Sofie Stougaard
Foto: Sif Meincke Skuespiller Sofie Stougaard deler ud af hendes tanker om skilsmisse, stress og karriere.

Sofie Stougaard gik ned med stress: ”Jeg lå fladt i garderoben og kunne ikke kommunikere”

Allerede som barn lagde Sofie Stougaard i ovnen til at blive skuespiller. Siden kom både gennembruddet på tv-skærmene men også valget om at forlade skuepillet igen til fordel for noget andet.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var bag Svaneke Torv, hvor mine forældre havde en lejlighed i et gammelt bindingsværkshus. Der boede jeg et år, og det var der, jeg lærte at gå. Senere købte de en gård midt på Bornholm, og så flyttede vi på landet. Min barndom var en god blanding af lidt borgerlige og måske nærmest reaktionære dyder og stor frihed og mulighed for at lade fantasien udfolde sig frit. Mange udefra syntes nok, at vi var lidt nogle hippier, og vi havde da også både afsyrede gulve og malede på vores bil. Men der var også faste te-tider og tidspunkter for, hvornår jeg og mine to søstre skulle komme hjem om aftenen.

Din levevej?

– Der er aldrig andet end skuespil, der har været på tale. Jeg var vel omkring fem år, da mine forældre tog os i Rønne Teater, hvor de havde abonnement til turneforestillinger. Engang så vi forestillingen Den Vidunderlige Kælling, hvor skuespillerne var nøgne. Alle var vildt forargede over, at vi var blevet taget med til det. Men for mig var det magisk at sidde der, når lyset blev dæmpet, og jeg ikke vidste, hvad der skulle ske. Senere kom jeg på teaterskolen og drømte om at lave både tv, film og teater. Det kom jeg til, og jeg føler mig meget privilegeret.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– I min inderste kerne er det mine forældre. De tog deres forældrerolle meget alvorligt og prægede os bevidst. De har derfor stor indflydelse på, hvem jeg er i dag. Som teenager gjorde jeg oprør mod det, de stod for. Men som jeg også kan se på mine egne døtre, tager man meget med fra sin egen barndom, og jeg er på ingen måde ked af, hvad de har givet mig: disciplin og grundighed. Som min far altid sagde: "Talent er ikke nok". Da jeg var barn, spillede jeg violin, men jeg lærte ikke at sige "Nu er det godt nok". Nej, man tager den lige 100 gange mere. Den grundighed er indbygget i mig, og jeg er vist kendt som lidt af en nazi, hvad det angår. Især i kunstneriske miljøer hvor du går ind ad en dør på første øvedag, og så skal du arbejde hårdt. Alt er nyt hver gang, og du skal anstrenge dig. Men jeg ved, at hvis du har forberedt dig godt nok, kan det ikke gå helt galt.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg lægger ikke mærke til det. Da jeg var på Folkemøde på Bornholm med mine to søstre, spurgte de, hvordan jeg kan holde det ud, at folk hele tiden kigger på mig. Men jeg tænker ikke over det, og så har jeg det godt med også at kunne leve lidt skjult, for det er jo ikke så meget mere. Dengang jeg lavede rigtig meget tv for 15 år siden, var det anderledes. Nikolaj og Julie og Langt fra Las Vegas kom i tv næsten samtidig, og dengang kunne jeg næsten ikke holde ud at gå inde i byen. Nu har jeg instrueret meget, og derfor bliver jeg ikke længere eksponeret på samme måde.

LÆS OGSÅ: Ulla Vejby Lysgaard: "Der er ingen, der genkender mig, når jeg går på gaden. Det er skønt"

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg fik stress for nogle år siden, hvor jeg havde sagt ja til alt for meget. Jeg havde hovedrollen i forestillingen Kvinder, jeg var med i Græstedrevyen, en tv-serie, og så var jeg i gang med selv at skrive. I tv-serien skulle jeg spille en kæmpe kænguru, så jeg skulle møde ind hver morgen tre timer inden optagelserne og få lagt lim på huden, hvorefter de inde i en slags telt pustede ægte dyrehår på min hud som en special effect. Jeg havde alt for meget at se til, og midt i det hele døde min onkel, som jeg var meget tæt knyttet til. Så kunne jeg ikke mere. Jeg gik på scenen og spillede to gange, men på tredjedagen lå jeg fladt i garderoben og kunne ikke kommunikere. Så kom jeg hjem og var syg i to dage, og det var de to eneste aflysninger i mit liv. I mit job er det jo sådan, at enten er du død, eller også går du på scenen. Da jeg vendte tilbage til scenen to dage senere, havde jeg min gode veninde med mig som støtte, og jeg kunne godt spille forestillingen, men det krævede mange kræfter. Det lærte jeg af. Man skal ikke lave så mange ting på én gang. Nu vil jeg hellere fordybe mig i to eller højst tre ting ad gangen.

Sofie StougaardFoto: Sif Meincke.

Hvilken vej bor du på nu?

– Vi kalder det E.T.-kvarteret efter Spielbergs gamle film, E.T., for det er sådan et rigtigt villakvarter, som det E.T. havner i på Jorden. Vi bor på en bakke. Det er ekstremt befriende at bo på en bakke og have udsigt over landskabet og byen. Når jeg er i en tung, hektisk eller problematisk periode, giver det mig et overskud, at jeg har en udsigt, og jeg er efterhånden blevet afhængig af at kunne se himmel og hav. Det bliver svært at flytte derfra, og jeg ved nu, at jeg aldrig kunne bo i en dal.

LÆS OGSÅ: Malene og Gordon flyttede fra storbyen til provinsen for at dyrke nærværet: "Vi har droppet caféture, cocktails og fitness"

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Jeg ved ikke, om den findes, for vi er ikke så strukturerede hjemme hos os med lister og planlægning. Som en af mine gode venner engang sagde: "Hjemme hos os kommer hver dag bag på en." Hos os er det måske ikke hver dag, men ind imellem. Vi har ikke et skema for, hvordan dagene skal være. Der skal også være plads til det spontane.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Det gør jeg lige nu, hvor jeg har valgt at instruere. For at det skal lykkes, er jeg nødt til at sige nej tak til noget teater ind imellem. Faktisk til ret meget teater. Men jeg er nødt til at fokusere på en ting ad gangen, og lige nu er det den næste spillefilm, jeg gerne vil instruere. Jeg kan dog ikke sige så meget om den endnu, for den skal først finansieres.

Mit hjerte ligger både i skuespil og instruktion, men teater er svært at forene med et liv som instruktør. Derfor vil jeg hellere lave film og tv. Teater er sjovt og fantastisk, men jeg vil hellere forfølge én ting ad gangen. Når du laver teater, kan du ikke andet. Du optræder hele ugen kun med en enkelt ugentlig fridag, og der er du alligevel helt til rotterne. Det er en høj pris at betale. Nu siger jeg fra, og det er jeg også nødt til, hvis jeg skal kunne leve som filminstruktør.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at give mig selv lov til at nyde mere i stedet for kun at knokle for at få alting til at hænge sammen. Jeg har brugt mine 30'ere og 40'ere på at få børn og få arbejdslivet til at lykkes. Nu kan jeg tillade mig selv at sige: "Du har sgu gjort det godt. Nu behøver du ikke hænge i hamsterhjulet mere." Mine børn er godt i vej, og jeg kan derfor i højere grad sætte mig selv i første række.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Det er jeg hver gang, jeg spiller en ny rolle. Jeg kommer lige fra optagelser i Jylland, hvor jeg spiller en bitter og indebrændt kvinde fra Thy, som prøver at holde sammen på en dysfunktionel familie. At gøre hende – som er så langt fra mit eget liv – troværdig, kræver meget. Hun har et enormt underskud på livet, og intet ved hende minder om mig. Men det gælder om at have tillid til instruktøren, som jo har valgt mig til rollen af en grund.

LÆS OGSÅ: Jytte Abildstrøm: "Det er en udfordring, når man har været så udfarende, som jeg har"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min familie og venner, som kender mig ud og ind. Men også Torbjørn, som jeg har vært sammen med i 23 år. Der er mange skilsmisser i min branche, men jeg tror, vi har undgået det ved simpelthen ikke at blive skilt. Vi kunne være blevet skilt mange gange, men vi har valgt ikke at blive det. Nogle gange kan jeg godt synes, at det hele ikke går så fantastisk, men så tænker jeg: "Nu må vi se, hvad der sker" i stedet for at blive skilt med et klik på en skærm. Jeg synes ikke, det er rigtigt, at man kan blive skilt, bare fordi man har et heftigt skænderi eller et par dårlige måneder. Jeg har valgt at sætte børn i verden, og dem har jeg et ansvar overfor. Dermed ikke sagt at jeg ikke har haft lyst til at blive skilt undervejs, men vi er altid kommet igennem konflikterne. Derudover er vores grundlæggende kærlighed i orden. Jeg kan heller ikke forestille mig at have en anden mand. 

Hvem er Sofie Stougaard?

Sofie StougaardSofie Stougaard, 51

  • Født på Bornholm som datter af to keramikere.
  • Uddannet på Statens Teaterskole.
  • Har været en del af satiregruppen Emmas Dilemma. Derudover er hun kendt fra tv-serier som Nikolaj og Julie og Langt fra Las Vegas. Arbejder i dag både som skuespiller og instruktør.
  • Til november er hun aktuel i web-serien Helvede, ligesom hun netop har lagt stemme til The elastic girl i animationsfilmen De utrolige 2, som havde premiere i Danmark i august.
  • Gift med manuskriptforfatter Torbjørn Rafn og mor til tre døtre
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende, Karriere og Familieliv