Storbyguide - Stockholm rykker!

Storbyguide - Stockholm rykker!

HIP MULTI KULTUR

145 år gammel og stadig stedet, hvor Stockholms unge og smarte hænger ud. Berns Salonger kan nærmest betegnes som et multikulturelt hus med asiatisk restaurant, fransk bistro, hotel, barer – for ikke at tale om en af byens mest ambitiøse natklubber. Her mikses house, jazz, soul og loungestemning med kunstudstillinger, filmaftener og minglen mellem de stockholmere, der er længst fremme i skoene. Berns Salonger, Berzelii Park, www.berns.se

GODT GEMT

Byens bedst bevarede hemmelighed, når det kommer til spisesteder – selv indgangen til restauranten er svær at finde. AG ligger godt gemt bag en anonym dør, hvor en trappe leder op til restauranten og en cool loungebar. I restauranten serveres klassiske retter fra det franske køkken. AG925, Kronobergsgatan 37, www.restaurangag.se

COOL SPISESTEDER

STJERNEMAD I SPISESALEN

Grand Hotel har siden 1874 været et af Skandinaviens mest luksuriøse hoteller, og det er ikke blevet mindre eksklusivt, efter at superligakokken Mathias Dahlgren er rykket ind i spisesalen med to af Nordens bedste restauranter: Matsalen, som har to Michelin-stjerner, og Matbaren, der er ment som et mere afslappet alternativ – dog med en stjerne i guiden. Grand Hotel, Blasieholmshamnen 6, www.grandhotel.se

ULTRA SKANDINAVISK 

Området omkring Östermalmstorg er ikke kun centrum for små, moderne designbutikker, men også i stigende grad stedet, hvor du kan finde nogle af Sveriges fineste antikvitetshandlere. Det er også her, et af de førende gallerier, der beskæftiger sig med det 20. århundredes design, ligger. Modernity har især specialiseret sig i skandinavisk design, møbler, keramik, glas, belysning og smykker, og du kan både finde kendte klassikere og sjældne værker af kunstnere som Hans Wegner, Arne Jacobsen, Alvar Aalto, Axel Salto og Berndt Friberg. Modernity, Sibyllegatan 6, www.modernity.se

ACNES FLAGSHIP STORE

Skal næsten opleves, når man er i Stockholm. Og så ligger den klods op af det nye designhotel Nobis. Acne Flagship Store, Norrmalmstorg 2, www.acnestudios.com

TOP SHOPPING

FINSKE FORMER

Finske Artek blev oprindelig grundlagt i 1935 af bl.a. det kendte arkitektpar Alvar og Aino Aalto. I dag producerer virksomheden stadig nogle af Alvar Aaltos tidløse møbler og lampeklassikere, men det er især samarbejdet med nyere designere som Harri Koskinen, Naoto Fukasawa og Comme des Garçons, der har gjort Artek kendt i hele verden. Sidste efterår åbnede Artek flagship store i det trendy Söder-området indrettet af stjernedesigneren Harri Koskinen. Ud over egne produkter kan man finde papirprodukter fra Siwa og cykler fra finske Pelago. Artek, Repslagargatan 11, Stockholm, www.artek.fi

TID TIL OVERS

Har du tid tilovers, er disse butikker et besøg værd alene for deres unikke indretning og interiør.

BYREDO

Det svenske parfumehus har international succes og er Skandinaviens bedste bud på et cool parfumemærke. Den lille, intime butik i Mäster Samuelsgatan sælger foruden parfumer også duftlys og andre parfumedufte til hjemmet. Byredo, Mäster Samuelsgatan 6, www.byredo.com

DAVID OG MARTIN

Prisbelønnede smykkedesignere, der bl.a. har Karl Lagerfeld blandt deres store fanskare. Parret har åbnet egen butik i Södermalm indrettet i samarbejde med designduoen Broberg Ridderstråle. David & Martin, Hökens gata 5, www.davidandmartin.com

PAPERCUT

Et mekka for alle, der elsker magasiner. Her finder du et stort udvalg af alle typer mode-, design-, film- og musikmagasiner, bøger og udvalgte dvd’er. Papercut, Krukmarkagatan 24-26 www.papercutshop.se

RODEBJER

 Svensk mode med både kant, elegance og udtryk. Designeren bag er Carin Rodebjer, der har åbnet sin første concept store indrettet af A1 Arkitekter med indslag af illustratoren Liselotte Watkins. Den elegante butik er bestemt et besøg værd. Rodebjer, Jakobsbergsgatan 6, www.rodebjer.com

NOGET SÅ SVENSK

Siden 1924 har Stockholms hæderkronede indretningsbutik Svenskt Tenn solgt møbler og tekstiler designet af bl.a. Josef Frank og Estrid Ericson. Butikken er lige så populær, som da den åbnede, og foruden møbelklassikerne er der flere afdelinger med tekstiler, lamper og glas, porcelæn og gaver. I øjeblikket og frem til september fungerer Svenskt Tenn som pop-up shop i den gamle biograf Astoria på Nybrogatan 15, mens de gamle lokaler bliver udvidet og sat i stand på Strandvägen. Svenskt Tenn, Strandvägen 5, www.svenskttenn.se

KLSSSIKERMEKKA

Det er her, du først skal kigge, hvis du er på udkig efter møbelklassikere som Barcelona-stolen, PH-lampen eller en af de populære Eames-stole. Nordiska Galleriet er også et besøg værd, selv om du ikke har råd til at bringe nogle af de smukke møbelklassikere med hjem. Butikken er nærmest et designmuseum fyldt med et stort udvalg af møbelklassikere fra især Sverige, Danmark, Italien, Spanien og USA. Sidst RUM var på besøg i butikken, havde stedet en fin udstilling af modefirmaet Acnes nye møbelkollektion. Nordiska Galleriet, Nybrogatan 11, www.nordiskagalleriet.se

DESIGN OG KUNSTBØGER

Stockholms bedste boghandel inden for design og kunst. Boghandlen ligger lige i hjertet af bohemebydelen SoFo, et mindre område syd for Folkungagatan og oprindelig et gammelt arbejderkvarter, der nu er blevet shinet op. Her bor den almindelige stockholmer side om side med unge kunstnere og trendsættere, der spotter nyt på gallerierne eller slapper af på en af de hyggelige cafeer. Konst-ig, Åsögatan 124, www.konstig.se

KUNST OG KULTUR

DEN FINESTE KUNSTHAL 

Liljevalchs er et af Stockholms skønneste udstillingslokaler og er alene et besøg værd for de smukke bygninger. Her udstilles traditionelt etableret svensk og international kunst, især fra 1900-tallet. Kunsthallen er fra 1916, tegnet af arkitekten Carl Bergsten og placeret på det naturskønne Djurgården. Liljevalchs, Djurgårdsvägen 60, www.liljevalchs.se

MASSER AF MODERNE KUNST
Moderna Museet eller blot Moderna, er et kunstmuseum beliggende på øen Skeppsholmen i det centrale Stockholm. Det er Sveriges største museum for moderne kunst, og samlingen består af nordisk såvel som international moderne kunst og rummer malerier, fotografier og skulpturer af bl.a. Pablo Picasso, Andy Warhol, Salvador Dalí og Robert Rauschenberg. Museets restaurant er kendt i sig selv og er ikke mindst populær pga. dens smukke beliggenhed. Moderna Museet, Exercisplan 4, www.modernamuseet.se

FOTOKUNST I SMUKKE RAMMER Fotografiska Museet ligger smukt i Ferdinand Bobergs 100 år gamle toldhus mellem Gamla Stan og Södermal. Den gamle industribygning vender front mod havnen med en smuk udsigt gennem flotte panoramavinduer. Fine rammer til et museum, der viser moderne fotografier af internationale såvel som mindre kendte lokale talenter. Udstillingsrummet er på 2.500 kvadratmeter og rummer både en boghandel, galleri og restaurant. Fotografiska, Stora Tullhuset, Stadsgården 15, www.fotografiska.eu

SVENSK ARKITEKTUR Arkitekturmuseet har både løbende udstillinger og en permanent samling, der viser de vigtigste milepæle inden for svensk arkitektur. Stedet har også et hyggeligt cafeteria og et godt, offentligt bibliotek. Arkitekturmuseet, Skeppsholmen, www.arkitekturmuseet.com

TJEK OGSÅ Stockholm Design Week, der er den årlige designfestival, der byder på et væld af arrangementer, interessante foredrag og spændende udstillinger, der afspejler svensk mangfoldighed inden for design. Det er også en uge, hvor mange af designerne åbner deres showroom for offentligheden. www.stockholmdesignweek.com


HAR DU MOD PÅ ENDNU EN STORBYFERIE SÅ FIND INSPIRATION I RUMS STORYBY DESIGNGUIDES HER

ER DU IKKE ALLEREDE ABONNENT PÅ RUM SÅ KLIK HER OG FÅ ET GODT INTROTILBUD

100 % MALMSTEN

En butik dedikeret til klassiske møbler af Carl Malmsten, der siden 20erne har stået for enkle og gedigne møbler, men altid med tilføjelser i form af en elegant detalje eller to. Butikken, der ligger på Strandvägen, er for nylig blevet re-designet for at vise de klassiske møbler på en ny og moderne måde, og designerne bag det vellykkede resultat er Martin Bergström og Pontus Djanaieff. Hvis du kan lide godt nordisk design med et tvist, er Malmsten en butik, du ikke må gå glip af. Malmsten, Strandvägen 5B, www.malmsten.se

NORDISKE LINJER

Nordisk lys og skandinavisk enkelhed. Asplund er stedet, hvor du vil finde en konsekvent fin samling af møbler designet af fremtrædende svenske designere som Claesson Koivisto Rune, Pia Wallén og udenlandske berømtheder som Piero Lissoni, Tom Dixon, Antonio Citterio og Jasper Morrison. Tag et ekstra kig på Asplunds egen serie af møbler – bl.a. de nye Zoo-borde af Eero Koivisto. Asplund, Sibyllegatan 31, www.asplund.org

SOV SMUKT

TALK OF THE TOWN

Nobis er hotellet, alle taler om i Stockholm. Et nyåbnet, cool hotel, der i den grad har forstået kunsten at indrette med moderne design i de tidløse, klassiske omgivelser. Det er de berømte arkitekter Claesson Koivisto Rune, der har stået bag indretningen såvel som re-designet af de historiske bygninger. Resultatet er et ultramoderne hotel fyldt med skræddersyede møbler og kunst skabt specielt til hotellets 201 værelser og fællesområderne. Hver en kvadratmeter fra lobbyen til lounger, korridorer og værelser har sin egen unikke identitet, som går fra det skæve til det mere ekstravagante. Hotellet er et besøg værd, uanset om du er til en kaffe i Loungen, en frokost i Bistroen eller en drink i The Gold Bar. Nobis Hotel, Norrmalmstorg 2-4, www.nobishotel.se

HIGH END MODE OG INTERIØR 

Nordiska Kompaniet, eller NK, er en af Stockholms historiske institutioner. Bygningen er tegnet af den berømte arkitekt Ferdinand Boberg i 1915. I dag er NK et moderne stormagasin, der satser på svenske og internationale highend modebrands. På indretningssiden har man valgt at satse på såvel velkendte møbelklassikere som det nyeste design fra fx Piet Hein Eek, Moroso samt Missoni Home og Society, der har deres egne konceptafdelinger. NK Inredning, Hamngatan 18, www.nk.se

COOL KONCEPTBUTIK

Et par husblokke fra Stureplan og gemt væk i en af de små hyggelige sidegader ligger Snickarbacken 7. En konceptbutik, der har 10 Corso Como som forbillede ifølge en af ejerne, Minna Gunner. Her er et bredt og stort udvalg af mode og interiør. Drik en kop kaffe i caféen, og husk at tjekke de nyeste bøger eller den seneste udstilling inden for international samtidskunst. Snickarbacken 7, www.snickarbacken7.se

DEJLIG, DEJLIGT DESIGN

En stige, så man endelig kan nå køkkentingene øverst i skabet. En funktionel stol, der lige har det der ekstra touch. En lampe i en æske, som giver et fantastisk, blødt lys. Design House Stockholm kan det der med lækkert, funktionelt og tilgængeligt hverdagsdesign, som ligger i et prisleje, hvor de fleste kan være med. Tjek deres nye forårskollektion i den store flagship store i det centrale Stockholm. Design House Stockholm, Smålandsgatan 11, www.designhousestockholm.com

TRENDY OG STORBYCOOL

Hotellet kalder sig ikke helt uden grund for Stockholms hippeste hotel, trendy og eksklusiv på en og samme tid. Det svenske designbureau Koncept står bag den knivskarpe indretning med et miks af gamle tapeter, mørke trægulve og nye skandinaviske former. De samme folk har tidligere indrettet butikker for svenske modebrands som Acne og Tiger. Story Hotel huser desuden flere storbycool barer, en restaurant og en designerbutik. Receptionen er afløst af selvbetjening, og derfor kan priserne holdes på et minimum – under 1.000 svenske kr. Story Hotel, Riddargatan 6, www.storyhotels.com