Skandinaverne har talt: Sidemanden er den største irritationskilde på flyrejsen
En ny undersøgelse viser, at både danskere, svenskere og nordmænd er enige om, at de værste flyveoplevelser opstår, når sidemanden opfører sig ubehageligt eller upassende.
Hverken forsinkelser eller dårligt personale kan irritere danskerne lige så meget, som hvis en sidemand opfører sig ubehageligt. Dette viser en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for British Airways. Undersøgelsen viser også, at vores svenske og norske naboer har det på samme måde. I både Danmark, Sverige og Norge angiver cirka 60 procent af de adspurgte, at sidemænd er den største irritation på flyrejsen.
Irritationen opstår især, fordi mange synes, at den tætte kontakt i et fly eller et tog er grænseoverskridende og ubehagelig. Dette mener Karen Hvidtfelt Madsen, som er lektor på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. Måske netop for at tage afstand fra sidemænd og andre fremmede vælger 61 procent af danskerne at medbringe en bog i håndbagagen. Samme mønster gælder for svenskerne og nordmændene.
Epinions undersøgelse er baseret på interviews med 3.370 repræsentativt udvalgte danskere, svensker og nordmænd over 18 år og er lavet i perioden 12. juli – 25. juli 2012. Undersøgelsen viser blandt andet også, at det især er kvinder, der lader sig irritere af deres sidemænd. 66 % af de danske kvinder synes, at sidemænd irriterer dem, mens kun 52 % af de danske mænd har svaret, at sidemænd er et problem.