Julie. Hun gør mig meget stolt.”

J: “En stor fordel er, at vi besidder forskellige kompetencer. Derfor har vi ikke behov for at markere sig på den andens område. Jeg står for det visuelle og kreative samt en del af forretningskonceptet i forhold til, hvad vi vælger at lave. Dennis er den kedelige, administrative og salgsorienterede, og han er den kloge på økonomi.”

D: “Vi supplerer hinanden, men ingen af os er verdensmænd på alle punkter. Det bærer vores virksomhed også præg af, hvor vi har dygtige folk omkring os i bestyrelsen, på kontoret og på fabrikken. Det gælder om at finde nogle mennesker, der er dygtigere, end vi er.”

Og hvilke udfordringer har I?

J: “Udfordringer er der selvfølgelig i forhold til koordinering af ridning, fodbold, tennis osv., når familiekabalen skal gå op. Men vi er så privilegerede, at både farmor, farfar og mormor og morfar bor på den anden side af gaden.”

D: “Et andet privilegium ved at have sit eget firma er, at vi selv kan bestemme, hvornår vi arbejder. Jeg vågnede fx kl. fire i morges og gik ned og mailede med vores fabrik i Vietnam i et par timer. Derefter lavede jeg morgenmad, vækkede familien og gik først i gang med at arbejde igen op ad formiddagen. Selvfølgelig laver arbejdet ikke sig selv, men vi bestemmer selv, hvornår det skal laves.”

Hvordan tackler I jeres op- og nedture?

D: “Vi har ikke skænderier, så taget løfter sig. Der er uenigheder og meningsudvekslinger, men der er ikke kriser. Julie bestemmer i hjemmet, og jeg bestemmer på kontoret – dejligt simpelt. Vi har ansat en mand, Martin, som kan tage over i direktørstolen, og jeg kan træde lidt til siden og tage mig mere af forretningsudviklingen. Det er der, min interesse ligger, og det er også færre rejsedage.”

Hvad er det største, I har oplevet sammen karrieremæssigt?

J: “Jeg kan stadig huske en dag, hvor vi kørte i taxa i New York og kiggede ud ad vinduet, og der hang en kæmpe poster med Reese Witherspoon, som havde vores smykker på. Det var fantastisk. Det, som har rørt mig allermest, er, at vi har haft mulighed for at lave et støtteprojekt til Vietnam, hvor vi har givet skolegang til 100 børn, som ellers ville være endt på gaden. Det er en stor ting at vide, at du gør en forskel for de børn, der har det forfærdeligt. Det er jeg meget stolt over.”

Hvad giver Julie dig?

D: “Ubetinget lykke. Jeg lever min drøm – det er en kliché, men det er rigtigt. Når det gælder arbejde, støtter hun mig. Vi har bestemt, hvem der tager sig af hvad, og hun blander sig ikke. Jeg ville også måbe, hvis hun pludselig ville lave et likviditetsbudget eller snakke med banker i forhold til finansiering.”

Hvad giver Dennis dig?

J: “Han giver mig ro, plads til at være mig, ubetinget kærlighed, tillid og mulighed for at nyde mit liv. Og så giver han mig komplimenter hver dag. Det er supervigtigt, og jeg skal være bedre til at gøre det den anden vej.”

Hvad er jeres planer for fremtiden?

J: “Vi vil godt have et barn mere, hvis vi kan. For firmaet har vi store ambitioner og planer for fremtiden, men man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, og vi har lært, at man skal passe på med at have armene oppe for tidligt.”

D: “Jeg håber, at vi bliver ved med at være sunde og raske. Når det gælder Julie Sandlau, styrer vi det selv i dag. I starten var det hårdt benarbejde, men vi tog chancen og greb den.”

Hilde Pettersen Reljin & Dusan Reljin

Først blev fotografen Dusan beskyldt for at score stylisten Hilde for at fremme sin karriere – og siden blev det omvendt. I dag er de to dog ligestillede og -sindede, når det gælder deres samarbejde.

Hvordan mødte I hinanden?

Hilde (H): “Vi mødte hinanden igennem en fælles ven for 15 år siden til en nytårsfest i Norge. Allerede i oktober året efter flyttede Dusan med fotografen Craig McDean til New York, mens jeg blev i Norge og arbejdede som moderedaktør. Jeg var nok på besøg hos dig 15 gange det næste år, indtil jeg flyttede til New York et år senere i 2008.”

Dusan (D): “Da vi mødtes, sagde alle, at jeg kun var sammen med dig, fordi du var moderedaktør på Tique, og jeg var upcoming fotograf. Men da jeg så blev assistent for Craig, blev snakken lige omvendt.” 

Hvordan startede jeres karrieremæssige samarbejde?

H: “I begyndelsen arbejdede vi ikke så meget sammen, men langsomt udviklede det sig til, at vi blev et team – og det fungerer vældig godt. Vi har samme smag og de samme ambitioner for de billeder, som vi laver.”

D: “Vi er også begyndt på et nyt samarbejde, nemlig at instruere film sammen, og det kommer af, at flere og flere efterspørger backstagevideoer i forbindelse med modeserier og kampagner, som firmaerne bagefter lægger ud på deres hjemmesider.”

Hvad var det første store job, I udførte sammen?

H: “Det var en modeserie for W Magazine, som vi lavede på en bistro i Tribeca i New York. Det var stylistens yndlings-frokost/brunch-sted, og det blev rigtig godt.”

Hvad er det bedste ved at arbejde sammen?

D: “Det bedste er, at vi altid er tilgængelige for hinanden. Vi trives med at arbejde sammen og supplerer hinanden godt – når en siger A, kommer den anden med B.”

H: “Dusan rejser meget, hvor jeg i dag arbejder meget herhjemme og står for præ- og postproduktionen. At vi arbejder sammen, betyder nemlig, at vi kan få det til at hænge bedre sammen herhjemme, da vi har en børneflok på tre i alderen tre, fem og syv.”

Og hvilke udfordringer har I?

H: “Jeg er ikke altid så god til at pakke min kritik ind på en pæn måde – det kommer bare ud i en stor klump. Heldigvis er Dusan blevet bedre til at se gennem fingre med det og tager det konstruktivt i stedet for at blive fornærmet. Han er en meget blid og hyggelig person, mens jeg helt sikkert kan være mere skarp i kanterne.”

Hvordan tackler I jeres op- og nedture?

D: “Der er kriser hele tiden, når det handler om fotoshoots. Heldigvis har vi en helt fantastisk studio manager, Jessica, som vi ikke kunne leve uden. Hun styrer vores liv og samler alle de vilde ideer.”

H: “Vi bliver aldrig rygende uenige om det arbejde, vi udfører, men vi kan diskutere en del, og ud af disse små konflikter vokser der ofte bedre ideer frem, fordi vi pusher hinanden kreativt.”

D: “Man bliver jo vældig stolt, når et job bliver lige, som man havde forestillet sig. På en måde er det de små øjeblikke, som bliver til gode minder.”

H: “Vi har tre børn, og det siger sig selv, at intet på jobbet kan overgå at være sammen med dem. Og det giver os et godt perspektiv i det, vi laver, og holder vores ben plantet på jorden.” 

Hvad er det største, I har oplevet sammen karrieremæssigt?

D: “Det var, da jeg startede for mig selv efter fire år hos Craig – det var noget af et spring ud i en mere usikker fremtid. Men kort tid efter begyndte vi at arbejde med den italienske performancekunstner Vanessa Beecroft. Hun lavede de vildeste performances med op til 50-60 nøgne modeller rundt på biennaler i Venedig, São Paulo og Tyskland. Vi var totalt på røven og blev pludselig kastet ud i en overdådig luksus og gik til fester på yachter, hvor der hang Picasso og Rembrandt på væggene. Vi fik også mulighed for at gå på pre-tours på biennalerne og se på kunst fra unge kunstnere, som er store i dag – havde vi bare haft råd til at købe kunst dengang.”

H: “Jeg er også mægtig stolt af at have samarbejdet med designere som Alexander McQueen og Philip Treacy, hvor jeg sendte mine bud på farver til makeuppen over, så de kunne matche den med deres design af hatte og sko.” 

Hvad giver Hilde dig?

D: “Hun støtter mig, giver mig mulighed for at udfolde mig kreativt, og så er hun min største kritiker.” 

Og hvad giver Dusan dig?

H: “Dusan har en særlig evne til at samarbejde og inkludere. Han giver teamet frie tøjler inden for visse rammer. Vi arbejder oftest med et fast team, som vi har arbejdet med længe og stoler på. Derudover har han lært mig utrolig meget om kunst, foto og musik.”

Hvad er jeres planer for fremtiden?

H: “Vi vil gerne flytte tættere på Norge, for vi savner at have familien tæt på og vil også gerne have, at vores børn skal opleve andre kulturer. Karrieremæssigt er vi begyndt at arbejde mere med film og kunst, og det vil vi gerne lave mere af.” 

Se også: Mød skuespilleren Nikolaj Lie Kaas »