Hvad skal du lave i smukke San Francisco? Her er seks gode bud
SPONSORERET indhold

Hvad skal du lave i smukke San Francisco? Her er seks gode bud

Vi har udvalgt en række oplevelser i farverige San Francisco, som du ikke går galt i byen med.

Af:: Sara Wilkins Foto: Getty Images
24. jun. 2019 | Livsstil | ALT.dk

If you’re going to San Francisco, you should wear some flowers in your hair.

Den ikoniske sætning fra Scott McKenzies hippie-hit fra 1960’erne siger det helt rigtigt: San Francisco er i den grad en by, hvor blomster i håret passer til den fordomsfrie og livsglade stemning. Du kan faktisk være lige, som du er, i den farverige storby på USA’s vestkyst, der er kendt for sit frie hippie-sind.

For mange er byen blevet synonym med populære turistattraktioner, som Golden Gate Bridge og Alcatraz-fængslet, men der er mange andre spændende områder at gå på opdagelse i. 

Derfor har vi håndplukket seks gode oplevelser til dig, der skulle være så heldig at lægge vejen forbi.

1. Vintageshopping på Haight Street

Hvis du elsker vintageshopping ligeså meget som os, er der god grund til at kigge forbi Haight Street, der ligger i San Franciscos Haight-Ashbury-område i den nordvestlige del af byen. Her vrimler det med lækre vintagebutikker, hvor du kan gøre gode kup, uanset hvilket årti din stil emmer mest af. Prøv for eksempel den trendy Wasteland eller Buffalo Exchange, hvis secondhandtøj altid er med på beatet, eller den lidt mere alternative Held Over, der også har et stort udvalgt af lædertasker og cowboystøvler. Gaden grænser op til byens store Golden Gate Park, der bestemt også er et besøg værd, så køb fx en salat fra Whole Foods eller én af gadens mange caféer og sæt dig ned i parken på Hippie Hill for at nyde naturen efter din shopping.  

2. Kokosnødder med rom i Mission Dolores Park

Hvis der er ét sted i San Francisco, hvor du kan være sikker på god "people watching", er det Mission Dolores Park. Parken er et populært hangout-sted for særligt unge i byen, og når solen skinner, er der altid liv og glade dage i det grønne område, som ligger på grænsen til byens hippe Mission-distrikt. Hvis du er heldig, kan det være, at du render ind i ”Michael The Coconut Guy”, der sælger kokosnødder med rom i, og som tilmed har fået sin helt egen side på anmeldelsesguiden Yelp.

3. Øl og Bloody Mary’s på Zeitgeist

Hvis du alligevel befinder dig i det livlige Mission-område, er der god grund til at kigge forbi det populære sted Zeitgeist, der er en såkaldt beer garden. Her er der sjov biker-stemning med motorcykelbilleder og spilleautomater i området omkring baren, men du kan også søge ud i baggården til den livlige summen af stemmer og nyde en af barens mange øl eller deres populære Bloody Mary’s på træbænkene i skyggen. Her er det let at falde i snak med alt fra studerende til stamgæster, så husk at hilse på din sidemand. Og glem ikke at tippe i baren!

4. Se film i Castro-distriktet

Du kan næppe gå en tur i San Franciscos smukke Castro-område uden at spotte de regnbuefarvede flag, der er blevet symbolet for LGBTQIA+-samfundet verden over. Her kan du blandt andet kigge forbi Harvey Milk fotocentret, hvor du kan blive klogere på den første folkevalgte politiker i Californien, der var åben omkring sin homoseksualitet. Eller du kan, hvis vejret tillader det, se film i det ikoniske filmpalads fra 1922, Castro Theatre, der foruden nye biograffilm også afholder sing-alongs og koncerter.

5. Udsøgt udsigt på Twin Peaks

Du kender sandsynligvis Twin Peaks som navnet på den populære tv-serie fra start-90’erne, hvor FBI-agent Dale Cooper bliver sat til at løse mysteriet omkring mordet på Laura Palmer – og blandt andet bliver kendt for udtrykket: "A damn good cup of coffee". Tv-serien er primært filmet i staten Washington, men San Francisco har også sin helt egen Twin Peaks-attraktion: To høje bakker, der sandsynligvis byder på byens bedste udsigt cirka 280 meter oppe i naturskønne omgivelser. Og det er helt bestemt turen værd. Husk rigeligt med vand på vej derop, hvis solen bager!

GettyImages-851099446.jpgUdsigten er noget helt særligt fra Twin Peaks i San Francisco. Foto: Getty

6. Frisk fisk og søde søløver

Hvis store menneskemængder skræmmer dig, er San Franciscos havneområde Fisherman’s Wharf helt sikkert ikke noget for dig. Særligt havnemolen Pier 39 er en af byens helt store turistattraktioner med et hav af events, forlystelser og seafood-restauranter. Men overvej alligevel et besøg til den stemningsfyldte havn, hvis du kan lide frisk fisk – og søde dyr. Et af de helt store trækplastre er nemlig de mange søløver, der ligger og soler sig på træflåderne ude i vandet. Det kan man snildt få et par timer til at gå med...

Anbefalet til dig