Swiper du bag min ryg?

Swiper du bag min ryg?

Et forhold, en flirt og sågar et ægteskab kræver en større grad af tillid end før, da det er nemmere at flirte i smug.

En simpel notifikation kan være skæbnesvanger, da vores sociale knudepunkt ligger bag en skærm, hvor vi kan finde alt – i smug. Et forhold, en flirt og sågar et ægteskab kræver en større grad af tillid end før, da det er nemmere at flirte i smug.

Eller er det nu det? Da al ens online aktivitet bliver lagret i en obskur server et sted tværs over Atlanten, har nogle udviklere lugtet lunten og tilbudt en række muligheder, hvor man – overvejende lovligt – kan opdage om ens udkårne swiper efter det grønnere græs bag ens ryg. De apps vidner om en tendens som langsomt, men sikkert, kommer til Danmark: digital bekræftelse fremfor menneskelig tillid.

LÆS OGSÅ: Derfor bliver du ulykkelig af Facebook

I dagens forhold er der nu to ting, man som partner skal tage hensyn til: sin udkårne og sin udkårnes smartphone; der er en ekstra, ofte irriterende, blind passager hvor end I er. Og når forholdet, eller flirten, når det plateau, hvor tvivlen tager over, bliver man mistænksom, hver gang den blinde passager tages op af sin partners lomme eller taske: "Hvem skriver han nu med?", "Skriver hun nu igen med ham?", "Hvor lang tid kan det tage at skrive med en chef?"

Der er tilfælde, hvor mistanken er begrundet. De tilfælde er visse terapeuter i USA (hele datingverdenens moderland) begyndt at tage alvorligt og integrerer nu online-adfærd i deres parterapi. En af dem er sex-terapeuten Jennine Estes, som har haft erfaringer med par, som følte sig nødsaget til at bruge smartphonens 1984-venlige mekanismer til at få digital bekræftelse for deres mistanke. I en artikel i Guardian (som tjente som inspiration for denne skrivelse) beretter Jenine om sine erfaringer med par. Hendes pointe er, at i det punkt, hvor man bliver mødt med en benægtelse fremfor en indrømmelse, tjente telefonens mange tjenester som det bevis, man kunne konfrontere partneren med. Et af disse tjenester hedder Swipebuster, en svensk tjeneste, hvor man for den nette sum af fem flade dollars, kan buste, som hjemmesiden så flatterende kalder det, hende eller ham i at bruge Tinder.

Swipebusters marketingsansvarlig har, anonymt, udtalt til Vanity Fair at "der er for meget data om folk, som folk selv ikke ved, er tilgængelig." I deres eget verdensbillede fører Swipebuster et korstog af oplysning, mod gebyr, naturligvis, hvor man kan se om sin udkårne horer rundt med stuepigen eller kollegaen. I kølvandet på Swipebuster er der også mSpy. mSpy blev oprindelig brugt til at følge med i børns lokationer, men nu er der fortvivlede, som installerer det – uden deres partners samtykke – til at se, om ens partner nu er, hvor han påstår, han er.

Hvor er tilliden henne?

Dilemmaet heri er et ret nyt af slagsen, da vi først nu begynder at definere en form for online-pli og etik for hinanden. For på den ene side, giver de overvågnings-tjenester en form for ro i kølvandet på et sidespring. For sex-terapeuten Jenines vedkommende, ser hun de apps som forløsende og et led i genopbygningen af en brudt tillid efter en affære. Den svigtede partner kan følge med i et narrativ af GPS-koordinater, online-info og diverse logs. Personen kan langsomt genopbygge sin tro på forholdet igen. Men er vi virkelig nået så langt, at selve tilliden skal guides af GPS-koordinater?

Tillid afhænger af tro. Man tror på vedkommende, på hinanden og på vejen, man har brolagt sammen. Ordets tyngde afhænger af tillidens vægt. Men i et digitalt univers er ordet ikke længere, hvad det har været. Vi bruger ord som love og like og fantastisk og genialt i flæng. Vi skriver mere, end vi siger. I SMS'ens instant puls er ord uforpligtende. Et swipe og en besked virker i øjeblikket uskyldigt, men for den anden er det selve indledningen til svigt. I en teknologisk verden, hvor man er forelsket i fremskridtet, er alt afkom af en gammeldags verden fremmed. Men dengang – og der var jo engang – betød ordet noget. Det gør det stadig. Vi skal blot huske det, næste gang vi tager vores partners tillid for givet.

LÆS OGSÅ: "Unge udviser en rørende grad af omsorg, når det kommer til sex"

LÆS OGSÅ: Balletstjernen Ida Praetorius' barndomsdrøm blev til virkelighed

LÆS OGSÅ : Laura Lindahl: "Kvinder, der vil til tops, kan komme det. Vi har ligestilling"

Sam Mansoor

- Blogger om den moderne mand i det 21. århundrede på sammansoor.com.

- Har ydermere arbejdet 9 år i reklamebranchen som tekstforfatter og art director med internationale brands. Arbejder i dag selvstændigt som kreativ konsulent.