Jeg har altid tvivlet på mit arbejdsliv. Båret rundt på en usikkerhed, en følelse af, at det hele var på lånt tid.

Selvom jeg aldrig har været arbejdsløs i mere end et par måneder fordelt på snart tyve år, har jeg alligevel altid følt, at det var mere held end forstand, at jeg overhovedet havde en karriere, jeg kunne stresse over.

Læs også

LÆS OGSÅ

Julia Lahme har valgt for alvor at tage afsked med struktur – for nu vil hun hylde kaosset

At jeg før eller siden ville blive fyret, ryge på kontanthjælp, ryge af kontanthjælp igen, for til sidst at ende i en våd papkasse bag Hovedbanegården med et krøllet cv og en afpillet labrador som eneste selskab. 

Usikkerheden blev nok allerede født i de første år af mit arbejdsliv, da jeg stadig var en bumset, bøvet ungarbejder til 55 kroner i timen. I Nordjyllands supermarkeder og grillbarer var der sjældent langt til den næste skideballe fra chefen, og den slags har det jo desværre med at sætte sig på det mentale cv.

Den dag i dag er jeg stadig bange for de berygtede ti minutter på den sidste hverdag i måneden. Jeg går stadig rundt og venter på at blive fyret. Katastrofetanker af den slags, der kan være praktiske, når man skal finde vej ud af et brændende hus eller stikke af fra sabeltigeren, men som i et helt almindeligt funktionærjob i det offentlige sjældent gør noget godt for maven. Især ikke, når man i forvejen har drukket for meget kaffe.

Problemet med 40’erne er nemlig, at det er her, mange af os for første gang indser, at der nu er folk omkring os, der er både yngre, hurtigere og smartere. Vi har selv lige brugt vores 30’ere på at have alt for travlt med at stifte familie og realkreditlån til også at skulle panikke over vores plads i arbejdsmarkedets hakkeorden. Når vi så kommer ud på den anden side, og ungerne selv kan finde hjem fra skole, og vi således har en masse ekstra tid og energi til overs til arbejdet, er vi pludselig mere end halvvejs gennem karrieren – også selvom Mette vil have os til at blive på arbejdsmarkedet, til vi skal bæres derfra.

Læs også

LÆS OGSÅ

Søren McGuire: ”Hvorfor vil vi hellere dø end at gå til lægen?”

Vi er endda også selv blevet ældre, chefen er sikkert blevet yngre, og de stillingsopslag, vi desperat pløjer igennem i håbet om en gangbar plan B, når førnævnte katastrofetanker melder sig, giver ikke længere helt så meget mening som tidligere. Brænder jeg for local outreach and project managing? Er SEO-optimering mit mellemnavn? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke engang lært at betjene vores nye kopimaskine endnu.

Men hvad er overhovedet arbejdslivets bedste alder? Hvornår er vi i højeste kurs hos chefen? Når vi er unge og agile og ambitiøse, eller når vi er modne og fulde af erfaring og indsigt, men til gengæld tiltagende slappe i omstillingsparatheden? Er min alder noget, jeg skal prale af i ansøgningerne eller en gemme væk i bunden af cv’et sammen med det år, hvor jeg udgav magasiner med nøgne kendisser? Og må man overhovedet skrive i en ansøgning, at man ikke behøver hente børn og dermed fint kan blive på kontoret til efter 14.30, når alle andre er stormet ud på ladcyklerne?

At finde sig til rette på arbejdsmarkedet er i sandhed blevet hårdt arbejde. Især når man har det, som jeg har. Måske er det på tide at begynde at glæde sig til pensionen. Den kan jo komme når som helst.

ALT for damernes klummeskribenter

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.