Anne Nicolajsen udstiller billeder fra New York
SPONSORERET indhold

Se den talentfulde unge fotografs newyorker-billeder

Foto: Anne Nicolajsen
21. nov. 2014 | Livsstil | Eurowoman

Fem danske fotografer med base i New York udstiller netop nu. En af dem er talentfulde Anne Nicolajsen, som skyder smukke mode- og beautybilleder til blandt andre Eurowoman.


Måske kan du ligefrem mærke New York-stemningen, når du ser billederne. Tanken er nemlig, at de fem fotografers værker, trods deres forskellighed og danske rødder, er inspireret af den særlige stemning og mentalitet i den amerikanske metropol.  

"Deres værker indeholder på hver deres måde en skandinavisk sensibilitet, der bl.a. giver sig udtryk i kærligheden til det gode håndværk, en simpel og grafisk stil og en grundlæggende respekt for almindelige mennesker og deres behov for drømme og identitet," skriver Vibrog Kunsthal i sin beskrivelse om udstillingen, som åbner i Viborg Kunsthal i dag 21. november.

Eurowoman.dk har bedt Anne Nicolajsen fortælle historien bag fem af sine billeder, som vi bringer her.

'Big On Beauty'

Dette billede er fra min serie 'Big on Beauty', som er lavet i samarbejde med plus size-modeller fra Muse Models i New York. På billedet ses blandt andet den danske plus size-model Camilla Hansen.

Billedet har modtaget prisen: The 8th Annual Black and White Spider Awards™ 1st Place" Fashion Winner - Outstanding Achievement October 2013.

'Facing'

Dette billede har tidligere været udstillet på Galleri Christina Lykke samt modtaget prisen IPA International Photography Awards Honorable Mention in Advertising - Beauty 2012. Begge beauty billeder viser min fascination af det sort/hvide fotografi og det feminine ansigt.

'Abandoned resort'



Denne serie kalder jeg 'Abandoned resort'. Den er skudt i sommeren 2010. Det er en større serie, hvoraf fire af billederne vil blive udstillet på Viborg Kunsthal.

Billederne er af det forladte New York-resort, Grossinger's Catskill Resort Hotel. Stedet blev åbnet i år 1919 af Asher Selig Grossinger og var et luksusresort besøgt af rige newyorkere helt op til 1986 (samme år jeg er født), hvor resortet lukkede. Ifølge mine oplysninger, regnede de med at sælge stedet, og derfor forlod de alt, som det var. Stedet blev dog aldrig solgt, og naturen har fået lov at overtage stedet. Kobberlamper, højtaler lavet af træ, barstole, hotelsenge osv. er derfor stadig at finde, som de blev efterladt i 1986.

Jeg er dybt fascineret af steder som dette, hvor det engang har summet af menneskeliv, men som af forskellige årsager er blevet forladt, og nu kun rummer ekkoerne fra det liv, der var engang. For mig, er det et lille vindue til en tabt tid.

Naturen tager hurtigt over, når mennesket er væk, og jeg det finder jeg ret smukt. Hvadend det er et forladt resort, et skib der er sunket eller noget tredje.

Portræt af new yorkere

Dette billede er fra en større serie, hvoraf tre vil blive udstillet på Viborg Kunsthal. Billederne er skudt i 2013 og 2014 og er lavet i samarbejde med non-profit organisationen "Footprint Around the World."

Portrætterne er af forskellige newyorkere, som alle mangler lemmer. Serien er lavet for at skabe bevidsthed om handicap, og det var vigtigt for både mig og organisationen, at portrætterne fokuserede på mennesket mere end på handicappet. Ofte var handicappet dog vigtigt for personernes selvopfattelse. De fleste oplevede det heldigvis på en meget positiv måde.

Serien indeholder indtil videre portrætter af 10 forskellige individer. Målet er at portrættere i alt 25.

Om Anne Nicolajsens arbejde
Hun har blandt andet lavet en fashion editorial til et nummer af Eurowoman. Hun har haft sine billeder i de fleste af de danske modemagasiner og af internationale magasiner, har hun blandet andet skudt for REVS magazine, Nasty Magazine, The Jungle Magazine, Fault Magazine, The Photo Paper Magazine m.fl.

Anne Nicolajsen har desuden lavet beauty-fotos for MAC Cosmetic, hvor hun blandt andet arbejdede med den anerkendte makeupartist Romero Jennings.

Udover udstillingen på Viborg Kunsthal, har hun haft flere udstillinger hos Galleri Christina Lykke og modtaget forskellige priser for sine billeder, hvor de mest enerkendte er "International Photography Awards / IPA" og "Black and White Spider Awards".



LÆS OGSÅ: Sådan går novembers mest stilfulde kvinder klædt

LÆS OGSÅ: Se de magiske billeder af islandske tvillingesøstres udvikling

LÆS OGSÅ: Se de fascinerende billeder af 4 søstre gennem 40 år