Rikke Rønholt: ”Jeg vil hellere ”crashe” end ikke at have et mål til at starte med”

Det var to sider i Atletik Nyt. Her stod de sort på hvidt: kvalifikationskravene til junior-EM i atletik inden for alle disciplinerne.

Rikke var 12 år og dyrkede atletik, og var der noget, hun ønskede sig særligt meget, så var det at kvalificere sig til junior-EM i atletik.

- Jeg havde kravene hængende over sengen, for jeg dyrkede nemlig rigtig mange discipliner, så hver aften måtte jeg ligge og kigge op for at se, hvilke krav jeg var tættest på at kvalificere mig til, husker den i dag 40-årige Rikke Rønholt.

Junior-EM i atletik skulle blive det allerførste mål af mange. Efterfølgende blev det til målsætninger om både EM, VM og OL. Mens det i dag – og det er måske den mest grandiose målsætning af dem alle – handler om at gøre verden til et bedre sted.

Nogle målsætninger har Rikke Rønholt løbet i mål, nogle har hun ikke, mens en bedre verden er et igangværende maraton, som hun dog er langt fra at gå sukkerkold på.

Den 12-årige Rikke så en aften, at skulle hun kvalificere sig til junior-EM. I disciplinen 400 meter hæk var chancerne størst, hvorfor alt blev sat ind her. Hun kvalificerede sig, og i dag tror Rikke Rønholt i høj grad, at det skyldtes de helt konkrete krav, der havde motiveret. Det er en metode, hun har taget med sig helt frem til i dag, hvor mållinjen er at skabe en bedre verden – blandt andet for ulande som Ghana, hvor Rikke Rønholt selv og hendes far stammer fra.

- Jeg føler mig allermest levende, når jeg har konkrete mål eller drømme, som jeg bevæger mig hen imod. Og så kan det godt være, at det er del af en større og overordnet vision, som fx at gøre verden til et bedre sted, men så bryder jeg målet ned i nogle konkrete steps.

- Ikke dermed sagt, at jeg så har udarbejdet denne her detaljerede plan, men jeg har sørget for, at de overordnede pejlemærker er til stede i planen.

Hey, hvad er det værste, der kan ske?

Helt konkret arbejder Rikke Rønholt med at skabe bro mellem den private sektor og den humanitære sektor. Fordomme skal brydes ned på begge sider af kløften, og begge parter skal indse, at hvis der samarbejdes på tværs, vinder alle – både menneskeligt og økonomisk.

Et drømmejob for Rikke Rønholt, og det har det, tror hun, måske altid været i en mere eller mindre klar forstand.

- Allerede da jeg var atlet, havde jeg en ret stor global bevidsthed, og en af grundene til, at jeg virkelig gerne ville til OL, var netop fordi, at jeg synes, at OL er et af de sejeste fredsprojekter i verden. Her er hele verden enige om at mødes og lege. Hele verden er enige om reglerne, for det er jo ligesom bare 400 meter rundt for alle – uanset farve, status eller religion, fortæller Rikke.

På den måde har OL for Rikke Rønholt altid stået som det største, når det gjaldt atletikken. I flere omgange har hun forsøgt at kvalificere sig til legene. Sidste gang var i 2012. Hun havde lært af tidligere forsøg og vidste, at det handlede om at finde den rette balance mellem hård træning og fysisk velbefindende. Nu skulle det være.

Men Rikke måtte indse, at hun ikke kunne få kroppen til at yde på det niveau. Var det et nederlag? Ja, det var, men så alligevel ikke, spørger man Rikke Rønholt.

- Nej, for det er vigtigt at have med her, at hvis man sætter sig et mål og giver sig 100 %, men ikke når målet, så er det ikke spildt. Så er det aldrig spildt, understreger hun.

- Det er ikke bare sådan, at det forsvinder ud i universet. Alt det krudt, jeg lagde i at kvalificere mig til OL – selvom jeg så ikke lykkedes, så ville jeg aldrig have været foruden de 10 måneder. Det lærte mig så meget, og det har gjort mig til den, jeg er i dag, forklarer Rikke Rønholt og fortsætter:

- Man skal ikke være bange for at sætte sig mål og gå efter dem, bare fordi muligheden for, at man ikke når dem, eksisterer. I stedet skal man sætte mål for sig selv som en måde at løfte sig på. For mig overskygger den gejst og det engagement, som jeg får ud af at sætte mig målet, angsten for at fejle. Jeg vil til enhver tid hellere "crashe" end ikke at have nogle mål til at starte med.

Rikke Rønholt er i mange sammenhænge en meget inspirerende kvinde, og derfor giver det også kun mening, at hun taler til dette års Women Deliver-konference – en international organisation, der arbejder for at forbedre piger og kvinders sundhed og rettigheder på verdensplan. Og når hun snakker om at turde "crashe", er det da især også møntet på piger og kvinder.

- Når drengene kikser, så tillægger de ofte kikset noget eksternt: 'Ej, den bold var også megaskævt lagt indover.' Mens vi piger har tendens til at vende det indad. Og vi holder altså ikke igen, når der selvpiskes: 'Ej, men jeg er heller ikke god nok,' eller: 'Det var også dumt af mig at tro, at jeg kunne,' imiterer hun den selvpiskende pige.

- Men der skal vi som kvinder turde gå imod vores natur med et 'hey, altså, hvad er det værste, der kan ske?'.

Det humanitære drive

Det var måske det tankesæt, der gjorde, at Rikke Rønholt, ved siden af atletikken, kastede sig ud i – og færdiggjorde – en MA i international jura. Kort efter blev hun headhuntet til den private sektor. Årene i den private sektor fortryder hun ikke, selvom det altid har været det humanitære, der har ligget hendes hjerte nærmest. Hendes erfaringer fra det private gør det nemlig kun nemmere at bygge bro mellem de to sektorer, og på den måde kan hun helt konkret hjælpe med at gøre verden til et bedre sted at leve i.

Men hvor kommer drivet til at gøre en forskel fra?

- Alt efter din baggrund og opvækst tror jeg, at der er grænser for, hvor dybt man kan forstå vigtigheden af at skabe bæredygtighed i verden, svarer Rikke Rønholt.

- Hvis man er født i et uland, så har man mærket på egen krop, hvor frygteligt det er at være fattig, og hvor vigtig det er, at man gør noget ved det."

Forældrene mødtes på et udvekslingsophold i Sarajevo, og det var også her, at Rikkes mor blev gravid med Rikke. Rikkes mor var dansk, mens hendes far var fra Ghana, men da opholdet sluttede, valgte moderen alligevel at rejse hjem til Danmark i stedet for til Ghana med Rikkes far.

Den ghanesiske baggrund har gjort Rikke Rønholt ekstra bevidst om de muligheder, hun er blevet givet.

- Det var et rent tilfælde, at jeg fik den opvækst, jeg fik. Jeg kunne lige så godt være vokset op i Afrika, og når jeg i mit arbejde især har fokus på, at der ikke skal være forskel på et barns muligheder, bare fordi det er født på et andet kontinent, så skyldes det helt klart den ghanesiske arv, forklarer Rikke Rønholt.

- Det er ikke i orden, at sandsynligheden er større for at dø, inden du bliver 5 år, blot fordi du er født på et kontinent fremfor et andet. Der har jeg med min baggrund en helt personlig relation til, at det ikke bør være sådan. Jeg er blot et eksempel på, hvor privilegeret man er, når man er født i Danmark i forhold til at være født i Ghana.