Tag på ferie i Sakskøbing
Katrine Ring er dj, komponist og forfatter og bor både i København og på Lolland. ”Det er det bedste af begge verdener. Nørrebro er et mangfoldighedshorn af kultur og mad, og det er Lolland faktisk også." Få her hendes5 tip til ferien i Sakskøbing.
SE
Paraplypigen blev stjålet af skrottyve for et par år siden til stor forargelse i Sakskøbing. Byens borgere ville have hende tilbage, så de solgte folkeaktier og samlede penge ind til en ny bronzeafstøbning. Der findes endda en sang til hyldest for Paraplypigen – og jeg har komponeret et lydværk om hende. Billedhuggeren er Lise Ring, og modellen er såmænd mig som 8-årig.
SPIS
Hotel Saxkjøbing er et dejligt lille hotel med en god restaurant. Kokken Claus Meyer sørger for, at man kan spise en god kvalitetsfrokost til 100 kroner i provinsen. Udsigten fejler heller ikke noget. Man kan se skulpturen Roepigerne af billedhuggeren Gottfred Eickhoff.
Besøg hotellet på Hotel-saxkjobing.dk.
HØR
Kirken i Sakskøbing har en meget aktiv præst og organist. Det er et populært samlingssted, hvor de skaber muligheder for, at man kan høre musik på et højt musikalsk niveau af både nistemmig sang og avantgardekoncerter. Her afholdt man bl.a. støttearrangement og fest for Paraplypigen.
Læs mere på Sakskobing-sogn.dk.
OPLEV
Gadekunst er blevet så populært, at det har bredt sig ud i landet og uden for byområderne. Her er et skønt eksempel på det, set på landevejen ved Torrig på Lolland. NBK er ikke et graffiti-”tag”, men ganske enkelt forkortelsen for Nakskov Boldklub.
KØB
Lollands landeveje er det bedste indkøbssted med frugtboder, vejsalg og salgsvogne. Her køber man sæsonens friskeste frugt og grøntsager. Et sted kan man købe nisser eller en pose hestepærer for 10 kroner alt efter behov. Strækningen mellem Guldborg og Sakskøbing er særlig god. Men også vejen mellem Sakskøbing og Hunseby har gode tilbud.
Læs også: Hold ferie i München: 5 tip