Løb længere

5 tips der får dig til at løbe længere

Her får du ALT for damernes løbeeksperts råd til, hvordan du kan løbe længere.

Vand

Kølervæske og benzin er de to vigtigste ting, du skal fylde på, for at din bil kan køre. Din krops pendant til de to livsvigtige ting er: Vand og kulhydrater. Vandet er vigtigst – når du løber langt, skal du sørge for at drikke ca. to glas vand (eller en halv flaske fra dit væskebælte) for hver halve time. På den måde vænner du dig til at drikke ca. hver 5 km, hvilket er smart, når du f.eks. deltager i et løb, hvor der er væskestationer undervejs, og så når du aldrig at komme så meget i væskeunderskud, at det påvirker din ydeevne.

Kulhydrater – bedste venner

Langdistanceløb og proteinkure er ikke et godt makkerpar. Selvfølgelig kan du fysiologisk set udmærket løbe lange ture på røde bøffer, men hvorfor dog egentlig? Når nu naturen er sådan indrettet, at kroppen og hjernen bruger kulhydrater til her-og-nu-energi. Hvis det er din vægt og dit blodsukker, du er bekymret for, og som får dig til at holde igen med kulhydrater, så drop de hurtige. Grove kulhydrater med masser af fibre, som holder energiniveauet og mætheden oppe i lang tid.

Psst. Indtag ca. 15 gram kulhydrat for hver 30-45 minutter f.eks. i form af sportsdrik, ¼ banan, lidt æble eller figenstang.

LÆS OGSÅ: 5 tip til aftenløberen

"Snakkeløb"

På lange løbeture skal du glemme alt om tempo. Prøv i stedet at løbe tilpas langsomt til, at du kan blive ved og ved og ved og...Det kan tage lidt tid at finde den rigtige kadence og den rigtige skridtlængde, få evt. hjælp ved at installere en løbeapp med metronom.

Undgå kedsomhed

Din største udfordring på lange ture er din egen hjerne, som formentlig vil prøve at overtale dig til at korte turen, fordi hjernen hurtigt kommer til at kede sig. Kunsten er derfor at holde hjernen anderswo beskæftiget, f.eks. med musik, tv (hvis du løber på løbebånd), en snakkesalig løbekammerat, lydbøger og alle mulige mind games, der gør de lange ture lettere. Brug din opfindsomhed, når du skal planlægge løbeturen – undgå altid at løbe den samme tur igen og igen eller ud og hjem.

Forkæl dig selv

Komfort er vigtigt, især, når du ikke skal ud og hjem på 30 minutter. Sørg for at have det helt rigtige udstyr til dine lange ture – ikke for koldt, ikke for varmt. Invester i funktionelt gear, f.eks. mavebælte, hvor du kan pakke din windbreaker ned eller læg ruten på en måde, så du måske kan smide din jakke af i opgangen efter den første kilometer. Husk penge til en kold vand efter turen eller på halvvejen.

P.S. Pandebånd og solskærm er så smart igen...længe leve 90'erne.