Søs Egelind: "Det føltes som om, jeg skulle tage parti, og det var meget smertefuldt"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Gråstenvej lidt uden for Silkeborg. Det var et hus, min far selv havde bygget. Han var perfektionist, så der var ikke et græsstrå, der stod forkert, og der var både stensætning og en puddelhund. Det eneste, man fik at vide, man skulle passe på i min barndom, var nogle sigøjnere, som boede ovre på en mark. Ellers løb jeg sorgløst rundt og var barn. Det var meget frit, men man blev sandelig også opdraget! Det var stramme fletninger og pænt tøj, når man skulle noget. Man blev vist frem som barn.

Jeg var meget alene. Det var ikke smertefuldt, men der var bare ikke så mange andre børn i meget af min barndom.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Uden at kalde min mor ondskabsfuld – for det er det sidste, jeg ville sige om hende – så blev jeg som seks-syvårig indirekte bedt om at vælge, om jeg ville bo hos min mor eller far, da de blev skilt. Det føltes som om, jeg skulle tage parti, og det var meget smertefuldt. Jeg valgte min mor, for det var der, jeg ville være. Men det kom til at præge mig i mit liv, for børn får så nemt dårlig samvittighed. Da jeg selv blev skilt, ville jeg gøre det helt anderledes, og jeg mener, det lykkedes.

LÆS OGSÅ: Molly Blixt Egelind: "Når nogen, man elsker, er nede under gulvbrædderne, så tilsidesætter man sig selv"

Din levevej?

– Det, jeg ønskede mig allermest hele min barndom, var teatret. Min mor var meget støttende omkring mit forehavende, men ellers sagde jeg ikke til ret mange, hvad jeg ville, jeg tror, jeg syntes, det var lidt pinligt. Jeg kom i erhvervspraktik på teaterskolen i Aarhus, og så var jeg solgt. Jeg var altid med i skolekomedier og startede masser af projekter – også et lille teater. Teatret var det eneste, der kunne fange mig ud over dansk og sprogfag. Resten af tiden sad jeg bare og kiggede ud ad vinduet. Jeg kunne ikke koncentrere mig om noget, og det stod også i alle mine karakterbøger.

Jeg kan huske første gang, jeg for alvor døde af grin over noget. Det var det svenske komikerpar Hasse og Tage. Filmen hed Kunsten at lægge til ved en bådebro. Senere begyndte jeg at nørde standuppere som for eksempel Lenny Bruce, hvis plader jeg købte. Da videomaskinen kom, sad jeg og spolede frem og tilbage på alle mulige slags komik. Jeg vidste ikke, hvad det var, jeg ledte efter. I dag ved jeg, at det var timingen. Timing er alt i komik, men det vidste jeg ikke dengang.

Jeg fik slæbt mig igennem en studentereksamen – og den blev elendig! Det var teatret, jeg ville. Jeg levede i en drømmeverden, hvor jeg ventede på at blive gammel nok til at søge ind på teaterskolen. Dengang var der telegrammer, og jeg kan huske den dag, telegrammet kom fra skolen efter de sidste adgangsprøver. Der stod ”Bestået”. Jeg ringede og spurgte, om de ikke havde glemt at skrive ”Ikke” foran ”Bestået”, for jeg kunne ikke tro det.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Godt. Og til tider ikke så godt. Nogle gange – uden at det skal lyde krukket – kan det blive meget voldsomt. For nyligt var jeg ude at rejse, og da jeg kom hjem og stod og ventede på min kuffert ved bagagebåndet, kom en dame løbende og råbte til hele sin familie: ”KOM OG SE, DET ER SØS EGELIND”, og så arrangerede hun hele familien og mig til fotografering uden så meget som at sige goddag til mig.

Jeg er jo taknemmelig for, at folk er glade for det, jeg laver. Jeg kan godt forstå, det kræver overvindelse at gå hen til et menneske og sige, at vedkommende laver noget godt, og derfor værdsætter jeg det ekstra, når nogen kommer og siger det. Men indimellem bliver det også pinligt.

Dit livs omvej?

– Rutiner er det i livet, der keder mig allermest. Også i forhold til arbejde. Jeg kunne godt have sagt ja til flere job hos teatre eller ensembler, så min tid var mere planlagt. Men det har jeg det ikke altid lige godt med. Så jeg har en ny kalender hver uge. Nye projekter, nye ting at skrive, møder og mange bolde i luften. I de perioder hvor jeg alligevel har et fast job og skal køre samme vej hver dag, tager jeg tit en omvej, for ellers kan det blive kedeligt i længden. På den måde ser jeg pludselig en campingplads, som jeg ikke vidste lå dér eller en katteudstilling i Helsinge. Faktisk gik jeg ind til udstillingen og lod som om, jeg havde en kat – kun fordi hallen var fuld af passionerede mennesker. Der stod en masse og solgte katterelaterede ting, og det var så fedt at stå og snakke med Sussi om hendes flotte udvalg af kattelorteopsamlere. Og at se alle kattene blive børstet og høre, når de råber: ”Og NU til perserkattene.” Hvor er det vidunderligt, at verden er så mangfoldig. Eventyret behøver ikke ligge på den anden side af kloden. Det kan ligge lige her.

LÆS OGSÅ: Ghita Nørby: "Sandsynligheden for, at jeg møder en ny mand og en ny forelskelse er ikke stor"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg bekender mig ikke til nogen specifik trosretning. De fleste danskere er jo præget af kristendommen, og den slipper jeg heldigvis heller ikke udenom. Den lærer os taknemmelighed og at behandle andre mennesker ordentligt. De pejlemærker er banket ind på min rygrad. Kirsten (Lehfeldt, red.) og jeg har været verden rundt i forbindelse med nogle tv-programmer. I Istanbul mødte vi et lille samfund af dervisher (asketisk trossamfund af mandlige dansende mystikere, red.). De bekender sig til digteren Rumi, som har fortolket Koranen. Deres filosofi går ud på kærlighed og intet andet. Det er så vitalt vigtigt i livet: tænk altid kærlighed først. Vi talte med deres åndelige leder, en kvinde, der talte så sagte og stille, men når hun åbnede munden, var det ren kærlighed, der kom ud. I Bangkok besøgte jeg et tempel, hvor verdens helligste Buddhafigur sidder i et mørkt rum. Det var en vild oplevelse. Der kan komme en vild og stærk energi eller nærmest elektricitet fra tro og åndelighed. Jeg er blevet ramt af den mange steder i verden og føler hver gang ydmyghed.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Der skal meget til, at jeg mister grebet, for jeg er stærk og positiv af natur. Men når det sker, er det dér, du står din prøve, om du kan finde tilbage til dig selv. Det er der, du bliver spurgt, om du har kræfter nok. Det er for eksempel sket, da jeg blev forældreløs, blev forladt, fik en alvorlig sygdom. Så kommer spørgsmålet: Kan du holde fast i dig selv nu? Hvis du overhovedet får noget ud af kriserne, er det, at du opdager, at du kan. Dét kan jeg.

Det gode ved kriser er, at de giver dig fokus på det vigtige i livet. Tilgivelse er vigtigt. Ikke kun i forhold til mennesker, du skal også tilgive tilfældet. Jeg kunne for eksempel godt tænke: ”Hvorfor skulle jeg lige få kræft to gange?”, men det gør mig til et offer, i stedet vælger jeg at tilgive det tilfælde. Du bliver ikke klogere af at spørge: ”Hvorfor lige mig?” Svaret er jo ikke, at det var fordi, du stjal tyggegummi hos købmanden, da du var fem år.

Hvilken vej bor du på i dag?

– En vej der bugter sig og er kuperet som en af de få på Sjælland. Jeg er naturmenneske, og jeg har det bedst i naturen. Mine børn plager mig om at komme ind til byen, så de altid har mig rundt om hjørnet, men så længe jeg kan holde til det, er jeg her. Jeg har 16 hektar, køkkenhave, fire heste, hund og høns.

Der er altid et hegn, der skal repareres, men det er også en god ting, for du får skidegode ideer, når du er i gang med noget fysisk. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig et scenarie, hvor jeg ikke kan putte noget i jorden og se det komme op igen. Jeg kan også godt lide at kigge langt. Endelig er det i øvrigt meget billigere at bo ude på landet, for her er ikke så mange fristelser. Egentlig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle bæres ud, men jeg falder jo nok til patten, for jeg elsker min familie, og jeg ville elske lige at kunne stikke over til dem.

LÆS OGSÅ: Anne Linnet: "Alle havde en fest omkring mig, men jeg havde det helt af helvede til"

Hvor er du på vej hen nu?

– Jeg er på vej ind i 60’erne, så ifølge statistikken har jeg jo nok kun den korte ende tilbage. Det er selvfølgelig tankevækkende. Men hold op hvor er det nemmere at være ældre, og jeg har heldigvis ingen fysiske udfordringer. Jeg reflekterer over, hvad jeg skal bruge resten af min tid til, hvilket man i virkeligheden altid burde gøre. Jeg skal i hvert fald have det sjovt, og livet skal være fuldt af kærlighed.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Ellinor på fire år (Søs Egelinds barnebarn, red.). Nu har jeg lige været ude at rejse, men jeg er sammen med hende i det omfang, jeg overhovedet kan. Da hun var lille, og familien boede i Odense, pendlede jeg derover i tide og utide. Siden boede de her hos mig på gården, og sikke et privilegium det var. Nu bor de inde i København, men jeg så hende i går, den lille pølse. Jeg kører gerne langt for at se hende.

Hvad tænkte du på, da vi var på vej?

– Om I var kostfornægtere, der ville have en selleri, eller om I ville spise de kager, jeg har købt.