Den såkaldte ligestillingsminister

Den såkaldte ligestillingsminister, for det må han her to et halvt år inde i regeringens arbejde nødvendigvis kaldes, er selvskreven til en dummebøde. Det er karakteristisk at hans partileder, Margrethe Vestager, ved regeringsdannelsen forsvarede det radikale ministerhold af sig selv og fem mandlige ministre med, og jeg citerer gudhjælpemig: "Nu sikrer vi, at vi ikke bare har en køn regering, men også en kompetent regering." Og den slags forpligter naturligvis. Mens kvinderne kunne bidrage ved at pynte på regeringen, var der lagt op til en kvalitetssikring ved de mandlige ministre.

"Man bør overveje simpelthen at nedlægge ligestillingsministeriet."

Også i dette lys er Manu Sareens indsats så aldeles uimponerende, at man bør overveje simpelthen at nedlægge ligestillingsministeriet og skåne ham og nationen for flere crazy-komiske optrin, hvor han offentligt forklarer, at alt er godt og at det ellers kommer af sig selv. Dette, mens Danmark ifølge Word Economic Forum er blevet overhalet i ligestilling af Filippinerne, ja, østaten ude i Østasien, hvor man blandt andet ikke kan få sig en skilsmisse.

"Ligebehandlingsnævnet burde have en syngende lussing."

Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnet burde have en syngende lussing, men får i stedet en dummebøde for sin afgørelse i sagen mellem Illums restaurant og en kvinde, der blev bortvist for at amme sit barn. Og de får den ikke for at underkende kvinden som sådan, selvom man kunne argumentere for et vist anstændigt hensyn til de yngste borgere i et land, hvor alle andre har en lovfæstet ret til et gratis glas vand i en beværtning, og hvor vejrforholdene er, som de nu en gang er. Nævnet kunne have fundet restauratørens ret til selv at bestemme, hvem der må komme i hans eller hendes forretning og under hvilke vilkår, tungere end kvindens ret til at amme sit barn lige der, men i stedet skred nævnet direkte til at kalde amning en blufærdighedskrænkelse, altså et uterligt forhold, der er seksuelt af natur, og sidestillede dermed alle ammende mødre med blottere eller telefonstønnere. Ramaskrig, - altså bortset fra at det totalt udeblev.

Folketingets partier undtagen Enhedslisten

Den eneste på Christiansborg, hvis analytiske evner rakte til at identificere det helt ekstreme i Ligebehandlingsnævnets afgørelse om amning, var Enhedslistens Stine Brix. Samtlige andre partier får kollektivt en bogstavelig dummebøde for ikke automatisk at afvise nævnets præmis om at en ammende mor optræder uterligt i det offentlige rum. Det er muligt, at vi andre har de politikere, vi fortjener, men om det også gælder landets spædbørn er i skrivende stund stærkt tvivlsomt.

Nyhedsmedierne

Nyhedsmedierne får en kollektiv dummebøde, fordi ordet "ligestilling" synes at medføre spontan afmontering af analyseapparatet hos den fjerde statsmagt. Tag dækningen af Ligebehandlingsnævnets amme-afgørelse, som missede pointen totalt, og ikke mindst dækningen af Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser. Ja, den betænkning, som regeringen brugte som figenblad til at "ændre mening" om forbud mod sexkøb. Betænkningen kom godt nok i november 2012, men høringsvar indløb de første måneder af indeværende år, og havde en flittig journalist gjort sig den ulejlighed at læse enten disse eller selve betænkningen ville det være gået op for vedkommende i hvor høj grad betænkningen er baseret på politik og rådsmedlemmernes egne personlige holdninger og ikke jura.

"Løgn og latin for en leflende presse."

Og vedkommende ville måske være faldet over den detalje, at betænkningen indeholdt en banebrydende anbefaling af en halv "tysk model" gennem delvis legalisering af rufferi ved bordeldrift, altså det at tjene på andre menneskers prostitution. I stedet overså medierne dette totale nybrud i dansk retstradition fuldstændig, og holdt mikrofon for Straffelovrådets formand, når han bedyrede at en anden sammensætning af rådet end de nuværende otte mænd ville have ført til nøjagtig samme betænkning og at deres holdninger som privatpersoner intet havde med deres arbejde med betænkningen at gøre. Løgn og latin for en leflende presse, som i øvrigt heller ikke fandt det interessant at Justitsministeriet ikke overholdt ligestillingslovens bestemmelser om nedsættelse af råd og nævn og at ministeriet i øvrigt blæste højt og flot på den lovfastsatte notatpligt, åbenhed og aktindsigt i forbindelse med udarbejdelsen af rådets kommissorium/arbejdsbeskrivelse.

"Pludselig var det "tvang" at øremærke en del af barslen til den nybagte far."

Toppen af regeringen

Regeringstoppen, hvis analyse synes at være, at snak om kvinder og homoseksuelle muligvis selvstændigt er ansvarlig for regeringens udeblevne folkelige gennembrud, skal have en dummebøde for at udvise en næsten panisk foragt for et hvilket som helst ligestillingsspørgsmål. Det blev på intet tidspunkt mere klart, end da regeringen med en dramatisk kovending i september pludselig syntes, at det var et "familieanliggende" og et udtryk for "tvang" at øremærke en del af barslen til den nybagte far, og altså ikke et arbejdsmarkedsanliggende, således som den samlede fagbevægelse og venstrefløj hidtil havde set på barsel.

Og helt i den såkaldte ligestillingsministers ånd lød det at "udviklingen går i den rigtige retning," og "det kommer af sig selv". Og det kan der da også være noget om. For fædreandelen af barslen i Danmark er jo faktisk steget fra 7,59% i 2010 til hele 7,86% i 2012. Så fortsætter denne udvikling, vil det tage mindre end 150 år at indhente Sverige. Lidt sent for denne generation af unge fædre, der ifølge målinger gerne vil have en øremærkning i ryggen, når de skal tage den svære samtale med chefen om barsel. Men da rigtigt fint for forældre og deres afkom i midten af næste århundrede.

Social og integrationsministeren

Tidligere social og integrationsminister Karen Hækkerup får en dummebøde, fordi hendes ministerium i april gav afslag på ansøgningen om satspujestøtte til Mentornetværket, som siden 2002 har matchet kvinder med flygtninge- og indvandrerbaggrund med kvinder, der er på arbejdsmarkedet i Danmark. Mentornetværkets succes med at få folk i arbejde har fået international anerkendelse, har modtaget Alt for Damernes kvindepris og Integrationsprisen for det offentlige arbejdsmarked og har vist sig noget mere effektivt end kommunale aktiveringstilbud. Bare ærgerligt for netværket at det er organiseret af Kvinfo, for man kunne få den mistanke, at afslaget er givet i ligestillings-affekt.

"Et lommefumlende, små-savlende og snik-snakkende program."

Danmarks Radio

Det kan være at lummerheden har fortaget sig på chefgangen med Kenneth Plummers afgang som generaldirektør for Danmarks Radio, men den synes til gengæld for alvor at have fået fodfæste på sendefladen under hans afløser Maria Rørbye Rønn. I indeværende år naturligvis ført an af Thomas Blachmans licensfinansierede peepshow. Et lommefumlende, små-savlende og snik-snakkende program, der konceptuelt var så fed en kliché, at forsøget på at ophøje det til noget kulturelt og intellektuelt var ren slap-stick-humor. Mere selvrespekt i 2014, DR, det kan kun gå fremad.

Den anti-feministiske opstand

Året har været godt for den anti-feministiske opstand, som samlet får en dummebøde for deres bidrag til den offentlige debat. Det er blevet mainstream at lukke en hver statistisk kønsskævhed ned med sætningen: "Vi har ligestilling i Danmark." Uligheder på arbejdsmarkedet skal ifølge disse herrer ses som et udtryk for, at kvinder trods snart et halvt århundrede på arbejdsmarkedet, bedre uddannelsesniveau og nu også gennemsnitligt højere IQ, simpelt hen ikke er dygtige, kompetente, flittige, seriøse eller interesserede nok.

"Tillykke, Stein Bagger, med ganske mange flere, I slap for opvasken!"

For sådan må det naturligvis forholde sig for homo economicus i det hyper-rationelle samfund, hvor en mandlig leder altid sidder på sin post på grund af sine overlegne kompetencer og sin top-performance og hvor de kvindelige ledere, der bryder igennem glasloftet, formodningsvist alene sidder der på grund af deres køn og derfor nok burde søge hjem til kødgryderne, før de forvolder samfundet skade med deres kvindelighed. Tillykke, Stein Bagger, med ganske mange flere, I slap for opvasken!

Nogle få i denne opstand har modet til at indrømme, at deres maskuline identitetsfølelse simpelthen trives omvendt proportionalt med styrken hos den kvinde, de har valgt som livsledsager, andre nøjes med at latterliggøre deres "kvindagtige" kønsfæller for at deltage i husarbejdet eller børnepasningen. Men fælles for dem er, at de hver især fra bundfaldet i deres rødvinsflasker er en ressentiments-båren anakronisme i en verden, hvor womenomics er det nye sort, og som i stigende grad ser den kvindelige del af befolkningen som økonomisk vækstpotentiale.

"Man får næsten ondt af ham."

Hans Bonde

Blandt mange spydspidser i den antifeministiske opstand, skal Hans Bonde have en individuel dummebøde for at tage så grundigt fejl i sin argumentation, at man næsten får ondt af ham og alle dem, der "et eller andet sted godt kunne følge ham". For i sin bog "Fordi du fortjener det," udgivet i år på Gyldendal (sic!), peger han på forskellige navngivne kvinder i dansk politik som eksempler på at favorisering af kvinder alene fører til kandidater med ringere kompetencer end de mandlige og meget dygtigere kandidater, der uden favorisering af kvinder ville være selvskrevne til denne eller hin post.

Fra sin højderyg af postulerende selvretfærdighed rakte Hans Bondes udsyn altså ikke til en inspektion af vor tids mandlige toppolitikeres cv og kompetencer. Og det er ærgerligt, for han ville kunne konkludere, at der mellem de to køn i dansk politik er en bemærkelsesværdig lige fordeling af kompetence, inkompetence og hel- eller halvstuderethed, samt ikke mindst generelt ret ringe erfaring med verden uden for murene. Det har noget med rekruttering at gøre, noget man udgangspunkt i denne bog kunne frygte i et vist omfang også er et "issue" i dansk forskning.

Os selv

Den sidste dummebøde går til alle os, der tror at en gang vundne rettigheder er hugget i sten. Og skulle man tvivle, så er året, der er gået lidt af en huskekage. I september stod der lige pludselig 16.000 hvide kors på en mark ved Hedensted, i oktober vandt abortmodstandere en vigtig afstemning om emnet i Europa-Parlamentet og her for få dage siden benyttede den spanske regering den søde juletid til simpelt hen at afskaffe den fri abort. Ingen kender dagen før solen går ned, De Damer.

Godt Nytår!