Søs Marie Serup: "Jeg var træt af Løkke, og han var træt af mig"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en lille vej i Kalhave mellem Vejle og Horsens. Det var en sjov lille landsby med kun tre veje, og der boede kun landmænd og gymnasielærere. Det var Jyllands svar på fristaden, for der blev røget ret meget hash og diskuteret politik, men de to grupper havde faktisk et fint forhold til hinanden. Jeg voksede selv op på en gård, og naboen var gymnasielærere. Der var en fin udveksling af børn mellem de to huse. Hos os lærte man at spise med kniv og gaffel og tage pænt tøj på til konfirmationen. Hos naboen lærte jeg at sige Palæstina i stedet for Israel og drikke te af glas. Da jeg senere skulle vælge uddannelse, var det også naboen, jeg gik til, for der var ingen i min egen familie, der havde læst på universitetet.

Folk tror altid, at jeg var sådan en drengepige, men jeg var faktisk hende, der sad og tegnede prinsesser og elskede alt lyserødt og glimmer. Jeg elskede at eksperimentere med at sætte tøj sammen – til min mors store fortrydelse, for hun havde arbejdet i en fin kjoleforretning i København. Når man ser billeder af mig som barn, er jeg gerne i en grøn kjole med hvide prikker og røde strømpebukser til. I nutidens København ville det være supersmart, men min mor skynder sig altid at sige: ”Ja, der havde Søs selv bestemt, hvad hun skulle have på”. 

Hvordan fandt du din levevej?

– Det var en lang række tilfældigheder, som startede med, at jeg lagde fire sedler i en Margretheskål: oldtidskundskab, historie, dansk og engelsk. Jeg trak engelsk, så jeg begyndte at læse på universitetet og troede, at jeg skulle være en rigtig uni-nørd. Senere blev jeg kommunikationsmedarbejder, men da jeg en dag forlod virksomheden i en fyringsrunde, tænkte jeg mig grundigt om, for det er faktisk lige kedeligt, om man sælger ispinde eller kummefrysere.

LÆS OGSÅ: Gun-Britt Zeller: "Jeg var sådan en Tudemarie i de dage"

Jeg har altid været samfundsinteresseret, men jeg havde ingen ungdomspolitisk baggrund. Da jeg ringede til min far og sagde, at jeg havde fået job i Venstre, måtte han lægge røret fra sig og ringe tilbage senere, fordi han grinede så meget. Jeg havde altid tordnet mod Venstre, og jeg var da også glad for, at de ikke spurgte, hvem jeg stemte på, da jeg var til jobsamtale. Men jeg fandt ud af, at jeg faktisk var rigtig god til politik, og det er ikke noget, jeg siger om mig selv om mange ting. Men det faldt mig naturligt og var sindssygt spændende. Jeg var på Christiansborg i døgndrift, og det kan man faktisk godt. Der er kiosk og fitnesscenter, og der mangler faktisk bare et apotek, så behøver man aldrig at forlade stedet. Der er mange unge, som brænder for tingene og læser en bog om dagen, der arbejder her, og nogle af de fedeste diskussioner om liv og eksistens har jeg haft på Christiansborg. 

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Frank, som jeg mødte på Christiansborg, hvor vi skændtes, så det bragede. Jeg kan huske, allerede første gang jeg så ham, at jeg tænkte: ”Ham der skal du gå i en stor bue udenom. He’s gonna break your heart”. Han sad i en anden afdeling af Venstre, men da vi blev kærester, måtte han skifte job. Det tog dog ret lang tid at blive kærester, for nogle gange ville den ene, men så var den anden sur, og andre gange var det omvendt. Efter kommunalvalget i 2005 havde jeg været on the road med Løkke i fem uger, og lad os sige det sådan: Da jeg kom hjem, var Frank meget glad for at se mig. Vi flyttede sammen tre uger senere. Frank er et af de sjoveste mennesker, jeg kender. At bo sammen med ham er ligesom at være med i en virkelig sjov tegnefilm.

Har du nogensinde taget en omvej i livet?

– På et tidspunkt besluttede Frank og jeg os for at udvide familien fra os to til flere. På det tidspunkt arbejdede jeg nærmest 100 timer om ugen i Finansministeriet og senere Statsministeriet og røg 20 smøger om dagen, så det lykkedes logisk nok ikke. Vi tænkte, at vi nok bare skulle have et lille fertilitetsboost. Det var sjovt nok samtidig med, at Løkke lige havde fjernet tilskuddet til fertilitetsbehandling. Så vi betalte spidsen af en jetjager for at komme i behandling, men fandt dog hurtigt ud af, at det bare slet ikke var os. Derimod har jeg altid drømt om at adoptere, og det var min mand heldigvis med på. Da vi lukkede ned for fertilitetsbehandlingen og startede processen med adoption, kunne vi med det samme mærke, at det var det rigtige. I dag kan jeg ikke sætte ord på, hvor taknemmelig jeg er for, at vi traf den beslutning. Da vi var i fertilitetsbehandling, havde vi netop ikke prioriteret om i livet. Jeg arbejdede for eksempel stadig som en vanvittig. Men da vi gik i gang med adoptionsprocessen, fandt vi ud af, at jeg ikke behøvede at arbejde så meget. Smøgerne røg også i en periode. Vi kom i tanke om, hvor meget vi holdt af at rejse, inden vi var begyndt at få stjerner på skuldrene, og vi ville gerne ud og have jord under neglene. På den måde kom vi simpelthen tættere på os selv. For at sige det lidt storladent, så har vores lille dreng forløst os. Sådan var det ikke gået, hvis der var kommet et barn med et fingerknips.

LÆS OGSÅ: Mette Horn: "Jeg mødte ham den krølhårede, da jeg lavede revy i Tisvilde"

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Efter valget i 2011 var jeg løbet sur i mit arbejde. Jeg var træt af Løkke, og han var træt af mig, så en aften sagde jeg op og tog hjem og sad på køkkenbordet og græd, mens min mand trøstede mig. Jeg var virkelig i krise de næste fire måneder. Mit fag var ikke længere engelsk, det var politik. Men en af mine gode venner sagde: ”Sæt en dato et sted ude i fremtiden, og træf ingen beslutninger før den dag”. I dag er jeg glad for, at jeg ikke sagde ja til et af de jobtilbud, jeg fik, for i stedet valgte jeg at blive selvstændig, og det trives jeg med. I dag er jeg fast på TV2 og BT som politisk kommentator, og jeg rådgiver forskellige virksomheder om kommunikation. Jeg kan også lave con amore-arbejde som for eksempel at rådgive landets biskopper eller Amnesty.

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Jeg er jo fra Jylland, men vi var faktisk rigtig glade for at bo i København i lang tid. En dag fik vi dog lyst til at komme på græs. Vi kørte hele Sjælland rundt for at mærke, hvor det føltes bedst, og til sidst stod valget mellem en arkitekttegnet villa i Virum og et bondehus i Kildebrønde. Vi tænkte over, hvad hvert sted ville gøre os til? Vi havde ikke lyst til at blive sådan nogle, der gik op i dyr vin og en lækker bil i carporten omgivet af mennesker, der minder om os selv. Vi ville bo et sted, hvor du lige tager en liter mælk med til naboen, som er håndværker eller pensionist, og hvor folk er ligeglade med, hvad vi laver. I Kildebrønde taler jeg med landmanden om høsten og om hunde med de andre hundeluftere. Vi har virkelig tøjlet os selv til jorden ved at flytte til Kildebrønde. 

LÆS OGSÅ: Line Kruse gav sin kommende mand en stikpille i Bubbers Badekar...

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg opdager det ikke, men i min familie er jeg også altid hende, der går forrest, så folk reagerer nok først, når jeg er gået forbi, og så er det kun min mand og søn, der bemærker det. Der var engang en dame, der svømmede insisterende efter mig og min søn i svømmehallen, og hvis der er ét sted, man ikke vil genkendes, så er det i svømmehallen iført badedragt. Derudover synes jeg bare, det er hyggeligt at blive genkendt. Jeg bliver i gennemsnit stoppet fem-seks gange om dagen af mennesker, der vil spørge mig, hvorfor de ikke må få alle deres feriepenge, hvornår registreringsafgiften bliver fjernet, og hvornår forsamlingsforbuddet ophæves. Jeg er altid glad for, at folk spørger mig, for det er et tegn på, at jeg virker tilgængelig, og at folk stoler på min bedømmelse. Når man er mig, så ved man meget om mange ting. Man kan godt starte en samtale om elektrofuels med mig. Mine barndomsveninder vil også sige, at jeg altid var sådan en, der vidste meget. Jeg er et fluepapir for sjove fakta, og jeg samler på ubrugelig paratviden. Ved du for eksempel, hvorfor astronauter har et lille stykke velcro siddende inde i deres rumhjelm? Det er for, at de kan klø sig på næsen. Det er ikke løgn! Man kender det jo godt fra tandlægestolen. Så snart man har lagt sig til rette, klør det.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Frank er nummer et hjemme hos os, som de fleste kvinder er det i deres hjem. Han vasker tøj, planlægger ferie og beslutter hvilke traditioner, vi skal gøre noget ud af. Vi er nok lidt et omvendt par, for jeg skal indimellem tage mig sammen og sige til mig selv: ”Nu ikke for meget egotrip, Søs. Du skal også hjælpe til derhjemme”. Men mine hobbyer handler meget om mig selv: Jeg går i haven, ser ballet i København eller er sammen med mine venner. Og så kan jeg altid lige bruge en ekstra time eller ti på mit arbejde, indtil jeg får en sms, hvor der står: ”Mor, vi savner dig”. 

Hvor er du på vej hen lige nu? 

– Mine juleforberedelser starter allerede i starten af oktober – det er rigtigt! Jeg køber kun gennemtænkte julegaver og kalendergaver – ikke skrammel. Min søn interesserer sig for alt japansk, så hvis man skal have fløjet noget hjem fra den anden side af jorden, må man starte tidligt. Vi bygger også nye møbler til vores 100 år gamle nisse hvert år. Han har både reolsystem og en fin seng med strikket tæppe og fint sengetøj. Han bor jo på Nordpolen og kommer kun på ferie i Kildebrønde 24 dage en gang om året, så vi går meget op i at gøre det hyggeligt for ham. Jeg er i det hele taget totalt Gertrud Sand-agtig med julepynt. Ikke sådan at det er flot koordineret, nej, mit hjem i december ligner, at en regnbue har kastet op. Vi pakker for eksempel hele trappen ind i gran og går amok med lys i hele haven. I Kildebrønde er der lidt konkurrence mellem naboerne, men de andre har helt misforstået det og prøver at gøre det pænt. Jeg mener, det skal ligne Las Vegas.