Ugens film: Renoir-film rammer rigtigt

Ugens film: "Renoir" rammer rigtigt

Filmen "Renoir" undgår at romantisere kunstnerlivet på den franske riviera, og formår at skabe et smukt portræt af familieforholdet mellem Auguste og Jean Renoir. Læs anmeldelsen af "Renoir" og actionbraget "Jack Reacher" her.

Renoirs muse

"Renoir"

Det er ikke ofte, at både far og søn bliver verdensberømte, banebrydende kunstnere, men det var tilfældet med Auguste og Jean Renoir. I 1915 dukker en rødhåret skønhed op ved Renoirs landejendom i det pittoreske landskab ved Cagnes-Sur-Mer på den franske riviera og tilbyder at sidde model for husets herre. Dédé, som hun hedder, får afgørende betydning for den på det tidspunkt 74-årige impressionistiske maler, og det er hendes indflydelse, der får hans søn til at vælge at blive filmskaber. "Renoir" er dog ikke noget skønmaleri af familien, men en fintfølende portrætfilm om den komplicerede kunst og ditto kærlighed. IAS


Se traileren her:

Kitsch fra Tom Cruise

"Jack Reacher"

Skandalerne i Tom Cruises liv tager ingen ende. For nylig kom det frem, at Scientology simpelthen caster hans kærester, men stjernen fortsætter flittigt med at lave actiondrøn. Måske for at afreagere med skydevåben og skarpladt attitude? Karismatiske Cruise er i hvert fald den bedste grund til at se "Jack Reacher" om en ekssoldat og superskarpskytte, en selvsikker charmør, der tyr til selvtægt. Det både hjælper og pirrer den smukke advokat Helen (Rosamund Pike). Hun forsvarer en anden ekssoldat, der skal have skudt fem mennesker for sjov. Kun Reacher kan bevise hans uskyld, hævder fyren, og da Cruises enmandskavaleri tilkaldes, begynder et kitschet action-eventyr, der svinger mellem ufrivillig komik og veloplagt kiss kiss bang bang. IAS



Bonusinfo:

Instruktøren bag "Jack Reacher", Chris MacQuarrie, skrev i sin tid den banebrydende "The Usual Suspects".

Læs også: ALT anmelder Thomas Vinterbergs "Jagten"