Skuespiller Vigga Bro: "Hvis jeg siger det til nogen, der kender mig, slår de en høj latter op"

Hvad vil du ikke give penge for?
– Kærlighed. Det er en stor ting, og kærlighed handler om at give og ikke om at tage. Der er ingen, der ønsker kærlighed, uden at det er af fri vilje. Det er nød og ynk, hvis man betaler for det – og så er det heller ikke kærlighed, men bare sex.

Hvordan ældes man med ynde?
– Man bliver nødt til at acceptere ens alder og turde se døden i øjnene, for hvis man spilder sin tid på at gå rundt og være bange for døden, tager man ikke del i livet. Døden er så tabuiseret herhjemme, folk taler ikke om den, og hver gang man kommer til at sige ordet død, bliver alle så rystet, men bevidstheden om, at man skal dø – og det er jo ethvert menneskes lod – tror jeg er godt at have med sig. Min far døde, før jeg blev født, og det betyder, at jeg er vokset op med døden i huset, fordi min mor elskede ham højt. Men der var også glæde i hjemmet, så døden fik en form for naturlighed. Man skal leve med døden og se livet i øjnene.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?
– Det lå ikke i kortene, at jeg skulle blive skuespiller, men jeg var meget besluttet på at blive det. Siden jeg som 5-årig spillede Agnete i "Elverhøj", har jeg gerne villet være skuespiller. Det har fyldt hele mit liv, og det har været derfra, jeg har orienteret mig i livet.

LÆS OGSÅ: Sara Hjort Ditlevsen om sin største hjertesorg: "Når man går fra hinanden, risikerer man at miste hinanden som venner"

Hvordan håndterer du bedst vrede?
– Jeg ved ikke, om jeg er særligt god til at håndtere vrede. Men det, der kan influere på min vrede, er i virkeligheden, når jeg tilstrækkelig mange gange har oplevet, at jeg er blevet vred på mennesker, jeg holder af og måske har ødelagt noget imellem os. Men en af de mange gode ting ved at blive gammel er, at man lærer at tænke sig om en ekstra gang.

Hvad vil overraske folk at vide om dig?
– Det plejer altid at overraske folk, at jeg er så lille. "Nej, er du så lille?", siger de. Ja, det har jeg sådan set altid været, ha ha.

Hvornår føler du dig elsket?
– Det gør jeg hver dag og altid. Det er jeg virkelig taknemmelig og glad for. Der er meget kærlighed ude i verden, og den har jeg fået fra mennesker, jeg kender. Jeg har aldrig tvivlet på, at jeg var elsket.

Hvad er din største svaghed?
– Jeg synes sommetider, at jeg er doven, men hvis jeg siger det til nogen, der kender mig godt, slår de en høj latter op og siger, at jeg overhovedet ikke er doven, men har drøn på hele tiden. Jeg kan godt lide at sidde og flade ud, læse artikler i avisen, som jeg egentlig synes er ligegyldige, eller lave sudoku i en time. Jeg ved ikke, om det er dovenskab...

LÆS OGSÅ: Janni Ree om at være fanget i sit eget hus: "Vi er nødt til at holde porten lukket, for ellers kører folk bare herind"

Hvilket årti ville du trylle dig tilbage til, hvis du kunne?
– Jeg har ikke i sinde at trylle mig tilbage, for man kan aldrig tage ordet tilbage. Men jeg tror, at 68'er-oprøret får et helt andet eftermæle, end det har i dag. Dengang satte man rent faktisk foden ned og sagde: Nu går det ikke længere! Der var kvindeundertrykkelse, og selvom kvindebevægelsen havde været i gang tidligere, fik det vind i sejlene på det tidspunkt. Og så var der hele pædagogikken. Jeg gik i den sorte skole som barn, men i 68 kom rundbordspædagogikken. Der var så mange eksperimenter på det tidspunkt, nogle ting gik godt, andre ting løb af sporet, men sådan er det, og det er naturligt.

Hvad skal du prøve, inden du dør?
– Der er rigtig mange ting, jeg synes lyder spændende, men den der tanke, "det må jeg prøve, inden jeg dør", har jeg ikke. I virkeligheden vil jeg gerne bare blive ved med at følge med tiden, være nærværende over for dem, jeg elsker, og så længe folk gider at se på mig, vil jeg også blive ved med at arbejde. Det er en måde for mig at trække vejret på.