Sussi Leo sidste tid

Leo ændrede adfærd over for Sussi: ”Jeg skulle hele tiden holde øje og være på”

Da Sussi Nielsen i februar mistede Leo, var det med en flig af lettelse. I et stort interview med ALT for damerne fortæller hun nemlig, hvordan hendes liv i årevis blev styret af Leos behov, og hvordan hun til sidst var klar til at sætte ham fri efter hans lange sygdomsforløb.

”Mens Leo var alvorligt syg, følte jeg, at jeg stod på en isflage med et kulsort hav rundt om mig. Der var ingen lys nogen steder.”

Sådan siger musiker og entertainer Sussi Nielsen i denne uges ALT for damerne.

I februar døde Sussi Nielsens livsledsager, Leo, efter et længerevarende sygdomsforløb. Et forløb, som tog utrolig hårdt på Sussis psyke, fordi hun var nødsaget til at tilsidesætte sine egne behov i den lange periode.

”De sidste par år gjorde alt ondt på Leo. Hver gang jeg prøvede at kæle med ham eller give ham en knuser, så sagde han efter 30 sekunder, av, av, jeg kan ikke få vejret. Og rent mentalt havde han heller ikke kræfter til at høre, hvad jeg havde på hjerte. Det var kun hans egne tanker, der optog ham de sidste år, og selvom han havde fortalt den samme historie fem millioner gange, så skulle jeg alligevel høre efter, hvis der nu pludselig kom en lille ny detalje, jeg burde spørge ind til.”

På trods af, at Leo Nielsen ikke altid var god til at være opmærksom på sin kones behov i den sidste tid, kunne han heller ikke undvære hende ved sin side. Og det gik ud over alt i Sussis liv.

”Sidste efterår, hvor Leo var meget syg, var jeg til sølvbryllup hos nogle naboer, og der skulle jeg hele tiden holde øje med telefonen. Leo kunne ikke fordrage at være alene hjemme, og han ringede ustandseligt og spurgte, hvornår jeg kom hjem. Så måtte jeg lige suse hjem og ordne nogle ting for ham, og så tilbage til sølvbrylluppet igen. Og bare sådan noget som at handle ind, det måtte jeg planlægge, for jeg skulle sørge for, at det ikke tog længere tid, end at Leo kunne klare, at jeg var væk,” siger hun og fortsætter:

”Så på den måde var der ingen frihed for mig de sidste mange år, Leo levede. Det var mig, der lavede alt, og jeg passede ham døgnet rundt.”

Efter Leos død føler hun endelig, at hun er ved at finde sig selv igen.

”Jeg føler en ny frihed, nu hvor jeg er blevet alene. Altså, nu kan jeg jo ringe til min familie og spørge, om jeg må komme til aftensmad, hvis det er det, jeg har lyst til. Og jeg er altid velkommen, for jeg spiser så lidt, så det betyder ingenting, om jeg er der eller ej. Og jeg kan sige ja til en damefrokost eller noget andet, når jeg bliver inviteret.”

Læs hele interviewet med Sussi Nielsen i linket nedenfor. Her fortæller hun også om at være Leo utro, om at genfinde sig selv efter Leos død, og hvorfor det er besværligt at dyrke sex med yngre mænd.